Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forord: I foråret detonerede sagen om kvotekonger på Christiansborg. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var tæt på at miste sin ministerpost. Men i stedet fik han særdeles alvorlig kritik af Folketinget. Berlingske har gennemgået talrige af sagens dokumenter og er vendt tilbage til hovedaktørerne. Gennemgangen viser, at Miljø- og Fødevareministeriet med Esben Lunde Larsen i spidsen på flere måder konsekvent har spillet dobbeltspil over for Folketinget. Sagen står nu i et helt nyt lys, lyder kritikken.

 

Den seks-cylindrede dieselmotor udstøder et »bruuum.«

Mågeskrig og lugten af fisk hænger i luften. Blåmuslinger og rester af krabber klæber til bådens bund. Krabberne blev banket ud af fiskenettet med en tung hammer, sidst Søren Jacobsen var ude at fiske.

Båden hedder Regina, og samme navn står printet på Søren Jacobsens trøje. Fartøjet er opkaldt efter hans kone. En skriggul stribe løber langs Søren Jacobsens trøjeærme. Den er så skarp, at han nemmere kan ses i gråt og diset vejr.

Fiskekutteren vugger ud af Helsingør Nordhavn. Båden er specialbygget, så Søren Jacobsen kan betjene den alene. Fra dækkets ene side kan han styre kutteren, mens et elektronisk søkort gengiver båden og garnets placering. Mekanisk udstyr henter fiskene op, især torsk og tunger fra det nordlige Øresund fylder garnet.

 

 

Inde på havnen ligger en rød bygning. For få år siden var bygningen et fiskehus, hvor friskfanget fisk blev solgt; i dag ligger der en café, hvor man kan få fiskefilet og pommes frites. For bare få år siden lå der også en kølecontainer og en stejleplads af pæle til at tørre fangstredskaber og fisk. I dag står der borde og bænke. For fiskeindustrien i dette nordøstlige hjørne af Sjælland har været under forvandling og pres de senere år.

Søren Jacobsen er 46 år og har levet af at fiske de seneste 20 år. Utallige timer på havet har farvet hans hud gylden. Han har stiftet Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, som prioriterer bæredygtigt og skånsomt fiskeri, og på disse kanter – ved Snekkersten, Helsingør og Hornbæk – er Søren Jacobsen den eneste tilbageværende erhvervsfisker, som lever af at fiske. For få år siden var de ni, forklarer han.

I 2007 slap staten Danmarks fiskekvoter fri, så kvoter kunne sælges og købes, og det har ifølge Søren Jacobsen tvunget hundredvis af mindre fiskere ud af branchen.

»Vi har nærmest fået monopollignende tilstande. Få storfiskere sidder på næsten alt, og mange små fiskere bliver presset ud. Her er der kun mig tilbage,« siger Søren Jacobsen.

I den anden ende af Danmark bor Ib Poulsen på en nedlagt gård uden for Thisted.

Ib Poulsen sagde farvel til Fremskridtspartiet i 1995, goddag til Dansk Folkeparti i 1999 og blev valgt ind i Thisteds byråd i 2001. Siden har Ib Poulsen siddet i Folketinget ad to omgange og var Dansk Folkepartis forsvarsordfører, mens Afghanistan-krigen trak forsider. Ib Poulsen er fraskilt og har en dreng og tre piger.

 

 

Snører, kroge og garn har været en del af Ib Poulsens liv, siden han var 11 år. Han ejer en jolle, der ligger i fiskerlejet Stenbjerg mellem Agger og Vorupør. Han er uddannet skibsfører og har arbejdet ved Hanstholm Havn.

I dag har Ib Poulsen både titel af viceborgmester og folketingsmedlem. Man behøver ikke at ringe til mange partifæller i Thisted for at fornemme en ulmende utilfredshed med, at Ib Poulsen investerer for megen tid på tinge og for lidt på Thisted. Til gengæld omtaler de lokale kolleger ham som en dedikeret politiker. Langt fra alle sager fanger Ib Poulsens interesse, men når de gør, f.eks. asylansøgere, går Ib Poulsen helhjertet ind i sagen, lyder det. Og da debatten om såkaldte kvotekonger for alvor dukkede op for knap to år siden, vidste Ib Poulsen med det samme, at det var en sag for ham.

