Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Læger og forskere presser på: Giv HPV-vaccinen til de danske drenge - nu!

Lande, vi normalt sammenligner os med, tilbyder HPV-vaccinen til både drenge og piger. Det er diskriminerende, at danske drenge ikke får samme tilbud, lyder kritikken fra læger og forskere. Sundhedsstyrelsen siger nej - indtil mere forskning er på bordet.

Når Norge kan, kan vi også. Vi bør i Danmark erkende, at vi står overfor en ny cancer på fremmarch, som HPV-vaccinen potentielt kan forebygge. Det er budskabet fra overlæge og professor Christian von Buchwald.  
Når Norge kan, kan vi også. Vi bør i Danmark erkende, at vi står overfor en ny cancer på fremmarch, som HPV-vaccinen potentielt kan forebygge. Det er budskabet fra overlæge og professor Christian von Buchwald.  

Noget ændrede sig for ti år siden på overlæge og professor Christian von Buchwalds Klinik på Rigshospitalet.

Tidligere var det ældre personer, der ofte havde røget og drukket i mange år, der kom til undersøgelse og endte med diagnosen mundsvælgskræft. Men igennem de seneste 10-15 år er der kommet en ny type patienter ind. Yngre, ellers raske mænd kommer til tjek med en knude på halsen eller et sår i svælget. Og flere af dem endte med en cancerdiagnose.

Ansporet af en lignende undersøgelse i Sverige besluttede Christian von Buchwald og hans forskergruppe sig for at undersøge sagen for at finde ud af, om de nye kræfttilfælde kunne skyldes HPV.

Et af verdens største studier om cancer og HPV i svælget gav svaret: I stor stil var de danske patienter blevet smittet med HPV - og for langt de fleste var det HPV af den type, som man tilbyder alle piger gratis vaccine imod: HPV-16.  Derfor kommer han nu med et klart budskab:

Tilbyd HPV-vaccinen gratis til alle danske drenge – og gør det gerne nu!

Ny cancertype på fremmarch

»Vi har at gøre med en ny cancertype på fremmarch. Den viden jeg sidder med peger entydigt på, at drenge også bør vaccineres. Der er klar sammenhæng mellem hpv og kræft i mundsvælget,« siger von Buchwald fra Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet.

Norge vedtog igår gratis HPV-vaccine til alle 7. klassesdrenge. Tidligere er vaccinen blevet indført i børnevaccinationsprogrammet for både drenge og piger i USA og Canada. Det på trods af, at vaccinen ikke er godkendt af hverken den amerikanske lægemiddelmyndighed, FDA, eller det europæiske lægemiddelagentur, EMA.

Von Buchwald roser den norske beslutning.

»Jeg har fuld forståelse for det, de har gjort i Norge.  De forskningsresultater, vi har i Danmark, retfærdiggør i hvert fald en debat. Hvad er det, vi venter på af flere indicier? Hvornår er nok nok?« spørger Christian von Buchwald.

Debatten om HPV har i lang tid handlet om pigernes manglende tilslutning til vaccinen. Frygt for bivirkninger efter blandt andet TV-2 dokumentaren »De vaccinerede piger« har gjort, at andelen af færddigvaccinerede piger er styrtdykket til henholdsvis 29 og 15 procent i årgang 2003 og 2004.

Sundhedsstyrelsen afviser

Et centralt aspekt er, at man fra sundhedsstyrelsens side havde håbet på, at man kunne opnå en så høj dækningsgrad blandt pigerne, at man kunne opnå den såkaldte »flokimmunitet«. Det begreb dækker over den situation, hvor så mange af kvinderne - over 80 procent - er dækket, at mændene også bliver dækket ind indirekte. Men det er ikke sket. Derfor må mændene idag forlade sig på, om kvindernes dækningsgrad bliver forhøjet - eller punge ud til vaccinen selvstændigt.

Von Buchwald er ikke den eneste, der råber vagt i gevær. Formand for praktiserende gynækologers organisation, DFKO, samt speciallæge og PhD, Charlotte Floridon, mener, at det er diskriminerende, når drenge ikke tilbydes vaccinen gratis.

»Det er diskriminerende, at vi har ikke lighed i sundhedssystemet. Drengene skal tilbydes det samme som pigerne. Her er der bestemt ikke lige adgang til sundhed i Danmark,« siger Floridon.

»Jeg er enig i, at al medicin principielt skal godkendes. Men HPV vaccinen bruges til drenge i Norge, USA, Australien og Canada. Så vi forskere og læger må opfordre til at fremskynde processen, og hvis ikke det sker hurtigt, bør man starte med at vaccinere drengene alligevel. Det er jo ikke farligt eller skadeligt,« siger Floridon.

På trods af, at man i Norge har valgt at indføre vaccinen til drenge - gratis - siger Sundhedsstyrelsen nej. Indtil videre, forstås.

»Vi mangler beviser for, at vaccinen beskytter mod mundsvælgkræft. Vi har nogle indicier, der tyder på, at HPV har betydning for udviklingen af kræft i mund og svælg, men før vi sætter ind med vacciner til alle drenge i en årgang, skal vi have noget mere dokumentation. Det er helt naturligt at tænke, at når vi har fundet HPV-16 her, så må vaccinen også virke. Men vi mangler studier, der ser netop på det,« siger overlæge hos Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.

Det går ud over drengene, når pigerne ikke vaccineres

Hun medgiver, at den lave dækningsgrad blandt kvinder - for årgang 2003 og 2004 lige nu kun 29 og 15 procent - går ud over den såkaldte flokimmunitet.

»Hvis det viser sig om halvandet år, at den indsats vi har sat i gang nu for at få dækningsgraden blandt piger op ikke virker, så har vi en ny situation, og så kigger vi på det igen,« siger Søborg.

Fra Kræftens Bekæmpelse lyder det, at man bør holde fokus på at få pigernes dækningsgrad op.

»Hos pigerne har vi et veldokumenteret forebyggelsespotentiale. Vi kan formode, at vaccinen vil forebygge mundsvælgskræft – men vi ved det ikke. Det er vigtigt at være påpasselig her,« siger Ulla Axelsen, overlæge og projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.

Professor Christian von Buchwald opfordrer til at komme igang med det samme frem for at vente på endelige beviser.

»Sundhedsstyrelsen har nok en mere tålmodig holdning. Som forsker, og som den læge, der behandler patienter med HPV-forårsaget kræft i svælget synes jeg, der går for lang tid, før der rykkes. I et højrisikoland som Danmark bør vi se på det her med det samme. Vore studier peger på, at der inden for de næste år er flere mænd, der vil få kræft i mandlerne forårsaget af HPV, end der er kvinder, der vil få livmoderhalskræft forårsaget af HPV,« siger von Buchwald.

Organisationen Sex og Samfund lancerede i 2013 en underskriftsindsamling for at tilbyde HPV-vaccinen til drenge. Den fik 15.000 underskrifter. En undersøgelse har vist, at under én procent af unge danske mænd lod sig vaccinere i perioden 2006-2013. Vaccinen koster flere tusinde kroner for drenge, og det gør, at det særligt er drenge i de fattigste familier, der ikke får vaccinen. Lægesønner har mest hyppigt fået vaccinen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.