Berlingske i Stockholm:

»Man tænker, at vi egentlig burde blive skånet for de her ting«

Det utænkelige er blevet tænkeligt, men for de fleste stadig uforståeligt. Berlingske har besøgt den svenske hovedstad, Stockholm, og talt med tre øjenvidner, som befandt sig på eller i nærheden af Drottninggatan, gågaden i det centrale Stockholm, hvor en lastbil fredag i høj fart torpederede en menneskemængde.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Blomsterhandlerne ved Hötorvet i det centrale Stockholm har på en tragisk baggrund en god dag.

Torvet ligger tæt på gerningsstedet, hvor en lastbil fredag torpederede en menneske­mængde, og flere stockholmere har lørdag morgen lagt vejen forbi. For at købe og lægge blomster. For at kaste blikke ind mod Drottning­gatan, hvor politiets efterforskere stadig er i gang.

Rudolf Castillo, en bredskuldret mand med to børn på armen, står ved en af politiets afspærringer og ser ind mod gerningsstedet. Han er mødt op for at vise sin sympati med ofrene.

»Det er grimt. Den her gade, Drottning­gatan, er en af de mest befærdede her i byen. Den lastbil kørte ganske hurtigt. Vi er ikke vant til den slags her i Sverige. Vi er så neutrale i alting, og vi stiller op for omverdenen. At vi skal opleve sådan noget her, det er ubegribeligt,« siger han.

Det var et velkendt skrækscenarie, der blev til virkelighed, da de første meldinger fra Stockholm tikkede ind fredag eftermiddag.

Politiet blev alarmeret fredag lidt før klokken 15, og det stod hurtigt klart, at det, der havde ramt den svenske hovedstad, lignede terror­angrebene i Nice, Berlin og London med kombinationen af en uskyldig menneskemængde, en gal chauffør og et tungt køretøj i høj fart. Selv om det utænkelige er blevet tænkeligt, er det for de fleste stadig lige uforståeligt.

Berlingske er til stede i Stockholm, og fra taget på Kulturhuset er der udsyn til gerningsstedet, hvor lastbilen endte sin vanvidstur i facaden på det store varehus Åhléns. Her kunne man ved middagstid lørdag stadig se sporet af ødelæggelse, som lastbilen trak gennem gaden.

Foran facaden ligger tæpper, som kort efter angrebet blev lagt hen over de døde, mellem bildele og murbrokker. Længere henne ad gaden er vejen dækket af jord fra et blomsterbed, som lastbilen pløjede igennem. En hvid varevogn står skævt parkeret.

»Det er en pengetransport,« forklarer Kultur­husets sikkerhedschef, Magnus, som er med på taget.

»De måtte jo smide alt, hvad de havde i hænderne, da det skete,« siger han og kaster et blik ud over Sergels Torg neden for bygningen:

»Her plejer at være sort af mennesker om lørdagen på den her tid.«

Gerningsmanden

Men hvem var manden bag rattet i lastbilen, der fik gaden til at stå stille?

Lørdag stod det klart, at svensk politi er så godt som sikre på, at gerningsmanden er en unavngiven 39-årig mand fra Usbekistan. Han er nu anholdt, mistænkt for drab gennem en terrorhandling. Politiet forklarede lørdag på et pressemøde, at det ikke kan udelukkes, at flere personer er indblandet. Samtidig undersøges desuden en anordning fundet om bord på den efterladte lastbil.

Svenske medier beskriver, hvordan den anholdte online har udtrykt sympati for terrorbevægelsen Islamisk Stat. Manden skulle angiveligt også have erkendt over for politiet, at det var ham, der gjorde det. Dette er ikke bekræftet officielt. På samme tid er det uklart, hvorvidt gerningsmanden handlede som »en ensom ulv« eller i ledtog med andre. Indtil videre er der ikke meldinger om eventuelle medsammensvorne, men politiet vil ikke udelukke muligheden.

En familie lægger blomster ved en politiafspærring i Stockholm.
En familie lægger blomster ved en politiafspærring i Stockholm.

Berlingske mødte fredag aften nogle af de øjenvidner, der så konsekvenserne af en gal mands værk. Den kurdiske mand Shoresh Fethi forklarede, at han tidligt fredag eftermiddag røg en cigaret på gaden i det centrale Stockholm.

Herfra så han, hvordan gerningsmanden med 50-60 kilometer i timen kørte ind i en gruppe intetanende mennesker på gaden og til sidst bragede ind i facaden på shopping­centret.