Men han vidste ikke, at sagen skulle føre til et drama på Christiansborg med storfiskere, embedsmænd og minister som hovedaktører. I foråret var sagen om kvotekonger lige ved at koste miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) jobbet. Og nye oplysninger, som Berlingske kan lægge frem i denne fortælling, stiller tilsyneladende forløbet i et nyt lys. De nye oplysninger får forvaltningseksperter til at udtrykke markant kritik af ministeren og hans ministerium, ligesom oplysningerne får centrale politikere til at så tvivl om, hvorvidt de overhovedet har tillid til Esben Lunde Larsen som minister. Historien begynder et helt andet sted.

På vej ind i det nye årtusinde led det danske fiskeri.

For få fisk og for mange kuttere førte til røde tal, en underdrejet industri og frustrerede fiskere.

Modsvaret kom op gennem 00erne, da staten under den daværende VK-regering overdrog landets fiskekvoter til private fiskere. Kvoterne styrer, hvor mange kilo fisk en skipper må fange. Privatiseringen skulle gøre fiskeriet mere attraktivt, mere lønsomt, som de siger i branchen.

Manøvren lykkedes. Overfiskeriet blev bremset, bestandene fik det bedre, og fiskerne begyndte at tjene penge – nogle rigtig mange penge.

I princippet forærede staten kvoter for mange millioner kroner til udvalgte fiskere, fordi kvoterne blev knyttet til kuttere og fiskefartøjer. En afledt effekt blev, at store mængder fisk endte på få hænder. Kapitaltunge fiskere opkøbte systematisk andre fiskeres kvoter og satte sig på enorme mængder. 18 industritrawlere fanger mere end halvdelen af alle fisk. Det er dem, der er døbt kvotekonger og kvotebaroner. Nogle af de største kvotekonger ejer værdier i milliardklassen og figurerer på listen over Danmarks rigeste. Fiskeindustrien forvandlede sig til en attraktiv forretning, men millionerne rullede over til få personer.

Poul Holm, professor i miljøhistorie ved Trinity College Dublin, forklarer, at kvoter er et effektivt værktøj til at kontrollere, at der ikke bliver fanget for mange fisk. Men det er uhørt, at en stat blot forærer kvoter for millioner væk uden modkrav, som det skete i Danmark.

»De ganske få heldige fik reelt rettighederne for tid og evighed. Det er helt usædvanligt, også i et globalt perspektiv,« siger Poul Holm.

På papiret kan myndighederne tilbagekalde kvoterne med otte års varsel – en frist, der står til at blive fordoblet – reelt vil fiskerne formentlig kunne beholde kvoterne på ubestemt tid.

Man kan blot forestille sig, hvor megen debat det ville udløse, hvis staten ud af det blå forærede statsskove, råstoffer eller retten til et håndværk til en udvalgt skare uden modregning.

»Den uhensigtsmæssige koncentration af kapital har ført til begrænset konkurrence. Det bryder vi os normalt ikke om. Kvoterne er blevet samlet på få fartøjer, så meget få personer sidder på meget store værdier. Samtidig har andre mistet deres arbejde i en hastig proces. Vi har fået færre fiskere og færre havne,« konstaterer Poul Holm.

Antallet af erhvervsfiskere har ligget nogenlunde stabilt de senere år. Knap 3.300 er i dag registreret som erhvervsfiskere, der primært lever af fiskeri. Til gengæld er antallet af fartøjer dykket. Og alene i perioden 2005 til 2012 forsvandt alt fiskeri fra 37 danske havne, mens yderligere 28 havne mistede mere end halvdelen af fartøjerne, oplyser Poul Holm.

I Danmark er der et loft for, hvor meget af den samlede kvote for en fiskeart en enkelt person må eje – for langt de fleste arter et loft på fem til ti procent i de forskellige farvande. Men de seneste år er der opstået kraftlig mistanke om, at nogle kvotekonger reelt har råderet over langt flere kvoter, end reglerne tillader.

»Vi hører det især fra fiskerne selv,« siger Simon Kollerup, Socialdemokratiets fiskeriordfører.

»Kvotekonger får indsat stråmænd, koner og børn som formelle ejere af kvoter, så de kan bestemme over langt flere fisk, end reglerne tillader.«

En DR-dokumentar afdækkede i 2015, hvordan kvotekongerne fandt juridiske huller, mens de landede millioner af fisk og kroner ind i eget garn. En kvotekonge havde ramt loftet for kvoter, men udnyttede den såkaldte konefinte, så konen fik registreret kvoter for millioner, selv om hun blot ejede en mindre båd, som slet ikke var egnet til storfiskeri. Kvotekongens yngre stedsøn ejede kvoter for op mod 70 mio. kr. Imens sad en af de ansvarlige embedsmænd i dokumentaren – halvt smilende – og slog ud med armene. Det var jo ikke ulovligt, kvotekongerne benyttede bare et kreativt hul i lovgivningen, lød det.

