Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mediejurist langer ud efter Berlingske og dens bloggere

Vibeke Borberg, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, angriber Berlingske for at huse blogindlæg, der er »stigmatiserende, agiterer for forskelsbehandling og bidrager til at skabe splid mellem befolkningsgrupper«. Det er et medieetisk problem, mener hun. Chefredaktør Tom Jensen afviser kritikken.

Ifølge forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalistskole, Vibeke Borberg, er Berlingske ansvarlig for de indlæg, som faste bloggere deler. Ikke korrekt, mener chefredaktør Tom Jensen.
Ifølge forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalistskole, Vibeke Borberg, er Berlingske ansvarlig for de indlæg, som faste bloggere deler. Ikke korrekt, mener chefredaktør Tom Jensen.

Når medierne lægger spalteplads og websites til faste, professionelle bloggere, skal der så gælde de samme presseetiske standarder for disse indlæg som for det øvrige indhold, herunder faste klummer og ledere?

Det spørgsmål har affødt en heftig debat mellem Vibeke Borberg, forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og Berlingskes chefredaktør Tom Jensen.

Vibeke Borberg skød debatten i gang fredag med disse ord på Twitter: »Igen et indlæg, som det kan undre, at @Berlingske vil lægge spalteplads til,« skrev hun om et Indspark fra sognepræst Marie Høgh med overskriften »Fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os.«

Ifølge Vibeke Borberg er det blot et af mange indlæg fra faste Berlingske-bloggere, også bl.a. psykiater Henrik Day Poulsen og sognepræst Sørine Gotfredsen, som formuleres på en måde, der er »stigmatiserende over for visse befolkningsgrupper, agiterer for forskelsbehandling, anvender grove generaliseringer og bidrager til at skabe splid mellem befolkningsgrupper.«

»Pressenævnet fastslog i en meget klar kendelse tilbage i 2013 – i øvrigt også foranlediget af et indlæg på et blogsite hos Berlingske, nemlig Business.dk – at blogindlæg, som er skrevet af journalister og andre professionelle til brug for et professionelt blogsite, skal betragtes som redigerede debatindlæg og dermed leve op til de samme medieetiske standarder som avisen øvrige indhold,« siger Vibeke Borberg.

»I samme kendelse siger Pressenævnet også, at blogindlæg, som er skrevet af faste bloggere, må sidestilles med avisens leder og klummeindlæg og dermed ud fra et medieetisk synspunkt tages som udtryk for mediets egne holdninger. Disse bloggere er jo ikke bare en tilfældig gruppe debattører, men professionelle folk, som Berlingske selv har inviteret ind og i øvrigt bruger aktivt i sin markedsføringsprofil. Når man på den måde stiller sig til rådighed som talerør, må man også stå på mål for de indlæg, der bringes.«

Og det er et medieetisk problem, som Berlingske bør forholde sig til, mener hun.

Men Pressenævnets kendelse kan slet ikke bruges til at konkludere, at faste bloggeres og kommentatorers holdninger medieetisk slår igennem som udtryk for mediets egen holdning,« siger Tom Jensen.

»Det er på ingen måde tilfældet. Pressenævnets kendelse var en kritik af, at Business.dk havde offentliggjort en blog med oplysninger, som viste sig at være fejlagtige, uden at have konfronteret den person, det handlede om, med dem. Det var en helt anden diskussion. Klummer og blogs er alene udtryk for skribenternes egne holdninger og ikke Berlingskes. Det er helt fundamentalt – og en frygtelig fejlslutning hos Borberg,« siger han.

»Det er rigtigt, at der står i kendelsen, at faste bloggere er omfattet af samme retningslinjer som klummer og debatindlæg, og der skal ikke være diskussion om, at vi selvfølgelig – og jeg som ansvarshavende chefredaktør – er ansvarlige for det indhold, vi udgiver, også på debatfronten. Spørgsmålet er bare, om der er bestemte debatindlæg, som er i konflikt med de presseetiske regler. Det har jeg endnu ikke set godtgjort, og hvis de ikke er det, så er der kun den holdningsmæssige bedømmelse tilbage.«

Men kritikken har intet med holdninger at gøre, fastslår Vibeke Borberg.

»Folk må mene, hvad de vil, og avisen må lægge plads til de holdninger, man ønsker,« siger hun. »Problemet opstår, når Berlingske står på mål for indlæg, der ud over selve holdningen har en stigmatiserende, generaliserende eller manipulerende overbygning.

Kan du give eksempler på det?

»Det er f.eks., når Marie Høgh ved at bruge ordet »vi« tager alle danskere til indtægt for sine egne holdninger. Og når hun med formuleringer som, at man skal passe på folk med »veltrimmet skæg og nystrøget skjorte« skubber til en frygt for, at ham, der sidder ved siden af dig i bussen, kan bære et selvmordsbælte. Eller når psykolog Henrik Day Poulsen kommer med grove generaliseringer som »den frustrerede danske befolkning«, »venstrefløjen hader højrefløjen« eller at »rige begår også mindre kriminalitet«. For mig handler diskussionen ikke om holdninger, men om Berlingskes medieetiske tilgang til sit professionelle blogsite. Opfylder disse blogs Berlingskes etiske standarder?«

Tom Jensen medgiver, at man godt i Berlingske-blogs kan finde eksempler på, at »folk gør deres egne holdninger til gængs holdning. Men sådan foregår debatten jo. Det er det frirum, der skal være i en fri samfundsdebat til at fremsætte de synspunkter, man har. Hvis der ikke er det frirum, lukker man ned for den frie debat,« siger han og tilføjer:

»Berlingske må aldrig nogensinde blive platform for ekstremistiske, racistiske eller xenofobiske debattører. Det er og vil jeg gerne personligt være garant for. Det er ikke og skal aldrig være Berlingskes rolle at understøtte den slags. Det har blot intet at gøre med den afgrænsning, Borberg forsøger at lægge ned over den frie debat for at begrænse den med de presseetiske regler som redskab. Det, jeg finder problematisk, er, hvis man som mediejuridisk forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bruger sine egne holdninger som målestok for, hvad der er presseetisk korrekt at bringe på mediernes debatsider eller i kommentarform eller på blogs.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.