Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lars Hedegaard kritiseres for at forlange beskyldning om racisme trukket tilbage: »Hykleriet er totalt«

Den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, dropper injuriesøgsmål efter han i et opslag på Facebook er blevet kaldt for »superracist«. Modparten har undskyldt.

ARKIVFOTO 2014 af Lars Hedegaard. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
ARKIVFOTO 2014 af Lars Hedegaard. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Grænsen for ytringsfriheden gik lige dér, hvor Lars Hedegaard blev kaldt for »superracist«.

Den forfatter, debattør og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet, som selv har betalt en høj pris for sit forsvar for den enkeltes ret til at ytre sig, har forlangt en undskyldning fra den 80-årige pensionist fra Bornholm, Jørgen Stærke, der på Facebook har kaldt Lars Hedegaard for »superracist«.

Lars Hedegaard stillede følgende ultimatum på sin åbne Facebook-profil:

»Enten trækker han beskyldningen om racisme tilbage som ubegrundet – og det gør han højt og tydeligt i min tråd – eller også må han imødese et injuriesøgsmål«.

Få dage senere gengav han Jørgen Stærkes svar.

»Uanset hvad vil du vinde en sådan retssag. Jeg er en fattig pensionist, som vil miste alt, hvad jeg har, uanset om jeg vinder eller taber en sådan retssag. Jeg har ingen, som står parat til at ofre en krone for mig, så jeg er let at tromle. Som 80 årig har man ingen mulighed for at starte forfra, så jeg vil gerne beklage brugen af ordet superracisten, hvis jeg har brugt det i kampens hede,« skrev Jørgen Stærke ifølge Lars Hedegaard.

Berlingske har talt med Jørgen Stærke, som bekræfter forløbet og siger, at han fortsat ikke har høje tanker om Lars Hedegaard, men at han ikke vil bruge mere tid på ham i denne omgang.

Lars Hedegaard fortæller, at han så sig nødsaget til at statuere et eksempel.

»Det ville jeg ikke have siddende på mig. Det er forbudt i Danmark at ytre sig racistisk, det kan man blive dømt for, og derfor skal man ikke beskylde folk for at være racister, og slet ikke superracister. Jeg er sikker på, at Jørgen Stærke stadig mener det her om mig. Men den her sag handler om, hvorvidt man har lov til at beskylde folk for superracisme, velvidende at det er en alvorlig anklage, der kan koste folk livet, og i mit tilfælde næsten har gjort det,« siger Lars Hedegaard med henvisning til et forsøgt skudattentat mod ham i 2013.

Adspurgt, om man ikke som debattør må tolerere en vis mængde hån og spot, lyder svaret fra Lars Hedegaard:

»Det gør jeg skam også. For nogle dage siden, var der en, der skrev: »Fis af, Lars Lort«. Og enhver har ret til at kalde mig for en lort. Det er ikke strafbart. Men når man beskylder mig for en strafbar handling, så må man bevise det. Hvis det breder sig i samfundet, at Jørgen Stærke med held har beskyldt mig for at være superracist, så vil det blive gentaget, og det vil jeg ikke stå model til«.

I sit Facebook-opslag om sagen understreger Lars Hedegaard til slut, at han er parat til at gøre alvor af truslen om injuriesøgsmål, hvis andre skulle finde på at gentage Jørgen Stærkes ytring.

»Skulle yngre og rigere medlemmer af PC-segmentet [politisk korrekt-segmentet, fra engelsk, red.] finde på at gentage hans offentlige beskyldning for »superracisme«, vil de høre fra mig,« skriver han.

Ikke ulovligt at være racist

Sagen har, blandt andre, fået Jacob Mchangama, direktør i den retspolitiske tænketank Justitia, til at kritisere Lars Hedegaard for hykleri.

»Vi taler om samme Lars Hedegaard, der rask væk kalder politikere og medier for »landsforrædere« og »fjender«, har beskyldt muslimer for at voldtage deres døtre, udbredt konspirationsteorier om at Obama er muslim og ikke født i USA etc. etc. Hykleriet er totalt,« skriver Jacob Mchangama på Facebook og tilføjer, at man som deltager i den offentlige debat til en vis grad må finde sig i at blive kaldt ubehagelige gloser:

»Hvis alle debattører og politikere (fra begge fløje) skulle true almindelige danskere, der fremsætter grove kommentarer på deres opslag, med injuriesager, ville danske domstole ikke kunne beskæftige sig med andet, og vores offentlige debat ville blive stærkt amputeret«.

Over for Berlingske forklarer Jacob Mchangama, at det ikke er ulovligt at være racist.

»Hvis jeg skriver på Facebook, at jeg er racist, kan jeg ikke blive dømt for det. Jeg kan blive dømt for at udtale mig racistisk i offentligheden, men i sig selv er det ikke strafbart. Derudover er Lars hedegaard en person, der selv bruger relativt stærke betegnelser for sine politiske modstandere, såsom landsforrædder, der i min optik er grovere. Og så er der den krølle på halen, at selvom Hedegaard blev frifundet for at overtræde racismeparagraffen af Højesteret, lagde både Landsretten og Højesteret til grund at hans udtalelser var så grove at de isoleret set overtrådte paragraffen,« siger Jacob Mchangama.

Han henviser til en sag, der blev afgjort i Højesteret i 2012, efter landsretten havde slået fast, at Lars Hedegaards i et interview havde udtalt sig racistisk. Højesteret frikendte Lars Hedegaard uden at forholde sig til de pågældende udsagn, fordi landsretten havde lagt til grund, at Hedegaard havde handlet uagtsomt og uden forsæt.

»Derfor mener jeg også, at Jørgen Stærke havde haft gode chancer for at vinde en injuriesag med bl.a. henvisning til landsrettens afgørelse,« siger Jacob Mchangama, som kalder det »sørgeligt«, at Lars Hedegaard tyer til injurielovgivningen i den aktuelle sag.

»Lars Hedegaard har i dén grad været truet på livet på grund af sine ytringer, så han har betalt - og betaler stadig - en meget høj pris for at have brugt sin ytringsfrihed. Derfor synes jeg, det er sørgeligt, at han selv tyer til forsøg på at lukke munden på andre, selv om jeg selvfølgelig godt kan forstå, at han mener, det er urimeligt at blive beskyldt for de her ting, når han er i en udsat position,« siger Jacob Mchangama.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.