Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Leila spørger aldrig, hvorfor hun skal passe børnebørnene

Leila Krogh bor i samme hus som sin datter, svigersøn og børnebørn. Boformen er blevet gjort næsten gnidningsfri ved hjælp af respekt og en sjat af Jesus’ lignelser.

Leila Krogh på gulvet med barnebarnet Sherief og Storebamse. Den 71-årige forhenværende museumsdirektør har mange gode grunde til at dele hus med sin datter og hendes familie: »Min mor var alene i mange år, og det syntes jeg var så forkert. Mit hjerte vokser, og mit ansigt smiler, bare jeg ser dem.« Foto: Erik Refner
Leila Krogh på gulvet med barnebarnet Sherief og Storebamse. Den 71-årige forhenværende museumsdirektør har mange gode grunde til at dele hus med sin datter og hendes familie: »Min mor var alene i mange år, og det syntes jeg var så forkert. Mit hjerte vokser, og mit ansigt smiler, bare jeg ser dem.« Foto: Erik Refner

Leila Krogh kan pifte. Det er der ikke mange kvinder på 71 år, der kan. Og endnu færre, der gør. Men det er en praktisk ting at kunne, når man har valgt at bo i samme hus og på etagen under sin datter, sin svigersøn og tre børnebørn. Bjørnstjerne på otte og tvillingerne Sherief og Julien på fem.

»Jeg går aldrig op til dem og står ved deres dør. Jeg ringer. Eller jeg pifter. De skal vide, at de har deres lejlighed og deres liv. Vi har klare grænser, og jeg har en stor blufærdighed,« fortæller kunsthistorikeren og tidligere direktør for J. F Willumsens Museum.

Mens vi taler, ryster loftet, og huset genlyder af drengenes stemmer og leg.

»Der er masser af ting, jeg ikke ved noget om, selv om de bor over mig. Jeg spørger for eksempel aldrig, hvad de skal, når de spørger, om jeg vil passe børnene.«

Da hendes mand, journalist og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information Torben Krogh, døde for syv år siden, sad hun i et rækkehus, der var alt for stort. Datteren Mikala og hendes kæreste spurgte, om de ikke skulle flytte sammen. Præcis det Leila Krogh selv havde tænkt på, men ikke villet sige.

»Tanken havde strejfet mig. Men jeg ville ikke spørge dem, for hvordan skulle de dog kunne sige nej uden at gøre mig ked af det, hvis de ikke havde lyst?«

En gave at bo med familien

Rækkehuset på ydre Østerbro blev sat i stand til at rumme to familier. Tids nok til tvillingernes fødsel.

Hvorfor sagde du ja til at bo sammen med din datter og hendes familie?

»Det var en kæmpe chance at bo sammen med sin datter og hendes familie. Jeg elsker børn og har altid drømt om at bo flere sammen. Det var en gave, og der var ikke tvivl i mit sind. Jeg var fuldstændig ...«

Ordene »begejstret«, »henrykt«, »lykkelig« hænger usagt over kaffekopperne. Udenfor i haven har fodboldmål, bolde og trampolin også et misundelsesværdigt skær af harmoni over sig.

Før boede datteren og hendes familie på Vesterbro, og Leila Krogh måtte cykle gennem byen, når hun skulle hjælpe med omsorg eller pasning.

»Det er en stor glæde at kunne hjælpe på den nemme måde. At Bjørnstjerne kommer ned og får te, og vi spiller et spil, eller de ringer ned, om jeg vil hente børnene.«

Hun priser den daglige samtale og de tilfældige møder i haven.

»Alt, hvad man oplever, får sin fylde, når man får lov til at fortælle det til nogen. At fortælle det til en, som kender ens klangbund, og som er interesseret og lytter og ikke bruger det, man fortæller, som springbræt til bare at sige noget om sig selv. Den ægte samtale.«

Det lyder lykkeligt og godt. Hvad er udfordringerne ved at bo så tæt på din datter og hendes familie?

