Med KGBs velsignelse og penge - opgør med myten om Jacob Holdt

Jacob Holdts »Amerikanske Billeder« har i årtier præget op­fattelsen af USA i og uden for Danmark. Men en del af beretningerne har vist sig at være mere digt end fakta.

Jacob Holdt fotograferet af Søren Bidstrup i 2007/Forside af hans bog Amerikanske Billeder.
Jacob Holdt fotograferet af Søren Bidstrup i 2007/Forside af hans bog Amerikanske Billeder.

Jacob Holdts billeder af det sorte USA, af prostituerede, kriminelle, misbrugere og deres børn i dyb fattigdom i en raceopdelt nation, har gjort indtryk på mange gange titusinder af mennesker i Danmark, i Europa og USA siden 1970erne. Jacob Holdts »Amerikanske Billeder« har været vist på som shows, har solgt enorme bogoplag og har været udstillet på Louisiana.

Mindre kendt er den rolle, som den daværende sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, spillede i udbredelsen af billederne af USAs fattige befolkning. Historien om KGBs rolle, om Informations og dens daværende medarbejder, Jørgen Dragsdahls afgørende betydning for tilblivelsen af »Amerikanske Billeder« er sammenskrevet i et ikke tidligere offentliggjort arbejdspapir fra den nu lukkede Center for Koldkrigsforskning. Forfatteren til arbejdspapiret er historikeren Martin Kryhl Jensen, der var tilknyttet centeret sammen med lederen, professor Bent Jensen. Bent Jensen blev i juni i Højesteret dømt for injurier mod Jørgen Dragsdahl.

Martin Kryhl Jensens arbejdspapir bygger på åbne kilder. De faktuelle oplysninger om KGBs betalinger til Jacob Holdt og Holdts forklaringer om hvad pengene blev brugt til, har været fortalt siden 1992, hvor Ekstra Bladet bragte en stribe artikler om Jacob Holdt og for øvrigt også om Jørgen Dragsdahl, der blev beskyldt for at have været spion for KGB. Sidstnævnte anklage kostede avisen en stor erstatning til Dragsdahl, der altså i år desuden fik Højesterets ord for, at det var strafbart, da Bent Jensen i 2007 i Morgenavisen Jyllandsposten beskyldte ham for at være KGB-agent.

Men Martin Kryhls arbejdspapir præsenterer historien om Jacob Holdts billeder i sammenhæng. Historien om »Amerikanske Billeder« er ikke kun historien om et USA, der har rørt og bevæget menneskers hjerter. Historien handler ikke kun om en idealistisk og oprørsk præstesøn, der tog til USA med et amatørkamera og kom hjem med chokerende billeder. Den er en fortælling om USAs mørkeste side, som desuden blev til et vigtigt våben i KGBs kamp om det moralske verdensherredømme under Den Kolde Krig. Det er en historie om en ung mand fra Agerbæk på Esbjerg-egnen, der i måske var naiv, men i egen opfattelse ville det bedste og kæmpede for at støtte både afrikanere og menneskerettigheder. Men som også - i hvert fald i Martin Kryhls fremstilling - var påvirkningsagent for KGB.

»Amerikanske Billeder« tog sin begyndelse på et møde i København, hvor unge Jacob Holdt hørte lige så unge Jørgen Dragsdahl holde en flammende tale om at støtte »De Sorte Pantere« i USA. Jacob Holdt er et åbent menneske, også om sit bekendtskab med Dragsdahl, som Holdt på sin hjemmeside beskriver som sin »læremester« og som De Sorte Panteres »ambassadør« i Danmark i begyndelsen af 1970erne, hvor mødet med Dragsdahl får Holdt til at rejse til USA og til De Sorte Pantere. Andre forklaringer på Holdts beslutning om at rejse til USA har han dog også givet. Men 15.000 billeder senere vender Holdt hjem til Danmark, og da er det atter Jørgen Dragsdahl, der skubber til udviklingen. I sin tale til Dragsdahls 50 års fødselsdag fortæller Jacob Holdt, at Dragsdahl havde opført sig som en »eksploderende vulkan og opførte en ren krigsdans med fråden stående ud af mundvigene,« da han havde kigget på nogle af de amerikanske billeder. » Når du brænder for noget, tør ingen rigtig at sige dig imod, så med din indflydelse var du nu i stand til for første gang i historien at rydde næsten hele Information for al den ellers så kedelige tekst og i stedet at fylde bladet med mine billeder. Og derefter gik det som bekendt derud ad,« fortsatte Jacob Holdt i sin tale, som man stadig kan læse sammen med mange andre artikler på Holdts hjemmeside.

