Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Manden, der vandt over sig selv

Stop! Byen er befolket af fremmede. Nogle stikker ud, fascinerer og dukker op igen og igen. Vi genkender dem, men ved ikke noget om dem. Berlingske stoppede to af dem og spurgte: Hvem er du egentlig?

48-årige Kim Fyrst spreder glæde med sit skilt foran Frederiksberg Centret i København. Foto: Simon Læssøe
48-årige Kim Fyrst spreder glæde med sit skilt foran Frederiksberg Centret i København. Foto: Simon Læssøe

»Jeg tror, jeg har en ganske normal baggrund, bortset fra...«

Manden hedder Kim Fyrst. Er 48 år og fra Lolland. Uddannet guldsmed. Førtidspensionist. Han stopper sin sætning, for han ved godt, det er løgn.

De sidste tre år er tusindvis af mennesker overalt i Danmark stødt på Kim Fyrst og hans skilte ved indfaldsveje og stationer, på broer og i indkøbscentre.

»Jeg vil gerne give noget tilbage,« forklarer han, da Berlingske møder ham og byder på kaffe. Om lidt skal han hen og stå foran Frederiksberg Centret.

Moderen er kontoruddannet. Faderen, han voksede op med, specialarbejder. Han skiftede skole seks gange. Hver gang fordi de voksne skiftede arbejde. Moderen og hans biologiske støvsugersælgerfar blev skilt, da han var seks år.

»Vi besøgte min far et par gange om året, og han var fuld hele tiden.«

Da Kim Fyrst var 12 år, tog faderen livet af sig selv. I dag er selvmordet et tåget minde med utydelige silhouetter.

»Det, jeg kan huske mest, var, at jeg følte mig skyldig over, at jeg var ligeglad. Men en del af mig har måske også gemt ham af vejen, fordi det var for hårdt. Jeg kan kun huske de hyggelige stunder fra vores smalfilm. Jeg har arvet hans tungsind, men ikke søgt trøst i spiritus. Jeg har gemt mig for omverdenen i stedet for.«

Han uddannede sig som guldsmed. Droppede hurtigt faget og hoppede fra job til job; telefonmontør, IT-konsulent, postarbejder, telesælger, telesupporter og tankpasser. Senere i livet forsøgte han uden held at tage uddannelse som 3D-animator og voksenunderviser.

»Jeg følte ikke, jeg fungerede på arbejdsmarkedet. Måske på grund af manglende selvværd. Jeg fik ros af cheferne og af kollegerne, men jeg troede ikke på dem. Det er stygt at have det sådan.«

Kim Fyrst fik konstateret kronisk depression. Da han fyldte 30, kulminerede det med selvmords­tanker og endnu mere nedtur. Han fandt en hollandsk kæreste. De blev gift og fik to sønner.

»Sjovt nok, nej, det er faktisk ikke så sjovt, gik jeg fra dem, da min ældste søn var seks år. Akkurat som jeg var, da min biologiske far forlod os. Der er altså nogle ting, der går igen. Jeg kunne ikke magte det. Jeg var bare en, der skulle tjene penge, men havde et ekstremt behov for at blive værdsat. Jeg var bare skaffedyr. Intet andet.«

I dag er hans sønner 21 og 23 år.

»Tror jeg. Jeg ser ikke noget til dem. De flyttede til Holland omkring 1999.«Gjorde du noget for, at de ikke skulle flytte væk?»Sikkert ikke nok. Men jeg tilbød, at de kunne blive i huset og få min løn. Bare for at få fred. Men det ville moderen ikke. Vi havde fælles forældremyndighed, men hun fik den. Jeg magtede ikke noget og følte mig skyldig, for det var mig, der havde brudt forholdet.«

To år efter bruddet tog Kim Fyrst til Holland med sin nye kæreste for at besøge ekskonen og sønnerne. De havde ikke svaret på Kim Fyrsts henvendelser.

I Holland fik han et kort glimt af sine sønner på vej til skole. Han ventede til det store spisefrikvarter. Når de viste sig igen, ville han gå hen til dem og få en snak med dem. Kim Fyrst nåede kun ind på skolen »et split- sekund«, som han siger, og fik et overrasket »Hej far« fra den ene af sine sønner, da han skulle hente sin skoletaske på gangen. Drengen var otte år.

Så stod politiet der.

»Nogen havde åbenbart set os. Min ekskones mor havde vist ringet til politiet, og vi blev bedt om at forlade Holland. De var bange for, at vi ville tage børnene med til Danmark. Det ville jeg jo ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg er kommet mig over det, men jeg har accepteret, at det er sådan. Nej, jeg tror aldrig, jeg kommer mig over det.«

I dag forsøger hans mor nu og da at skrive til ekskonen og sine børnebørn. Hun får intet svar, og Kim Fyrst tror ikke, hans sønner vil kontakte ham.

»Men jeg håber, at måske deres børn en dag vil kontakte mig. Hvis et sådant behov opstår.«

Kim Fyrsts manglende forhold til sønnerne har flere gange fået kærester til at presse ham til at »gøre noget ved det«.

»I begyndelsen sagde jeg ja til det og lod mig lokke, men efterfølgende har jeg været nødt til at være hård i filten og sige, at de ikke skal blande sig. Og to af dem har sagt, at de ikke kunne være sammen med nogen, der er så svag, at han ikke vil kæmpe for sine børn.«

Har dine skilte noget med alt det at gøre?

»Ja, det er min måde at takke mine omgivelser for, at jeg stadig er i live. Og det med mine sønner og min far har gjort, at jeg er nået ind til mig selv. Skiltene er min måde at bringe bare en lille smule glæde ind i andres liv, som andre har bragt glæde ind i mit liv. Vi har alle brug for hinanden i denne verden, og det prøver jeg at vise på gaden.«

Nogle synes måske, at dine skilte er naive og irriterende?

»Det er faktisk endnu federe end dem, der er glade for dem. Jeg får også nogle gange fingeren, og folk råber bøsserøv efter mig. Men så har det jo ramt dem et sted. Jeg tror, de går hjem og tænker mere over budskabet. Det, som rammer mig mest, er, når folk går fordi uden at se noget. At vi kan være så tæt på hinanden som mennesker uden at registrere, at de andre er der. En dag går det galt. Vores jagt på noget større og smukkere hele tiden. Hele tiden stresse fra A til B uden at tænke over det.«

Trods sine fiaskoer på arbejdsmarkedet, forsøgte en sagsbehandler at få Kim Fyrst til at afslutte bare én ting i sit liv ud over hans ikke brugte guldsmedeuddannelse. Det magtede han ikke, og han fik tilkendt førtidspension i 2008. Når Kim Fyrst fortæller om sagsbehandleren i Lolland Kommune, får han blanke øjne.

»Det har reddet mit liv at få pension. Der er sket et skift inde i mig. Livet er ikke så besværligt, som vi gør det til, for vi er alle sammen lige meget værd, og jeg kan ikke undvære nogen. Heller ikke mig selv. Det er jeg taknemmelig for.«

Hvad har du så afsluttet i dit liv?

»Måske kampen med mig selv, om at jeg ikke er god nok. Jeg har fundet en ro i mig selv. Derfor tør jeg stå ude på gaden nu. Det betyder ikke så meget for mig, hvad andre tænker.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.