Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Majestic Mærsk– 32 døgn på verdens største skib

Journalist Kirsten Jacobsen har skrevet en bog om livet om bord på skibet, der er mere end dobbelt så højt som Rundetaarn og blot en snes meter lavere end Frihedsgudinden i New York. Her er et uddrag.

Forfatteren Kirsten Jacobsen og fotografen Gregers Heering har været på rejse med et af Mærks kæmpeskibe.
Forfatteren Kirsten Jacobsen og fotografen Gregers Heering har været på rejse med et af Mærks kæmpeskibe.

Hong Kong/containerhavnen, 1. døgn

Solen bryder frem som torden, og dér ligger hun endelig, Majestic Mærsk – den verdenskendte danske rederfamilie Møllers andet koreanske adoptivbarn i en imponerende flok på 20.

Det første blev navngivet Mærsk Mc-Kinney Møller på Daewoo Shipbuilding and Marine Engineering (DSME) i Sydkorea i sommeren 2013: naturligvis opkaldt efter firmaets ledestjerne gennem knap fem årtier. […]

Nummer to blev søsat i Korea i august 2013 og godt en måned senere døbt Majestic Mærsk af HKH kronprinsesse Mary i København.

I septemberdagene efter dåben lykkedes det 50.000 danskere at få billet til en rundvisning om bord, mens 200.000 andre måtte tage til takke med at beundre hende fra kajen ved Langelinie.

Majestic er et betagende skue. Lyseblå som en nordisk sommerhimmel, efter at 955.250 liter maling har forskønnet hendes sammensvejsede skrog. […] Der er 73 meter fra køl til antennespids, så hun er blot en snes meter lavere end den frie verdens stærkeste symbol, Friheds­gudinden i New York, og mere end dobbelt så høj som Christian IV’s Rundetaarn i København. Enhver, som har set eller hørt om hende, ved, at hun er matronebred på midten, 59 meter, og længere end et ondt år: 399,24 meter.

Efter 411 dage i den koreanske liv­moder, DSME-værftet i Okpo-dong, kostede det godt en mia. kroner at slippe hende ud i virkeligheden, hvor hun drives fremad af et sæt tvillingemotorer på hver 43.000 hk plus to firebladspropeller med 9,8 meter i diameter.

Hun kan rumme 18.270 TEU (Twenty-foot Equivalent Unit, på lægmandsdansk: 20-fods containere), hvad der svarer til cirka 36.000 personbiler, 111 mio. par løbesko eller 182 mio. iPads, og et nosejob gør hende ekstremt energieffektiv.[…]

For enden af den stejle lejder står tredjestyrmand Lasse Søgaard Laier i lyseblå Maersk-kedeldragt sammen med overstyrmand Peter Lindegaard Knudsen.

Peter, som er næstkommanderende, må ikke forlade skibet, fordi kaptajnen er på vej i land. Dick Simon Danielsen har smidt uniformen med de fire guldstriber på skuldrene og sætter sammen med førstemaskinmester, Svend Pedersen, kursen mod Hongkongs bedste burgerrestaurant, en stor is, et haircut og et indkøbs­mekka. Kaptajnen og maskinens næstkommanderende er begge i shorts og T-shirt og hilser hjerteligt:

»Velkommen på Majestic. Vi ses til aftensmaden.«

Fra ældgammel tid har Hongkong været et fristed for alle haves vandringsmænd. Engang kunne de få slukket deres tørst, endda tillade sig en solid brandert og et tiltrængt favntag; men i nutidens fragtmarked med konstante optimeringskrav ligger containerskibene kortest muligt ved kaj, ofte kun i halve døgn. Siden den 2. januar 2004 har der desuden været totalt alkoholforbud på Maersk Lines 600 skibe. Også på den halvdel af skibene, der ikke er ejet af Maersk Line, men chartret, og også når besætningerne har fri og er i havn.

Hongkong lokker dog stadig, fordi containerhavnen her – i modsætning til stort set alle andre anløbssteder på ruten – ligger tæt på centrum, og vareudbuddet og prislejet virker næsten uimodståeligt.

Majestic lagde til kaj klokken fire i nat. Straks bøjede Fantuzzi Groups højbenede, røde kraner, der ligner dinosaurer, deres lange halse, som en Kung fu-mesters hilsen, og gik i gang med at losse og laste.