Den 17. april 1976 bragte Information fire sider med nogle af Holdts billeder og en stor artikel af Jørgen Dragsdahl, ligesom avisen bragte flere dagbogsuddrag. Information stod også som arrangør af de første fremvisninger af 3.000 af billederne med musik og tekstledsagelse. Titlen, »Amerikanske Billeder,« havde Jørgen Dragsdal fundet på. Information satte også 300.000 kroner på højkant for at få billederne udgivet som bog. Hvordan teksten blev til, er der flere versioner af. Martin Kryhl Jensen har fundet udtalelser fra Jacob Holdt, der i 1977 erklærede, at bogen var »helt personlig,« og at »her flød det blot i en lind strøm.« Senere har Holdt oplyst, at »de måtte indkalde Kirsten Thorup og en hel hær af sprogeksperter til at få et læseværdigt manuskript ud af det dengang.«

Allerede i 1978 var »Amerikanske Billeder« solgt i 44.000 eksemplarer i Danmark, og gik »som varmt brød« i Sverige, Norge og Vesttyskland. 14 oplag i alt. Anmelderne var begejstrede, ikke bare på Information, men også i Berlingske, hvor anmelderen kaldte bogen for »en fantastisk og utraditionel rejsebog, der indtrængende og brutalt skildrer et samfundssystem, der i sin yderste konsekvens er menneskefjendsk.« Ifølge Martin Kryhl var »Amerikanske Billeder« et »kolossalt bidrag til at sætte USA i et meget dårligt lys hos befolkningerne blandt USAs nærmeste allierede i en tid, hvor anti-amerikanisme i forvejen stod stærkt som følge af Watergate og Vietnam-krigen.«

Det er her, KGB kom ind i billedet. KGB-officeren Nikolaj Gribin fik til opgave at »mødes med - og efterhånden hverve - Jacob Holdt til et samarbejde med KGB som den noget nær perfekte påvirkningsagent,« skriver Martin Kryhl. Holdt fik kodenavnet »Prist,« det russiske navn for præst, og Holdt har selv oplyst, at han modtog 10.000 kroner i en kuvert, som han iøvrigt i første omgang glemte på en københavns beværtning. Kuverten lå inde i en bog med elskovsdigte. Kontakten til KGB kom i stand i juni 1976, altså efter at showet med Amerikanske Billeder var skabt, men et år før den første udgave af bogen udkom. Ifølge den senere afhoppede KGB-leder, Oleg Gordijevskij, modtog Jacob Holdt langt større beløb og var den største danske pengemodtager i de år. Det såkaldte Mitrokhin-arkiv - navngivet efter en anden KGB-afhopper, der gav sit materiale til briterne - angiver, at Holdt modtog mindst 120.000 kroner. Sovjetunionen ydede altså ifølge Martin Kryhl støtte til at udbrede »Amerikanske Billeder« i Danmark og i udlandet.

Jacob Holdt har selv pointeret, at han aldrig lagde skjul på, at han mødtes med Nikolaj Gribin. Og at møderne var meget fugtige. Jacob Holdt ønskede at støtte hospitalsprojekter i Angola, der dengang var en »frontlinjestat« mod aparheidstyret i Sydafrika. »Det er klart, at KGB havde planer med mig. Det vidste jeg. Men jeg havde mine egne planer. Jeg havde med KGB at gøre, men jeg har også omgåedes prostituerede og mordere. Jeg var ligeglad, hvor pengene kom fra, blot de havnede i Afrika,« sagde Jacob Holdt i 1992 til Ekstra Bladet, da avisen bragte artikler om både Jacob Holdts og Jørgen Dragsdahls forbindelse til KGB. Gribin blev i øvrigt senere udvist af Danmark for sin virksomhed, men Jacob Holdt mødtes alligevel med ham i Budapest i 1985. Fordi han holdt af ham. Jacob Holdt holdt også af den spiondømte Stasi-agent Jörg Meyer, som arbejdede i kollektivet, der på den tid var ved at udvikle »Amerikanske Billeder«. Holdt fortsatte med at besøge Meyer i fængslet, trods KGBs ønske om at han skulle afbryde kontakten til Meyer. I dag siger Jacob Holdt til Berlingske, at han ikke på tidspunktet, hvor han mødtes med »russerne«, var klar over, at det var KGB. »Så havde jeg da taget billeder af dem,« siger han.