Siden da har flere partier på Christiansborg ønsket at gøre op med kvotekongerne.

»Der er bestemt kommet gode ting ud af privatiseringen. Flere fiskere blev reddet. Men det har aldrig været meningen, at en lille gruppe kvotekonger skulle sidde og styre hele markedet,« siger Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen.

 

 

Fiskeriet har længe været i politikernes fokus.

I regeringens meget omtalte landbrugspakke fra december 2015 besluttede blå blok på Christiansborg, at man ville »gennemføre et servicetjek af fiskeriområdet«. I september 2016 indledte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) forhandlinger med de blå partier og Socialdemokratiet, i november 2016 udvidede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringen med Liberal Alliance og de Konservative. Reelt skulle ministeren blot fokusere på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne for at sikre en bred aftale. Det gik ikke så godt.

Fire punkter gik ifølge Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne galt.

Ministeren sendte et aktstykke om generationsskifte til Folketingets finansudvalg, mens forhandlingerne stadig stod på. Det oplevede ordførerne fra S og DF som et snigløb. Og midt under forhandlingerne forsøgte ministeren på egen hånd at ophæve et forbud mod fiskearten brisling ved den jyske vestkyst. Det oplevede S og DF også som et snigløb. Og så kunne ministeren ikke blive enig med fiskeriordførerne Simon Kollerup (S) og Ib Poulsen (DF) om den fremtidige ordning for kystfiskere eller opgøret med kvotekongerne.

 

 

Til sidst fik Ib Poulsen nok.

»Vi ville have et opgør med kvotekongerne. Men ministeren holdt fast i, at tro- og loveerklæringer var den eneste mulighed for at gribe ind over for kvotekonger,« forklarer Ib Poulsen.

Tro- og loveerklæringer beror på, at kvotekongerne skriver under på, at de overholder hensigten med reglerne.

»Du beder egentlig bare folk skrive under på noget, du ikke kan kontrollere. Erklæringerne er ikke det papir værd, de er skrevet på,« siger Ib Poulsen.

Socialdemokratiets Simon Kollerup øjnede muligheden for at bringe den blot halvanden uge gamle regering i mindretal.

I begyndelsen af december holdt Simon Kollerup hemmelige kaffemøder med Ib Poulsen og begyndte at skrive på et udkast til en fiskeriaftale. Mandag den 5. december 2016 var de to nået til enighed. Ordførerne fra de Radikale og SF blev taget i ed og sikrede flertal. Den 6. december mellem kl. 10 og 11 om formiddagen indgik de fire partier – DF, S, SF og R - den endelige aftale i Socialdemokratiets mødelokale på Christiansborg.

 

 

Imens var miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen rejst til Columbia for at øge importen af dansk svinekød. »Dansk gris på gaflen,« lød omtalen. Næste morgen hang ministeren der selv. Da Esben Lunde Larsen vågnede i Columbia, kunne han læse, at et flertal uden om regeringen havde vedtaget en fiskeripakke med 25 punkter, som bl.a. sendte et tocifret millionbeløb i hænderne på kystfiskerne, ligesom partierne forlangte indgreb over for kvotekongerne. Socialdemokraterne havde lagt kødet til rette, Dansk Folkeparti førte kniven.

Adspurgt om, hvorvidt det var fair over for Esben Lunde Larsen at lancere pakken, mens ministeren var bortrejst, svarer Ib Poulsen i dag:

»Vi vidste godt, at han nok ville få morgenkaffen galt i halsen i Mellemamerika. Men det var taktisk fornuftigt. Vi ville ikke risikere en infiltration fra ministeren. Han havde også været tarvelig over for os.«

Fiskerne støttede delvist op om aftalen. Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation – den store, brede medlemsorganisation for fiskerne – fremhævede, at fiskerne helst så en aftale med regeringen, men vurderede, at der både var plusser og minusser i aftalen og anvendte adjektiver som »glædeligt« og »positivt«.

I regeringen vidste man, at den var gal.

