Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lykken er et liv over middel

Fakta om gennemsnitsdanskeren er på gaden, og vi er som sædvanligt nysgerrige. Ikke fordi vi er selvglade, men fordi vi så kan diagnostisere os selv.

Intet drager som et selvportræt. Specielt for en dansker. Når Danmarks Statistik hvert år udgiver et portræt af os alle sammen, »Gennemsnitsdanskeren«, hedder han eller hun, er vi mange, der er med på en kigger ned over talkolonner og grafer. Men hvorfor synes vi, at det er så interessant, at nyfødte for ti år siden oftest blev kaldt Sofie og Mikkel og i 2013 Emma og Victor af de opfindsomme forældre? Hvad er det lige, vi skal bruge oplysningerne om, at Familie Journalen stadig er vores foretrukne ugeblad, til? At vi låner fem bøger om året på biblioteket og bruger omkring 100.000 kroner på vores hund i hele dens levetid. Fraregnet frisør og hundepsykolog.

Er det opbyggelig viden, at når vi er over 14 år, høvler vi 10,4 liter ren alkohol i svælget om året, og at det er 0,9 liter mindre end for ti år siden?

Storleverandøren af fakta om Gennemsnitsdanskeren er Danmarks Statistik. Her svarer man på spørgsmålet om, hvorfor man synes, det er vigtigt at fremstille en unuanceret papfigur ud fra 5,6 millioner danskeres mangefacetterede og unikke liv:»Gennemsnitsdanskeren er jo et begreb, som er både sjovt og nemt at forholde sig til. Hvor meget ligner jeg egentlig gennemsnitsdanskeren? Og hvor langt er jeg fra ham eller hende?,« siger Henrik Alexandersen. Han er pressemedarbejder i Danmarks Statistik og udtaler sig i mangel af eksperter, der alle er på ferie – i Spanien, hvis altså de ligner Gennemsnitsdanskeren – på institutionens vegne. »Jeg kan for eksempel overraskes over, at det gennemsnitlige boligareal pr. person kun er lidt mindre end den lejlighed, jeg deler med en gammel studiekammerat. Den slags sammenligninger gør gennemsnitsdanskeren interessant og vedkommende.«

Vi bruger tallene til selvdiagnose

Man kunne forlediges til at tro, at vi er en nation af narcissister, der kan glo forelsket på os selv i spejlet i timevis uden at tænke så meget over det. Sådan hænger det imidlertid ikke sammen, hvis man spørger filosof og hjerneforsker på Aarhus Universitet Joshua Charles Skewes. Han har beskæftiget sig indgående med individets forhold til kollektivet og omvendt:

»Man bruger det til selvdiagnose for at se, om man er på den rigtige kurs i livet i forhold til andre. Man forholder sig til sig selv i forhold til gruppen. Har jeg opnået det samme som et gennemsnitligt menneske på min egen alder? Har jeg et hus i den rigtige priskategori? Har jeg det rigtige antal børn?«Før i tiden skulle man ikke bruge statistik til den slags. Man kendte bager Andersen og maler Jensen og deres livsforhold og kunne let måle ens eget liv op mod deres. Håndværkere målte sig med håndværkere. Akademikere med akademikere. Det gør man stadigvæk ifølge Joshua Charles Skewes. Men nu har vi den ekstra dimension, at verden er blevet større og mere global. Vi måler os ikke kun med Gennemsnitsdanskeren, men også med gennemsnits-hvad som helst i andre lande.

»Det giver den risiko, at vi bliver kede af det,« siger Joshua Charles Skewes.

»Vi stræber mere for at få et godt liv. Helst bedre end de andres. Alle vil gerne tjene mere end gennemsnittet, men det kan alle ikke. Alle vil gerne være over gennemsnittet i de lykkefaktorer, man har i livet. Men det er statistisk set umuligt. Så mennesker presses til at stræbe mere og mere efter at komme over gennemsnitsniveau. Men gennemsnitstallet stiger dermed også. Så samfundet kommer til at køre hurtigere og hurtigere efter sådan en mekanisme. Man løber efter sin egen hale, og så bliver lykken faktisk svær at fange.«

Gruppen bliver til ét fiktivt menneske

Et gammelt psykologistudie har vist, at op mod 80 procent af os mener, at vi kører bedre bil end gennemsnittet. Det er selvsagt statistisk umuligt. Anderledes står det til med den herligt endimensionale gennemsnitsdansker, der træder frem bag søjlediagrammerne. Han eller hun hedder stadig Jensen som for ti år siden, og vi ser TV 40 minutter mere hver dag end i 2003: tre timer og 15 minutter. Èn procent flere af os har valgt at eje vores egen bolig i forhold til for ti år siden: 59 pct. Og hver syvende flytter i løbet af ét år. Det var hver sjette i 2003.

Halvdelen af vores skilsmisser sker, som dengang, inden vi har været gift i ti år. I 2003 blev mænd og kvinder i gennemsnit henholdsvis 74,7 år og 79,2 år gamle. I dag, adskillige løbeture og rygestopkurser senere, har vi skubbet deadline 3,2 og 2,7 år. Når vi engang stiller træskoene, vil man på vores gravstene kunne se, at Anne og Peter afløste Kirsten og Jens som gennemsnitsdanskerens foretrukne fornavne i 2013.

Hvis man synes, det næsten er trygt og varmt at læse om Gennemsnitsdanskeren, er der en grund til det, mener Joshua Charles Skewes:

»I dag har vi brug for noget til at erstatte de nære relationer. Så vi får en slags tæt relation til en gennemsnitsperson. Den person bliver et fiktivt menneske, som vi kan relatere os til i vores egen forestilling om os selv og vores gruppe. Man gør gruppen lidt mere overskuelig ved at tage en hel masse folk og gøre dem til ét fiktivt menneske, som vi skal måle os selv med.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.