»Jeg stod og ventede på en ven et sted mellem H&M-butikken og Åhlén-centeret. Pludselig kom lastbilen. Jeg så én blive ramt, idet han forsøgte at kaste sig væk fra bilen. To andre blev ramt direkte,« siger Shoresh Fethi.

Som et andet øjenvidne, finske Mika Oinonen, beskrev synet, der mødte ham i sekunderne efter angrebet:

»Kroppe overalt, der bare lå. Jeg så en kvinde, der ikke længere havde noget underben.«

Angrebet

Ud fra tilgængelige billeder og videoklip, øjenvidnernes beskrivelse og de officielle udmeldinger fra politiet, kan angrebet beskrives omtrent sådan her:

Det tonstunge gerningsvåben tilhørte et svensk bryggeri og blev stjålet foran en restauration kort inden angrebet, mens køretøjets chauffør var midt i en vareleverance. Gerningsmanden kaprede køretøjet og kørte herefter omkring 650 meter, før han bragede sig selv og den slingrende lastbil ind i storcentret »Åhléns City«.

Herefter stak han af til fods. Ifølge Aftonbladet flygtede han videre til Arlanda-lufthavnen, hvorfra han tog en bus videre til forstaden Märsta.

Mange stockholmere besøgte i weekenden Sergels Torg ved Drottninggatan, hvor et metalhegn ved et stykke vejarbejde i byen i løbet af lørdagen er blevet omdannet til en væg af blomster. Flere var synligt berørt efter angrebet fredag.
Mange stockholmere besøgte i weekenden Sergels Torg ved Drottninggatan, hvor et metalhegn ved et stykke vejarbejde i byen i løbet af lørdagen er blevet omdannet til en væg af blomster. Flere var synligt berørt efter angrebet fredag.

Senere har den svenske TV-station SVT beskrevet, at lastbilens chauffør ifølge en række politikilder havde efterladt en taske med sprængstof i køretøjet. Myndighederne bekræfter, at de har fundet en »anordning« i lastbilen. Det er dog for tidligt at sige, om det er en bombe, lyder det.

Øjenvidne fra tredje sal

En anden af de personer, der oplevede angrebet på tæt hold, er Frederik Jung Abbou. Han var på arbejde på sit kontor i tredjesals højde med udsyn til Drottninggatan, da angrebet skete.

To kvinder fra kontoret var netop gået ud på gaden og måtte flygte tilbage på kontoret, da lastbilen drønede forbi. Efter braget fra kollisionen stimlede hele kontoret sammen ved vinduerne. Herfra kunne de se to livløse kroppe, fortæller Frederik Jung Abbou.

»Jeg tror, at de døde omgående. De folk, som sprang hen for at hjælpe dem, rystede på hovedet til hinanden, sådan »leave it«, og skyndte sig videre for at hjælpe andre ofre,« siger han.

Kort efter dukkede politiet op – civile, almindelige betjente, efterretningsfolk og kampklædte aktionsstyrker – fortæller Frederik Jung Abbou. Sammen med kollegerne fik han lov til at forlade området godt tre timer senere. Berlingske møder ham i en hundepark lørdag eftermiddag i det velbjergede Stureplan-kvarter.

Den efterfølgende debat

»Det er vældigt chokerende, det, der er sket. Det virker til, at folk håndterer det på en rolig måde og ikke gør noget forhastet. Men jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at påvirke debatten her i Sverige,« siger Frederik Jung Abbou.

Han forklarer, at terror ikke har fyldt særligt meget i svenskernes bevidsthed til trods for de seneste års angreb i Europa. Og til trods for det mislykkede terrorforsøg i 2010, hvor en selvmordsbomber lykkedes med at sprænge sig selv i luften, i øvrigt også på Drottning­gatan.

»Man kerer sig mest om sin egen region. Man har lidt svært ved at forstå, at vi er en del af en global konflikt. Selv om der ikke er nogen logik i det. Man tænker, at vi egentlig burde blive skånet for de her ting. Men sådan fungerer det tydeligvis ikke,« siger han.

Det var ikke langt fra Frederik Jung Abbous arbejdsplads, at den svenske kronprinsesse Victoria lørdag formiddag mødte op og forsøgte at sætte ord på, hvad der har ramt Sverige.

»Jeg føler en enorm sorg og tomhed,« sagde hun ifølge Aftonbladet.

En journalist ville vide, hvordan landet kommer videre efter angrebet.

Kronprinsessen, der var rørt til tårer, svarede kort:

»Sammen.«

Gerningsstedet lørdag eftermiddag, hvor politiets teknikere fortsat var i gang.
Gerningsstedet lørdag eftermiddag, hvor politiets teknikere fortsat var i gang.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.