Hun vrider sig i sofaen. Den skal hun, der kalder sig »verdens lykkeligste menneske«, lige tænke over.

»Det er så få år nu, hvor jeg skal passe dem, selv om jeg er lidt træt. Jeg vil hellere være på overarbejde i de her år og så nyde børnebørnene, mens de stadig gider komme her.«

Hun griner og ser rundt i stuen. Drengenes legetøj ligger spredt på gulvet. De er myldret op til sig selv uden at rydde op efter sig.

Når du skal have mere hjælp og bentøjet ikke virker så godt længere – hvad så?

»Så har Mikala så sødt sagt: Så er det os, der skal passe dig.«

Leila Krogh havde et kompliceret forhold til sin egen mor. Hun var i terapi i ni år for at bearbejde relationen.

»Min mor blandede sig meget i mit liv, men det endte med at blive et rigtigt godt forhold. Jeg har altid været konfliktsky, men jeg har lært kolossalt meget om, hvad man skal prioritere, og hvad man skal lade gå. Jeg tager ingen kampe. Jeg har været på en lille arbejdsplads, hvor jeg har prioriteret, at medarbejderne havde det godt. Jeg lod være med at søge større stillinger, fordi jeg vidste, at personaleansvar ville rive mig i stykker. Man bliver jo også blødere og rundere med alderen.«

Mødre og deres døtre er en klassisk og ofte sprængfarlig cocktail?

»Ja. Og fordi jeg har haft det så svært med min egen mor og været i en virkelig krævende analyse til en formue, så har jeg lært nogle greb og fået nogle indsigter. Jeg ville have forsvoret, at jeg ville komme til at bo med min datter. Så dårligt som jeg havde det med min egen mor.«

Er blevet mere rummelig

Et vendepunkt i hendes terapi var, da terapeuten skar ud i pap, at hvis hun ikke fik ordnet forholdet til sin mor, ville det går ud over forholdet til hendes egne børn.

»Det fik mig op på sadlen. Det er jo det her med paradokser ... Bare jeg kunne sætte ord på.«

Hun tænker lidt.

»Jesus’ lignelser har hjulpet mig enormt meget. For de er paradoksale. Jeg har opsøgt dygtige præster, der kunne udlægge lignelserne. Det har været en åbenbaring for mig, at tingene kan være modsatrettede og alligevel give mening.«

Hun giver et eksempel med lignelsen fra vingården. Nogle arbejdere knokler hele dagen og får én dinar i løn. En arbejder ankommer en time før fyraften, arbejder lidt, og får også én dinar. Det synes de andre selvfølgelig er uretfærdigt. Ejeren af vingården forklarer de utilfredse arbejdere, at de jo har fået løn som aftalt, og at der ikke går noget fra dem, ved at den dovne får samme løn for kun én times arbejde.

Hvad kan du lære af det i forhold til at bo sammen med din datters familie?

»At retfærdighed er elastik i metermål, og at etikken samtidig kan være i orden. Jeg er blevet mere rummelig. Tidligere, hvis folk aflyste en aftale, tog jeg det meget personligt og blev ked af det. I dag tænker jeg: Hvor er det godt, de gør det, de har mest lyst til, og nu får jeg tre timer, hvor jeg kan lave noget andet sjovt.«

Leila Krogh har et andet eksempel på, hvordan konfliktskyhed og accept af livets paradokser kan lette den familiære boform:

»Hvis drengene spiller fodbold ude i haven, og jeg havde tænkt, at jeg skulle sidde derude og drikke en stille kop te, så siger jeg bare: »Nå, sådan er det. Tidligere ville det have pisset mig af.«

Når drengene er her i din lejlighed, kan du så smide dem ud, fordi du vil være alene?

»Ja, men jeg gør det ikke. For der er jo masser af tid i morgen, når de alle sammen er ude af huset.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.