Efter Ekstra Bladets omtaler skrev Jørgen Dragsdahl i Information i januar 1992 med Jacob Holdt som kilde, at Holdt havde taget imod de 10.000 kroner, som indgik i driften af den virksomhed, som »Amerikanske Billeder« havde udviklet sig til. Nikolaj Gribin ønskede, at Jacob Holdt brugte pengene til at købe sine egne bøger og sende dem til personerne på en navneliste, som Gribin gav ham. Det gjorde Holdt ikke. »Jeg beholdt pengene, fordi jeg ønskede, at de skulle tro, at de kunne stole på mig,« forklarede han. Jacob Holdt nægter at have modtaget yderligere to gange 50.000 kroner, sådan som det blev påstået. Da Gribin nævnte, at de havde flere penge end de første 10.000 kroner til rådighed, havde Jacob Holdt givet russeren nogle girokort med en bemærkning om, at »mange sender os jo gaver.« Penge fra Sovjet skulle indgå i virksomheden på legal vis.

Da anklagerne om at have virket som påvirkningsagent for KGB eksploderede i 1992 Jacob Holdt, skrev han et langt »julebrev« til sine venner. Her forklarer han, at han nærmest havde optrådt som dobbeltagent overfor russerne. »mens jeg prøvede at føre min ’ja’-politik over for russerne så konsekvent, at de troede, jeg var med dem til det sidste, på samme måde som når jeg var sammen med kriminelle eller Ku Klux Klan i USA, ja, så førte jeg faktisk KGB grundigt bag lyset lige fra begyndelsen. Der gik nemlig ikke en måned efter deres tilkendegivelse af, hvor vigtig bogen var for dem i undergravningen af Carters politik – kort efter bogens udgivelse – før jeg satte min sagfører Søren Henriksen til at standse bogens videre udbredelse over hele verden,« skrev Holdt i brevet, som sammen med adskillige artikler om KGB-sagen stadig findes på hans hjemmeside. Holdt ville ikke medvirke til KGBs forsøg på at undergrave den tidligere amerikanske præsident Carters menneskerettighedspolitik, hvilket var formålet med KGBs forsøg på at udbrede de »Amerikanske Billeder.« Påvirkningsagent var Holdt altså i sin egen opfattelse bestemt ikke.

Er opfattelsen af Jacob Holdt som ikke bare humanist og menneskekærlig person, men også som troværdigt sandhedsvidne under nedbrydning? Ved flere lejligheder er Holdts beretninger i »Amerikanske Billeder« blevet udsat for granskning i medierne, senest i Weekendavisen, som for nylig undrede sig over bogens interview med en ældre herre ved navn Charles Smith, der indleder bogen »Amerikanske Billeder.«. Charles Smith blev angiveligt som 12-årig i 1854 importeret til USA som slave, og måtte derfor have været 134 år gammel, da Holdt talte med ham. Allerede for tredive år siden blev Holdt ifølge Weekendavisen bekendt med, at Charles Smith var kendt som lystløgner, men ændrede ikke sin historie af den grund. Verdens hidtil officielt verificerede ældste person er 116 år, og afsløringen fik som konsekvens, at kunstmuseet Louisiana for nylig smed materialet om de amerikanske billeder ud af sin undervisningssamling til landets skole- og gymnasieelever. Om Charlie Smiths usandsynlige høje alder siger Jacob Holdt i dag, at »vi tænkte da også på det dengang. Det var nok hans fars historie, han fortalte. Men jeg gengav altid, hvad folk sagde,« siger Holdt.

Jacob Holdts fortælling om sin deltagelse i de amerikanske indianeres væbnede kamp mod FBI ved Wounded Knee holder heller ikke for nærmere granskning.

