Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
SoFar

Må man slå sine børn ... i spil?

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes avis til børn Kids’ News og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn.

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News.
Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News.

Der findes vel næppe noget mere usympatisk end et voksent menneske, der alene på grund af sin overlegne fysik tværer sin modstander ud. Slet ikke når konkurrenten er fem-seks år, og disciplinen er fodbold. En anelse mere patetisk bliver det, når den voksne lægger en ihærdighed for dagen, som om han eller hun render rundt i Parken med 40.000 tilskuere i ryggen, selv om barnet udmærket godt kan se, at de begge står på parcelhusplænen med bøgehække, solsorte og dræbersnegle som eneste tilskuere.

Selvfølgelig er det både unfair, ufint og u-okay. Men det kan altså være uhyggeligt svært at tøjle sit konkurrencegen, som er blevet fodret, siden man var helt lille. Dengang fodboldskoene blev købt i størrelse 26, og der ikke var nogen, der havde en egentlig plads på banen, men alle bare tonsede af sted efter bolden. Dengang de andre drenge var med hjemme og give hinanden pixel-tæsk i computerspillet Fifa ’94. Dengang i gymnasiet, hvor kampene altid endte ud i noget med at bunde øl om kap. Og så fremdeles. Til i dag.

I dag hvor man skal holde igen i de glidende tacklinger og skal spare på de tricks, man minutiøst har afluret fra Michael Laudrup, men som man udfører lige så graciøst som John »Faxe« Jensen. Ikke, at det siger børnene det store alligevel. Nej, man skal gøre sig dårlig, som mine børn kalder det, når de gerne vil have, at jeg skruer ned for entusiasmen. Og det har de naturligvis evig ret i. For det er ikke sjovt, at blive most i en ulige kamp, hvor man ikke har en chance, og det udvikler ikke ens færdigheder, at far går i selvsving på dribleturen. Tværtimod. Det er opskriften på demotiverede børn i huset, og far alene med bolden i haven.

Derfor har jeg søgt efter et spil, hvor vores forudsætninger var mere lige. Og selv om både mine fysiske og tekniske færdigheder i de fleste discipliner er temmelig gennemsnitlige, så har det faktisk ikke været nemt. Men nu er min datter på seks år og jeg begyndt at rafle. I yatzy har vi endelig fundet en dyst, hvor vi har nogenlunde lige gode chancer for at løbe med sejren, og hvor jeg ikke behøver at gøre mig dårlig og lade hende vinde. Det ligger der nemlig også både værdi og læring i.

Når vi spiller fodbold med børnene, så ved de godt, at vi er dem overlegne, og det er derfor, at vi ikke skal vise dem det med alle vores talenter og energi. I sådan et tilfælde skal vi lære fra os, motivere og bygge op. Her kan en del af den motivation være, at vi gør os lidt dårligere, giver dem nogle nemme point og lader dem vinde – selvom de godt ved, at vi forærer dem sejren. Der er noget helt andet på spil, når vi dyster på lige vilkår. Sejren smager lidt sødere og nederlaget svider lidt mere, og det skal de også lære at håndtere.

Min datter er glad, når hun vinder i yatzy, og hun bryder sig så afgjort ikke om at tabe i spillet. Og det er da også helt okay. Men hun skal lære de sociale spilleregler at kende, inden dysterne her i tilværelsen for alvor betyder noget. Hun skal forstå, at når man vinder, hoverer man ikke, man siger tak for spillet og opmuntrer den tabende modpart. Og når man taber, så er det ærgerligt, men man ønsker vinderen tillykke med sejren, kommer videre og prøver igen. Kort sagt: Hun skal lære, at yatzy trods alt bare er et spil. I modsætning til – eksempelvis – fodbold.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.