Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Livet er meningsløst og derfor smukt

Hvordan kan stifteren af Nihilistisk Folkeparti leve med, at livet er meningsløst? Sagtens, siger Mads Vestergaard. Det er faktisk en god nyhed, at der ingen mening er.

Folk kunne lære noget om livet af computerspil, mener stifteren af det hedengangne Nihilistisk Folkeparti, Mads Vestergaard.
Folk kunne lære noget om livet af computerspil, mener stifteren af det hedengangne Nihilistisk Folkeparti, Mads Vestergaard.

Hvor vigtig er trafikreguleringen af Nørrebrogade, når universet alligevel lider varmedøden om otte milliarder år?

Spørgsmålet var blandt flere af slagsen leveret af det nystiftede Nihilistisk Folkeparti under kommunalvalget i 2009. Sloganet: »Det hele er alligevel ligegyldigt. Spild din stemme på os.« Ideen var skabt af unge filosofistuderende, der ved brug af nihilisme og eksistentialistisk tænkning ville stille en provokerende, munter og kritisk diagnose af dansk politik. Vise, at alle de andre partier i virkeligheden også var nihilister og ligeglade med det hele. Alt var spin og uden indhold.

Nihilistisk Folkeparti fik 4.500 meningsløse stemmer på landsplan og eksisterer ikke længere. Det gør partiets stifter og daværende spidskandidat, 36-årige Mads Vestergaard, til gengæld. I dag er han filosof, foredragsholder og underviser og mener stadig, at meningen med livet og omegn er, at der ingen mening er.

Berlingske møder ham på en café tæt på hans hjem i Nordvest.

Hvordan kan du leve med, at der ingen mening er med det hele?

»Fordi jeg grundlæggende ikke er religiøs. Når man taler om, at der er en mening med noget, så taler man oftest om, at det har et formål. Meningen med det her bord er det samme som formålet med dét her bord: At vi kan sidde ved det, og der kan stå ting på det. Så hvis livet skulle have et formål ud over sig selv, kan jeg ikke se, hvordan det skulle komme i stand, uden at det har en eller anden form for religiøs overbygning, hvor man kan blive frelst til et efterliv, eller at der skulle være et grundlæggende mål og en plan med hele eksistensen, med vores allesammens liv og med livet som sådan. Og det er præcis det, som hele den moderne naturvidenskab er et stort opgør med. Der er en stor frihed forbundet med det.«

De nødvendige onder

Mads Vestergaards svar til dé, der mener, at der er masser af mening med tilværelsen, er, at man må skelne mellem MENINGEN, altså formålet med livet og om vi kan foretage os meningsfyldte ting.

»Alting er ikke ligegyldigt nu og her. Selv om jeg lever alt for få år, og alt om Mads Vestergaard snart er glemt, og der ikke er et liv efter døden, betyder det ikke, at mit liv er ligegyldigt. Selv om livet ikke har nogen større mening, kan man godt gøre turen til skafottet lokalt meningsfuldt og skønt og smukt i fællesskab med andre.«

Kan du ikke savne et højere formål?

»Jo, selvfølgelig. Jeg har en del gange taget mig selv i at være misundelig på troende, der havde en tro eller et håb om et større formål, der får alle enderne til at hænge sammen og får hele det store eksistensregnestykke til at gå op.«

Hvorfor?

»For det må være rart med den optimisme. En dejlig trøstetanke. På den anden side kan det også virke som en hån mod de mennesker, der lider og dør som ofre for ondskab. For hvis der skulle være en mening med det hele og en guddommelig plan, ville det så ikke betyde, at al den lidelse og ondskab i virkeligheden er nødvendige onder for at få Guds guddommelige plan til at blive realiseret? Og så synes jeg, man negligerer ofrenes lidelser.«

Dødsdømte af universet

Når Mads Vestergaard ser ud over vores samfund og lytter efter, hører han stadigt oftere mennesker tale om livets mening eller meningsløshed.

»Det har måske noget at gøre med, at depression er blevet en folkesygdom. At mange der faktisk synes, livet er tomt og meningsløst og gerne vil have noget mere og noget andet. De føler sig fremmedgjort og vil gerne høre om og undersøge, hvad meningen kunne være.«

De kunne lære noget af computerspil, mener den tidligere partistifter. Så længe man i spillet stiger i niveauer, og der er noget nyt at lære eller opnå, og man kan blive bedre og bedre, som spillet går, så giver det mening at spille.

»Sådan tror jeg også, det er med følelsen af meningsløshed. Når man er i gang med noget, som man bliver bedre til, og som gør en i stand til at gøre nye ting og klare nye udfordringer, vil der være en følelse af mening. Det farlige er så, hvis man hele tiden føler, at man skal være på farten, og det kommer til at se ud, som om tempoet er selve substansen.«

Et ofte stillet spørgsmål til nihilister og andre, der mener, at livet er absurd, er: Hvorfor begår I ikke bare selvmord? Til det refererer Mads Vestergaard til den franske forfatter Albert Camus (1913-1960):

»Nej, absolut ikke. Vi er ikke selvmordere. Vi er dødsdømte af universet. Og konsekvensen må være, at vi skal gøre oprør og på trods af, at det hele er meningsløst, alligevel prøve at leve så smukt med hinanden som muligt. Det, at livet ikke har nogen mening, er gode nyheder. Men det giver os også et stort ansvar for at gøre livet så smukt som muligt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.