Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lovens lange arm ryster jokes ud af ærmet på Twitter

Et havnebassin beslaglægger en bil, AC/DC-referencer til glatte veje, efterlysning af en Ulf Pilgaard look-alike. Politihumor på Twitter er et vigtigt redskab til at kommunikere i øjenhøjde, lyder det fra kommunikationschef i Rigspolitiet.

Arkiv.
Arkiv.

Alternativ fakta: Politibetjente er notorisk kendt for deres fede humor, at være rappe i replikken og et overskud som en børnehaveklasse-lærerinde. Bare spørg de tre små kinesere på Højbro Plads - dem, der spillede på kontrabas.

Ikke desto mindre er landets politikredse faktisk virkeligt morsomme på sociale medier, særligt Twitter. Som da Sydsjællands Politi overvejede næste »muh-ve« med en vildfaren tyr, eller da Nordjyllands Politi beskrev fænomenet »Black Ice« som »smeltet sne, der fryser til is igen på vejbanen. Ja, og AC/DC’s 15. studiealbum.«

»Vi har været på Twitter i nogle år nu, og vi har fundet et leje, hvor vi kommunikerer meget direkte og ofte med et glimt i øjet. Det har været med til at give rigtigt mange følgere,« siger Rigspolitiets Kommunikationschef, Birgitte Koch Jacobsen.

Politiet udsender ikke kun sjove tweets, de sender også helt almindelige informationer om lukkede veje og andre indsatser. Men den direkte kommunikation tjener et formål: For når lokummet brænder, så er følgerne der til at hjælpe med at slukke ilden.

Inden vi skal høre om kommunikationschefen, om politiet ikke ufrivilligt piller uniformen af sig selv, når de kommunikerer - også - for sjov, skal vi have nogle flere eksempler.

Midt- og Vestjyllands Politi bragte følgende efterlysning: »Søger 63-årig dement mand fra plejehjem i Arnborg syd for Herning. Han er 195 cm høj. Iført stribet lilla striktrøje og ligner Ulf Pilgaard.” Sydsjællands Politi tweetede torsdag: “Skælskør. Spiritusbilist med hang til mobiltelefoni under kørsel anholdt af politiet, Bilen beslaglagt af havnebassinet #detblevvådtogdyrt.«

»Vi tilstræber at balancere, at politiet er en myndighed men med et menneskeligt ansigt. At følge politiet på Twitter skal give samme oplevelse, som når man møder en betjent i virkeligheden. Jeg mener ikke, at det degraderer politiets autoritet,« siger Birgitte Koch Jacobsen.

Tonen kan også kamme over. Sydøstjyllands Politi begik i sommer følgende »morsomhed« på Twitter:

»Får du sendt flotte fotos frem til en du har kær, så tænk dig om, hvis de ikke tåler at ses af en hel hær,« lød tweetet.

Det tweet skabte en hel del debat og affødte kritik fra mange sider, blandt andre feministen Emma Holten var hård i kritikken af Politiet.

»Hvis vi har en strategi, så er det, at vi ikke kun skal være sjove. Vi er ikke på sociale medier for sjov, det et effektivt værktøj, hvis man står i en krisesituation,« understreger Birgitte Koch Jacobsen.

Birgitte Kock Jacobsen forklarer, at det er vagtcheferne i de enkelte kredse, der styrer twitterprofilerne. Politiet blev i år nomineret til en Zulu-award i kategorien »Årets webstjerner«, som kommunikationschefen ser som en anerkendelse af indsatsen på Twitter. De vandt ikke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.