Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lærerkonflikten trækker dybe og lange spor

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt i går pressemøde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og undervisningsminister Christine Antorini (S) om regeringens indgreb i lærerlockouten.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt i går pressemøde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og undervisningsminister Christine Antorini (S) om regeringens indgreb i lærerlockouten.

Mange forældre og børn vil forventningsfuldt se frem til mandag morgen, når landets skolelærere står klar til at genoptage en stærkt tiltrængt undervisning.

Lettelsen over, at konflikten er slut, kan vise sig at være regeringens bedste forbundsfælle. I mange familier var smertegrænsen nået. Dag for dag var det blevet stadigt sværere for forældre og børn at få dagligdagen til at hænge sammen, og det var præcis, hvad regeringstoppen havde sanset. Derfor blev indgrebet eksekveret.

Helle Thorning-Schmidt, som har sendt sin regering og sit parti ud på en historisk nedtur, kan håbe på, at blødningen stopper med indgrebet. Men hun kan ikke være sikker. For regeringspartierne synes at være så meget ude af samklang med deres vælgere, at det langtfra er sikkert, at nedturen for S og SF er slut.

Når det gælder selve indgrebet, er det oplagt, at Danmarks Lærerforening med Anders Bondo i spidsen står som tabere. Bondo må konstatere, at han har kørt sig selv og sine medlemmer ud på et sidespor i forhold til Christiansborg. For at bruge et udtryk fra skolens verden har det store flertal af politikere fra højre til venstre i folketingssalen længe anset ham for at være en faglig leder uden for pædagogisk rækkevidde. Først var lærerformanden ude af stand til at få etableret en fornuftig dialog med de borgerlige partier, og nu har han fået læsterlige stryg af sine gamle forbundsfæller i de røde partier. Det er blodig ironi, at det netop er SRSF-regeringen – og ikke en borgerlig regering – som har knækket lærerforeningen.

Selv om lærerne i vid udstrækning har tabt, er der imidlertid grænser for, hvor meget KL og regeringen kan juble. KL ville gerne være nået længere i opgøret med lærernes arbejdstidsregler, og det samme ville regeringen. Men her har man skønnet, at man ikke kunne tromle lærerne totalt. Havde man gjort det, ville man have forpestet enhver mulighed for samarbejde om udformningen af fremtidens folkeskole.

Det store spørgsmål er imidlertid, om regeringen ender med at komme godt i mål med sin skolereform? Som landet ligger, synes Thorning at have oversolgt sin vision om fremtidens skole. Nogle vil kunne huske, hvordan hun i sin tale ved Folketingets åbning i oktober kastede sig ud i en rosenrød beskrivelse af lille Emils paradisiske skoledag i fremtidens folkeskole. Den vision bliver svær at forløse.

I dag er situationen den, at tusinder af lærere sidder forbitrede tilbage over den behandling, som KL og regeringen har budt dem. Mange føler, at KL og SRSF fra begyndelsen har haft en drejebog for, hvordan konflikten skulle håndteres, og mange af disse lærere vil ikke kaste sig entusiastisk ind i arbejdet med at organisere en ny folkeskole. De mener, at de har fået forringet deres arbejdsvilkår, og de er vrede over, at regeringen ikke har villet lytte til deres faglige argumenter om, hvordan skolebørnene bliver så dygtige og vidende som muligt.

Der vil kort sagt gå lang tid, før landets lærere vil virke som ambassadører for den reform, som Thorning drømmer om. I stedet for at blive født i harmoni, skal fremtidens folkeskole udvikles på baggrund af en betændt konflikt. Og det er selvsagt ikke det bedste udgangspunkt.

Her og nu håber regeringstoppen, at børn, forældre og lærere vil nyde den forlængede weekend og i al stilfærdighed gøre sig klar til at vende tilbage til hverdagen på mandag. Lettelse vil givetvis også være reaktionen hos de fleste. Alligevel kan regeringen ikke regne med at blive belønnet.

Mange centrum-venstre-vælgere vil – med rette – sidde tilbage med følelsen af, at regeringen og KL fra starten har været enige i, hvordan Danmarks Lærerforening skulle håndteres. De vil vende ryggen til, når regeringschefen taler om, at regeringen har respekteret den danske model. Mange af disse vælgere føler tværtimod, at regeringen sammen med KL har kortsluttet alle spilleregler på arbejdsmarkedet ved at gå sammen i en hård front mod lærerforeningen.

Andre vælgergrupper sidder i dag tilbage med undren over, at konflikten skulle vare så længe. De vil næppe belønne regeringen for at have trukket tiden i stedet for at gribe ind i en konflikt, som tydeligvis var umulig at lande for parterne fra dag ét.

Konklusionen er, at konflikten har kostet dyrt: Børn har tabt kostbar undervisningstid, familier har været presset ud over kanten i hverdagen, lærerne har tabt, og regeringen står med en enorm udfordring, når de skal have skolelærerne engageret i fremtidens folkeskole. Set i forhold til Thornings håbefulde åbningstale har forløbet været katastrofalt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.