Nu er det højlys dag, og fem kraner er stadig i sving. Kranførerne sidder sammenkrummede i deres dinglende, bruntintede kabiner med tremmer og glasbund. Det er stille vejr og meget varmt, og vi kan se plastflasker med urin rulle rundt på tremmegulvet, for kranførerne kan ikke forlade arbejdet uden for pauserne. Logistikken og placeringen af containerne, som styres fra Singapore efter leverandør og destination, kræver en koncentration og præcision, der er en kirurg værdig, og containerne flyver på snart ottende time gennem luften. […]

Der er kun få centimeter at rutte med, når containerne løftes op fra eller sænkes ned i Majestics bug, lastrummene, hvor der er plads til 7.620 TEU, eller stilles oven på de tunge lugedæksler.

Hvis det blæser, må kranførerne være ekstra påpasselige, for så kan containerne gå i selvsving. De låses med twistlocks, og stablerne sikres manuelt med stålbøjler. Når havet virkelig viser tænder, er bøjlerne ikke altid stærke nok, og der er mange eksempler på containere, der ryger over bord på de store have og ligger som isbjerge med kun toppen synlig. Til fare for fiskere og lystsejlere.

Som et mere kuriøst eksempel fortælles om en container, der faldt over bord og flød rundt i den engelske kanal. Indholdet på tusindvis af frottéslippers med en eksklusiv hotelkædes påtrykte navn og logo skyllede op på en lille ø. I ugerne efter uheldet futtede øens indbyggere rundt i gaderne i de fine tøfler; men hotelkæden betragtede desværre ikke det opsigtsvækkende billede som god reklame.

Gregers og jeg tager turen de godt 64 meter op til Monkey Island, skibets øverste platform under radaren og antennerne. Udsigten hen over et uendeligt bjerglandskab af kulørte, rustne og nymalede containere er bizart og betagende, og der står Maersk på hovedparten af dem.

Når vi kigger ned, er lastbilernes og menneskenes aktiviteter på kajen reduceret til legetøjsformat og myremønstre, og denne uforglemmelige, også skræmmende afstand mellem dem dernede på asfalten og os heroppe på skibet står tilbage som det klareste symbol på Majestics næsten ubegribelige størrelse.

Præcis klokken 12 annoncerer en hyletone, at middagsmaden er parat.

Den filippinske kok, Alvin Aldas Domingo, serverer stegt flæsk med persillesovs, skrællede, kogte kartofler og buketter af blomkål og gulerodsstave. Der er løse ris i riskogeren, beregnet på især de 13 filippinske søfolk. Stegt flæsk og persillesovs er næppe en filippinsk koks spidskompetence, men Alvin har været på et Mærskbetalt kursus i dansk madlavning, og at dømme efter portionernes omfang omkring buffeten er pengene givet godt ud.

Besætningsmedlemmer i uniform eller civilt tøj spiser ved to lange borde med lyseblå duge i dining room, hvor den filippinske steward Anthony Gutierrez Arenas, kaldet Tony, har dækket op, kommer med friske forsyninger af isvand og fjerner de brugte tallerkener.

Besætningsmedlemmer i kedeldragt spiser ved to lange borde i duty mess længere henne ad gangen. Her står den ene af skibets tre kaffeautomater, der er ingen duge på bordene, mørkeblå beskyttelsesbetræk på stolene mod olie og snavs, og man rydder selv af. […] Men lørdag aften møder hele besætningen op i civilt tøj og spiser ved hvide duge i dining room.

Efter en halv time ryddes maden væk, og juicen og den tyske mælk låses inde.

»Det er nyt med servietter, men Dick vil ikke have køkkenrulle på bordene, så da de billige, tynde servietter kom på markedet, fik vi dem,« forklarer overstyrmand Peter.

»Nogle kaptajner kan godt lide at spise alene og på den måde holde lidt afstand, men sådan er Dick ikke. Han går som regel også ind i duty mess, når han har spist, og står og snakker med folk. På den måde gør han noget aktivt for at bevare den uformelle kontakt med hele besætningen.«

Gregers og jeg rykker ind på filippinergangen, D-dækket. Men før vi pakker ud, tager vi en rundtur i den ny og fremmedartede verden: Majestics indre organer.

Apteringen er fællesbetegnelsen for den ti etager høje, gule overbygning, der – ud over kommandobroen – rummer besætningens kamre, en dagligstue, hvor møblerne altid er surret sammen med en stålwire, biblioteket, hvor der stort set er tomt for bøger, en internet-café med et par computere, motionsrummet med bl.a. et løbebånd og hospitalet, hvor sygesengen kan køres ind under en bruser i tilfælde af forbrændinger.