»Vi havde haft et langt forhandlingsforløb, og vi var tæt på at være i mål, så det ærgrede mig selvsagt, at der blev lavet en beretning uden om regeringen,« skriver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en kommentar til Berlingske.

»Sådan er politik jo nogle gange,« skriver ministeren.

Den nye trekløverregering var dårligt præsenteret, før den var bragt i mindretal. Esben Lunde Larsen inviterede til nye forhandlinger. Men flertallet stod fast. Der blev ikke flyttet et komma. Forhandlingerne var afsluttet, lød det, og manøvren velforberedt. Dagen efter lanceringen blev pakken stemt igennem Folketingets miljø- og fødevareudvalg som en såkaldt beretning, nu også med stemmer fra Enhedslisten og Alternativet. Ydmygelsen var en realitet.

Men den fremtidige vej så endnu mere giftig ud.

For nu skulle regeringens embedsmænd i gang med at implementere en hel lovpakke, som embedsmændenes politiske chef ufrivilligt ikke var en del af. Det sker yderst sjældent.

 

 

Tim Knudsen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet, har fulgt dansk politik i årtier. Han henviser til, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) i 80erne gentagne gange blev bedt om at stille forslag i Nato, hans egen regering var imod – den såkaldte fodnotepolitik. Indenrigspolitisk erindrer Tim Knudsen ingen fortilfælde, der minder om fiskeripakken.

»Det var en helt usædvanlig og ejendommelig situation,« siger Tim Knudsen.

»Måske vil det blive opfattet kontroversielt, men efter min vurdering burde flertallet allerede her have fyret ministeren, når de ikke kunne samarbejde om en så central lovpakke. Under alle omstændigheder efterlod det embedsapparatet i en meget svær situation.«

For hvad nu hvis folketingsflertallet uden om regeringen ikke var tilfreds med embedsmændenes virkeliggørelse af fiskeripakken? Hvem stod så med ansvaret? Esben Lunde Larsen – selv om han slet ikke var en del af pakken?

 

 

Ministeren havde stor interesse i at kæmpe sig tilbage i aftalen.

I et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet til Statsministeriet advarede embedsmændene måneder senere netop om, at selv en eksemplarisk implementering af pakken vil afføde »betydelig risiko« for støj.

Embedsmændene skulle få ret.

På Slotsholmen promenerede borgens nye par. Ingen topskattelettelser, ingen ny politiskole, ingen flad boligskat. Nu også en fiskeriaftale. S-DF-aksen demonstrerede sin styrke igen.

»Flere af mine partifæller på Christiansborg kom og roste mig, og folk fra min hjemegn fremhævede, at det var en god og flot aftale,« siger Dansk Folkepartis Ib Poulsen.

 

 

Men for Ib Poulsen blev januar et vendepunkt.

Efter at have modtaget klap og anerkendelse, piblede kritikerne frem.

Den 7. januar i år rykkede formanden for Hanstholm Fiskeriforening, Jan Hansen, ud i det lokale medie Limfjord Update og kritiserede, at S og DF havde indgået en aftale uden om regeringen. Fiskerne var især vrede over, at fiskeriaftalen flyttede kvoter over til kystfiskere på bekostning af andre.

Bredsiden blev rettet personligt mod Ib Poulsen. Fiskeriformanden argumenterede for, at Ib Poulsen skadede fiskerne ved Hanstholm Havn.

»Vi har lavet en beregning for vores medlemmer, så vi kan se, hvor meget vores viceborgmester Ib Poulsen har været med til at tage fra vores fiskere, der er hjemmehørende i Hanstholm. De fleste, jeg har talt med, kalder det tyveri,« sagde Jan Hansen.

Ib Poulsen er fra Thisted, og er der én ting han som thybo ikke vil beskyldes for, er det at forringe Hanstholm Havn. Havnen er den måske vigtigste arbejdsplads i Thisted Kommune og genererer op mod 10 pct. af erhvervslivet på disse nordvestjyske kanter.

Senere i januar eskalerede trykket.

En stribe borgmestre fra nord- og vestjyske fiskerikommuner udsendte en kritisk pressemeddelelse. Det er »med stor ærgrelse, at vi må konstatere, at et folketingsflertal uden om regeringen har skabt usikkerhed om vilkårene for dansk fiskeri,« hed det. De jyske borgmestre – overvejende Venstre-borgmestre, men også to socialdemokrater – forlangte at få Esben Lunde Larsen tilbage i forhandlingerne. Og Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, som halvanden måned tidligere havde rost aftalen, lagde nu ekstra vægt på, at man burde lukke regeringen ind i aftalen.

