Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Landets lystfiskere har talt: Her er vejrudsigten, du ikke kan regne med

Som dansker får man kastet modsatrettede vejrudsigter i hovedet i tide og utide, men hvilken vejrtjeneste er egentlig den mest pålidelige, når det gælder morgendagens vejr? Berlingske har spurgt en række af landets garvede lystfiskere til råds, og her tegner der sig et noget ustadigt billede.

Øresundsbroen på en stille dag med lystfiskere i forgrunden, der fisker ved udsigtspunktet Luftkastellet i Sverige
Øresundsbroen på en stille dag med lystfiskere i forgrunden, der fisker ved udsigtspunktet Luftkastellet i Sverige

Alle taler om det. Alle brokker sig over det. Og alle bliver i et eller andet omfang påvirket af det i deres hverdag.

Vejret er som altid på alles læber, og mens sommerferien så småt er begyndt at banke på døren ude i det ganske land, har medier og meteorologer skruet gevaldigt op for spåkoneudtalelserne om de kommende måneders ferievejr.

Men hvem har egentlig ret, og hvilken vejrtjeneste bør danskerne sætte deres lid til, når valget står mellem sommerhustur i det danske eller en sydlig charterferie under varmere himmelstrøg?

Berlingske har talt med ti af landets lystfiskerbutikker for at høre, hvilken vejrudsigt de selv læner sig op ad, når deres ansatte med jævne mellemrum drager ud i naturen for at fiske eller gå på jagt. Som selvbestaltede naturmennesker er de nemlig mere afhængige af vind og vejr end de fleste, og derfor har langt størstedelen også en klar mening om, hvor man henter de mest pålidelige – såvel som utroværdige – informationer om de kommende dages vejr.

Holdningerne er mange og markante, men hvis der er én ting, lystfiskerne umiddelbart kan blive enige om, så er det, hvem man i hvert fald ikke skal stole på, når man skal planlægge den næste fisketur.

DMI er lidt »old school«

Blandt de adspurgte lystfiskere tegner der sig et billede, der er næsten ligeså svingende som det danske sommervejr.

I spidsen indtager det norske meteorologiske institut, yr.no, en delt førsteplads sammen med ellers udskældte DMI. Hver har de tre dedikerede følgere blandt de adspurgte lystfiskere, mens yderligere to siger, at de jævnligt bruger begge vejrtjenester – men til forskellige formål.

Ingen af de adspurgte fiskeentusiaster nævner imidlertid TV 2 Vejret som en pålidelig kilde til information, og dermed fremstår tv-stationens vejrfolk som de helt store tabere i rundspørgen.

»Nu er jeg jo gammel brolægger og asfaltmand, og der har vi brug for præcise vejrmeldinger. Derfor bruger vi altid norske YR, og det er helt sikkert også den, jeg sætter min lid til, når jeg skal ud og fiske. Det er vi mange, der gør,« siger Dennis Taagaard, der er salgsassistent i Michaels Jagt og Fiskeri på Sydfyn.

Og han får opbakning af Jan Kristoffersen, som driver sin egen lystfiskerbutik på Nordre Frihavnsgade i København.

»Jeg bruger kun den norske yr.no. Den er meget bedre end DMI og de andre. Den har også en langtidsprognose, som er rigtig god, og den tilrettelægger vi vores fisketure efter. Jeg er vel nok inde på den hver evig eneste dag, men bruger aldrig DMI,« lyder det fra butiksejeren.

Hos Anders Annanias, der til dagligt står bag skranken hos Aalborg Jagt og Fiskeri, er det omvendt DMI, der trækker. Men som han selv siger, så er han måske også en kende gammeldags.

»Jeg bruger selv DMI, men det er måske også fordi, jeg er lidt old school. Jeg tror, de fleste bruger YR, men det er jo et ømtåligt emne, hvad der bedst. Du bliver bare nødt til at vælge én, fordi ellers bliver du fuldstændig forvirret, så meget som meldingerne de svinger,« siger Anders Annanias og påpeger, at det sommetider er mere sikkert blot at stikke hovedet ud af vinduet for at se, hvordan vejret tager sig ud.

En pointe, der får opbakning fra flere af de andre fiskeentusiaster, Berlingske har talt med.

Drop vejrudsigterne
Hvis man vil vide, hvordan vejret kommer til at arte sig, så er det nemlig bare at åbne hoveddøren og kigge sig om udenfor, mener Michael Simonsen, der til dagligt driver butikken Outdoor Fyn. Ligesom flere af sine ligesindede har han ikke stor tiltro til de vejrudsigter, der til dagligt bliver spyttet ud fra DMI, TV2-vejret eller yr.no.

Langt hen ad vejen får man simpelthen mere ud af blot at følge vejrets gang, uden at indrette sig efter meteorologernes gætværk, siger han.

»Jeg bruger slet ikke vejrtjenester. Hvis jeg skal ud og fiske tidligt om morgenen i min kajak, så står jeg op om morgenen og ser, om vejret er til det. Og hvis det blæser eller øser ned, så bliver jeg hjemme. Man kan simpelthen ikke planlægge sig ud af det. Så enkelt er det,« siger Michael Simonsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.