Der er også en lille biograf med rigtige biografsæder og plads i armlænet til kaffe eller sodavand plus en dvd-afspiller og kæmpestor LG-skærm, en del kontorer, fællesvaskeriet, et restaurationskøkken med tilhørende koloniallager og køle- og fryseskabe, de to messer, og et rum med tørreplads. Under dæk er der endnu flere etager med trapper, gange, maskinværksteder, depoter og lagerrum.  Adskillelsen mellem aptering og maskinen plus de to skorstene giver Triple E en bedre balance og mere plads til containerne, helt præcis 2.500 flere end på søstrene i E-klassen, men betyder også, at der er, eller måske især føles, lang afstand mellem bro og maskine. Da det er forbudt at løbe på dækket, tager det fire-fem minutter i rask trav at nå fra apteringen til maskinen. Enten udendørs i sikkerhedssko på en smal gang mellem ydersiden af containerstablerne og rælingen eller i neonlys gennem den ubådsagtige, såkaldte ingeniørgang under vandoverfladen.

Derfor er der indrettet to vagtkamre, »fængselscellerne«, lige over maskinen. Her sover maskinmestrene på skift, i gennemsnit hver fjerde nat. Når der går en alarm, hvad ofte sker flere gange i løbet af natten, kan vagthavende nemlig ikke nå at komme i kedeldragten på kammeret og hele vejen ned i maskinen for at tjekke den inden for maksimum fem minutter. Og hvis alarmen ikke afbrydes inden for denne tidsramme, går storalarmen og udsender sin øredøvende hyletone, som vækker hele besætningen.

Kamrene, som vi andre kalder kahytter, er ikke store, men har eget bad. De ligger ud til en gang i hele apteringens bredde. Den har konstant tændt neonlys i loftet og vinyl på gulvet. Koøjerne er firkantede og kan ikke åbnes. De har et lystæt rullegardin og tykke, blåstribede gardiner, som kan hæftes tæt sammen med klæbebånd – vi skal senere forstå hvorfor.

Luft og temperatur reguleres af maskinchefen via skibets A/C-system. Skabe og skuffer i lyst træ er svære at åbne, fordi de holdes på plads af ekstra stærke magneter – beregnet på dårligt vejr. På arbejdsbordet står en koreansk metallampe, der ligner en fejlslagen måneraket og tænder og slukker efter sit eget behag. Ellers oplyses kamrene af neonrør, også over sengen, hvor dynen og puderne med hvidt betræk ligger rullet sammen på en fast skumgummimadras. Den magelige kontorstol kan ikke rulle, men har kraftige gummidupper i stedet for hjul. Sofaen og et lavt sofabord er klemt inde mellem sengen og arbejdsbordet.

På Majestic kan vi ikke se tv, hverken nyheder eller fodbold. Det æder for mange af de fælles 25 GB at downloade fra satellitforbindelsen; men nogle aftener vises der film i skibets biograf klokken 18:15. Gregers er flyttet ind i Cadet B med udsigt hen over containerne mod de to 35 meter høje, sorte skorstene med hver sin syvtakkede hvide stjerne på blåt mavebælte. Jeg rykker ind ved siden af i Cadet A, hvorfra jeg kan se havet, mellem skibets kran og den røde redningsbåd, som blev udødeliggjort i Tom Hanks-filmen, Captain Phillips, om en gruppe somalieres kapring af Maersk Alabama i 2009. […]

Kamrene bliver vores hjem de næste 32 døgn. Vores filippinske naboer bor i deres kamre i halve år ad gangen. Nogle gange endnu længere; for de tjener, hvad der skulle svare til en lægelønning på Filippinerne, og forsørger ofte store familier. Husordenen er enkel: Når døren ud til fællesgangen står åben, vil man gerne have besøg eller snakke. Hvis den er lukket, vil man være i fred.

»Måske er det human nature. Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis man kan blive afhængig af livet her. Alt er nemt, alt kører efter en snor,« siger Anders (Nørgaard fra Maersk Line, som har hjulpet os ind i containerhavnen i Hong Kong og sejler med de første tre dage, K.J.).

»Når man er styrmand, ved man, at man har vagt på broen syv døgn om ugen fra f.eks. klokken 20 til 24 og igen fra otte til 12. Det er som i forsvaret. Alt er fastlagt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.