Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Landbruget gødede mere – men ikke så meget som frygtet

I 2015/2016 udledte det danske landbrug ni procent mere kvælstof, end før regeringens landbrugs-pakke blev vedtaget. Det var faktisk mindre, end pakken gav mulighed for. Kritikere er fortsat skeptiske.

Arkivfoto. I 2015/2016 udledte det danske landbrug ni procent mere kvælstof, end før regeringens landbrugs-pakke blev vedtaget.  Det var faktisk mindre, end pakken gav mulighed for. Kritikere er fortsat skeptiske.
Arkivfoto. I 2015/2016 udledte det danske landbrug ni procent mere kvælstof, end før regeringens landbrugs-pakke blev vedtaget.  Det var faktisk mindre, end pakken gav mulighed for. Kritikere er fortsat skeptiske.

Regeringens landbrugspakke har – helt som ventet – ført til en betydelig stigning i de danske landmænds udledning af gødning på markerne. Men faktisk ikke så meget, som kritikerne havde frygtet.

Helt nøjagtigt blev der hældt 32.362 ekstra ton kvælstof på de danske marker i året efter Landbrugspakkens ikrafttræden end året før. Dermed blev der i alt udledt 392.313 ton kvælstof i den såkaldte planperiode 2015/2016 – knap ni procent mere end året før. Det oplyser Landbrugs- og Fiskeristyrelsen til Berlingske.

Et af hovedformålene med pakken var netop at tillade landmænd at udlede mere gødning på markerne for at øge produktionen. Som kompensation indeholdt pakken en række miljøtiltag, som skulle modvirke forurening af vandmiljø og grundvand. Faktisk gav landbrugspakken mulighed for, at landmændene kunne have udledt endnu mere gødning på markerne end de 32.362 ton. Men det har der altså vist sig ikke at være efterspørgsel på i år.

»Landmændene har både øje for naturen og deres egen økonomi, når de bruger gødning – og derfor bruger de ikke mere gødning end nødvendigt,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.

Landbrugspakken gav landmændene mulighed for at gøde op til det såkaldte økonomiske optimum, som er et udtryk for, hvor meget gødning en bestemt type afgrøde skal have for at give det optimale udbytte. Men ikke alle landmænd har udnyttet det fulde råderum.

»Vi har selvfølgelig ingen interesse i at tilføre jorden mere kvælstof, end det er nødvendigt. Det må med den nye analyse også stå lysende klart for selv de mest forbenede kritikere af landbruget,« siger Lars Hvidtfelt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

Fra flere sider sættes der dog spørgsmålstegn ved, om man kan udlede noget særligt af tallene. Professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet peger i Landbrugsavisen på, at mange landmænd allerede havde planlagt deres produktion, da Landbrugspakken blev stemt igennem Folketinget. Derfor har de ikke til fulde udnyttet potentialet.

»Da man indgik aftalen om landbrugspakken, havde mange landmænd allerede disponeret og lavet deres gødningsplaner efter reglerne i det gamle kvælstofregime. Hvis man skulle ud og lave om på det, havde det givet bøvl og flere konsulenttimer. Så har mange måske tænkt, at det ikke var besværet værd,« siger han i Landbrugsavisen.

Samme melding kommer fra Danmarks Naturfredningsforening: »Jeg vil være glædeligt overrasket, hvis niveauet viser sig at være det samme de næste par år. Men på nuværende tidspunkt er det helt umuligt at sige, hvordan kvælstofudledningen ender med at se ud fremover som konsekvens af landbrugspakken,« siger foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Landbrugspakken førte til daværende miljøminister Eva Kjer Hansens (V) afgang og kastede blå blok ud i krise. Det skete i kølvandet på Berlingskes afsløring af, at regeringen havde brugt misvisende tal til at fremstille pakken som miljøvenlig. Siden afsløringen har regeringen ad flere omgange og efter pres fra EU-Kommissionen måttet kompensere for pakken med en række miljøvenlige tiltag så som ekstra efterafgrøder og skærpet kontrol.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.