»Det er et signal, som politikerne på Christiansborg skal lytte til,« sagde formand Svend-Erik Andersen.

Esben Lunde Larsen greb stafetten og henviste til borgmestre og fiskeriforeninger, da han nok engang opfordrede til nye forhandlinger: »Jeg håber meget, at partierne bag fiskeriaftalen vil lytte til kritikken,« fastslog ministeren.

Underforstået: Ministeren ville ind i aftalen.

Imens tog trykket på Ib Poulsen til.

Vrede kommentarer fra fiskere hobede sig op på Ib Poulsen Facebook-side, harmdirrende SMSer landede i mobilen. »Hej Ib. Jeg kan ikke forstå du lyver,« skrev en lokal fiskeriformand og understregede, at han kendte flere, som vidste, at Ib Poulsen ville opnå en personlig gevinst ved fiskeripakken, fordi DF-ordføreren ejer en mindre jolle. Ib Poulsen har siden afvist, at han personligt vil få flere fiskekvoter eller penge ud af aftalen.

Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, understreger, at organisationen ikke har sendt »personlige smædebreve« til Ib Poulsen.

»Vi er bestemt ikke tilhængere af, at man går til folk personligt på den måde. Det er udtryk for en frustration hos enkelte fiskere, som føler sig trådt på pga. af den fiskeriaftale,« siger Svend-Erik Andersen.

Men fortørnelsen bredte sig også til Ib Poulsens eget parti. Flere medlemmer havde meldt sig ud af Dansk Folkeparti i Thisted. Et flertal i Dansk Folkepartis lokale bestyrelse i Thisted krævede, at Ib Poulsen trak sig fra listen til kommunalvalget. Ellers ville de forlade bestyrelsen. På en generelforsamling henviste kritikerne direkte til fiskeriaftalen, bekræfter flere kilder, som deltog på mødet.

»Vi følte ikke, at Ib Poulsen passede sit job som kommunalpolitiker, men fiskeriaftalen var det udslagsgivende,« siger Harry Brogaard, daværende formand for Dansk Folkeparti i Thisted Kommune.

Harry Brogaard og et flertal endte med at forlade bestyrelsen.

Fiskerne, borgmestrene, partifællerne. Alle ville have Ib Poulsen til at makulere fiskeriaftalen og lade ministeren overtage styringen.

»Det var et enormt pres,« husker Ib Poulsen.

»Ingen af mine partifæller på Christiansborg ved, hvad der er for og bag på en fisk. Jeg stod alene, mens vreden bredte sig. Jeg fik en fornemmelse af, at stærke kræfter var inde over,« siger Ib Poulsen.

Hvad nu hvis kritikerne bare mente, at du havde indgået en dårlig og skadelig fiskeriaftale?

»Det gav ikke mening. Fiskerne ville få bedre vilkår og mere sikkerhed, også kritikerne. Danmarks Fiskeriforening havde allerede omtalt aftalen med pæne ord. Og vores lokalforening har normalt intet forhold til fisk,« siger Ib Poulsen.

S-DF-koalitionen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fandt aldrig fælles havn. I stedet gik det som embedsværket advarede om. Miljø- og Fødevareministeriets implementering af en politisk pakke, ministeren ikke selv var en del af, var en giftig opgave.

Over for folketingsflertallet bag fiskeripakken fastholdt Esben Lunde Larsen, at de såkaldte tro- og loveerklæringer var eneste greb til at modvirke kvotekonger. Det fik Dansk Folkeparti også på skrift.

 

 

Men i marts i år kunne Berlingske fortælle, at embedsværket tidligere havde udarbejdet et katalog med 16 konkrete forslag til at dæmme op for kvotekonger. Dansk Folkepartis Ib Poulsen blev vred. Ministeren blev kaldt i samråd med den iøjnefaldende dagsorden: Hvorfor taler ministeren usandt? Samrådet gjorde ikke situationen bedre.

På samrådet endte Esben Lunde Larsen med at fastslå, at han aldrig personligt havde set de konkrete indgrebsmuligheder – hverken et katalog fra 2015 eller en præsentation fra 2016, som ellers var sendt til minsteren. Han fremhævede i stedet, at regeringen i længere tid havde ønsket at bekæmpe kvotekonger. Også før han blev minister.