I sommer kom det frem, at Holdt først ankom til det amerikanske indianerreservat to dage efter de sidste skudvekslinger fandt sted. I den engelske udgave af sin bog havde Holdt ellers givet en dramatisk beskrivelse af sin deltagelse: Holdt og indianerne lå »in trenches in snow and sleet for weeks« og »bullets were flying over my head.« I et interview i Weekendavisen medgav Jacob Holdt, at han nok ikke havde deltaget i kampene. »Der blev ikke skudt særligt meget. Det er en romantisering af hele situationen, og den er meget typisk for venstrefløjen dengang. Så dramatisk var det ikke, men sådan blev det beskrevet i verdenspressen, så vi fulgte bare med,« forklarede Holdt i et interview med avisen. Kuglerne, der fløj om ørerne, var heller ikke et soleklart faktum. »Der har muligvis været nogle kugler, der fløj over. De øvede, hvor jeg var. Det var måden, vi talte på. Man identificerede sig med kampen og det store kollektive vi.«

Journalist på Weekendavisen, Bo Bjørnvig, der også er historiker, ærgrer sig over, at han ikke tidligere har dyrket kildekritik i forhold til »Amerikanske Billeder.« »Hvordan kunne jeg læse hen over historien om en tidligere slave, der skulle være 134 år?« spørger han. Bo Bjørnvig opfattede som mange andre Jacob Holdt med en grundlæggende sympati, fordi hans skildringer fra USA var en »øjenåbner.« »Han har haft kolossal betydning, særligt i Danmark. Han er en karismatisk person, der iscenesætter sig selv som et menneske, der er åben for alle og har dårlig samvittighed, hvis han afviser at have sex med en ildelugtende spritter. Hele Jesus-iscenesættelsen er voldsom og har virket,« siger Bjørnvig. Ærgrelsen kan Bjørnvig dele med mange andre. En hurtig google-søgning viser, at mange andre end Jacob Holdt har taget Smiths påstand om slavefortiden for pålydende.

Jacob Holdts »læremester«, Jørgen Dragsdahl, var selv i sin første store artikel om og med Jacob Holdt i Information i 1976 tydeligt i tvivl om man kunne tro på alle de historier, Jacob Holdt fortalte. »Når man lytter til Jacob Holdt, sker det, at beretningens troværdighed svinder ind. Det er bare for fantastisk....Men så er der hele tiden billederne, der dokumenterer beretningen,« skrev Dragsdahl dengang. »Jeg har altid opfattet Jacob som kunstner og aldrig som dokumentarist,« siger Jørgen Dragsdahl i dag. Men han mener også, at kritikken af Holdt er »politisk inspireret og meget ensidig.«

Martin Kryhl Jensen begrunder sin interesse for og kritiske gennemgang af Jacob Holdts karriere og kontakt med KGB med det faktum, at »Amerikanske Billeder« fik en meget stor indflydelse på opfattelsen af USA. »Jacob Holdt var en meget uortodoks KGB-kontakt. Han var en flyvsk hippietype og gjorde ikke, hvad KGB bad ham om. Men KGB hjalp med at udbrede hans billeder,« siger han. Martin Kryhl Jensen medgiver, at Holdts vidste, at USA havde og forresten stadig har et problem med racepolitikken og behandlingen af den sorte befolkning. »Men fremstillingen var ekstremt ensidig. Og billeder kan også lyve,« tilføjer han.

Har diskussionen om Holdts KGB-kontakter og senest om Charlie Smith og Wounded Knee så fået billedet af Jacob Holdt til at krakelere? »I det omfang, at aviser bare har gengivet, at »Jacob Holdt løj,« så bliver man jo lidt tosset. Men det er mit indtryk, at folk griner af det, bortset fra dem, der ikke kan lide mig, fordi jeg forsvarer muslimer. Og så er der nogen, der kan lide at se mig få en over nakken. Men jeg synes, Weekendavisen har været meget uheldig med at grave de bagateller frem. Jeg kunne nærmest selv have fundet noget, der var værre,« siger Jacob Holdt.

Jacob Holdt er sluppet relativt uskadt gennem omtalen af KGB-kontakterne, fordi han siden omtalen i Ekstra Bladet i 1992 har »joket« med historien, mener Martin Kryhl Jensen. Et eksempel på sin humoristiske omgang med KGB-kontakten kunne man se i Weekendavisen den 3. juli i år. Ved siden af et indlæg fra professor Bent Jensen om den nylig dom i Højesteret - der som nævnt dømte Bent Jensen for at have fremsat strafbare udtalelser om Dragsdahl - er et foto af Jørgen Dragsdahl og dennes advokat, René Offersen, med grinende ansigter og hver med et rødt flag med hammer og segl i hånden. De fejrede udfaldet af retssagen på en restaurant sammen med blandt andre Jacob Holdt, som havde taget flagene med og som fik Dragsdahl og Offersen til i kådhed at holde de røde faner, mens Holdt gjorde, hvad han begyndte med i 1971 - at tage et billede. Og så havnede det altså i avisen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.