Men Esben Lunde Larsen skiftede flere gange forklaring om forløbet og gav på samrådet nye oplysninger, som ikke flugtede med den viden, ministeriet lå inde med. Et flertal i Folketingets miljø- og fødevareudvalg lagde an til at vælte ministeren. I sidste øjeblik sendte Esben Lunde Larsen en opsigtsvækkende undskyldning til Folketinget. Han undskyldte for at have tilbageholdt oplysninger for lovgiverne, og han lovede at gøre sit yderste for at gennemføre fiskeriaftalen. Det var nok. Ministeren fik alvorlig kritik fra Folketinget, en af de største politiske næser i nyere tid: »Folketinget udtaler sin alvorligste kritik,« lød det. Men Dansk Folkepartis ledelse spændte nettet ud. Ministeren overlevede.

Sideløbende er tætte bånd mellem Venstre og nogle af de største kvotekonger blevet afdækket af medierne. Særligt Ekstra Bladet har vist, hvordan der direkte og indirekte løber penge fra kvotekonger til udvalgte Venstre-politikere. Det er bl.a. kommet frem, at storfiskeren fra Thyborøn John-Anker Hametner Larsen har stået bag indsamlinger på i alt flere hundredtusinde kroner til Løkke-fonden, en fond, der støtter udsatte drenge, og som blev stiftet af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Hametner Larsen har også skudt et millionbeløb i et firma, som Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, var medejer i, skrev Ekstra Bladet, ligesom storfiskeren fra Thyborøn har givet penge til Thomas Danielsens valgkamp. Bogen »Skjulte penge« afdækker også, at jyske fiskere har givet penge til Venstre. John-Anker Hametner Larsen har ikke ønsket at kommentere denne artikel, mens Thomas Danielsen skriver til Berlingske:

»Jeg har lavet én investering, hvor en medinvestor har professionen fisker. Samtlige oplysninger om denne investering er og har altid været tilgængelig på nettet, og den skiller sig i øvrigt ikke ud i forhold til investeringer med folk af anden profession.«

Siden dramaet om kvotekonger i foråret er Berlingske kommet i besiddelse af sagens akter. Nogle er offentliggjort af Miljø- og Fødevareministeriet, andre udleveret i aktindsigter, atter andre skaffet på anden vis. Sagens dokumenter viser to ting. For det første ser Esben Lunde Larsens tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget ud til at have været mere systematisk og bevidst, end det hidtil har været kendt. For det andet har Ib Poulsen ret i sine fornemmelser. Stærke kræfter ser ud til have været involveret i forløbet.

Det første først.

I efteråret 2016 indkaldte Esben Lunde Larsen til forhandlinger om et såkaldt servicetjek af fiskeriområdet. Fra 13. september 2016 afholdt ministeren ti forhandlingsmøder og bilaterale forhandlinger med udvalgte ordførere. På mindst otte af de ti møder diskuterede politikerne kvotekoncentration, fremgår det af et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet. Det var disse forhandlinger, som endte med, at et flertal uden om regeringen lavede deres egen fiskeripakke. I foråret kom det frem, at ministeriet lå inde med flere muligheder til at bremse kvotekonger, end man havde præsenteret for Folketinget. Eksempelvis foreslog embedsmændene at indføre regler, så et erhvervsfiskerselskab kun måtte have et bestemt antal kvoteandele. Dette forslag så lovgiverne eksempelvis aldrig. Senere undskyldte Esben Lunde Larsen og ministeriet, at alle forslag ikke var blevet præsenteret.

 

 

»Set i bakspejlet ville det have været hensigtsmæssigt, hvis punkt to og fire på baggrund af partiernes interesse også var blevet oversendt til partierne bag Fiskeripakken, så de kunne have foretaget deres egen bedømmelse af forslagene her i foråret,« står der i notatet fra 3. april i år.

Sagens dokumenter tegner snarere et billede af, at det fra start til slut var helt bevidst fra ministerens side at tilbageholde flest mulige indgrebsmuligheder.

Op til hvert af de ti forhandlingsmøder var Esben Lunde Larsen udstyret med et såkaldt cover af sine embedsmænd. Dokumenterne er opdelt i to punkter: budskaber og baggrund.

Det vil sige, at man under punktet »budskab« kan se, hvad ministeren ville og skulle sige til de andre partier. Mens man under punktet »baggrund« kan se, hvad ministeren og ministeriet faktisk vidste.

Sagens dokumenter viser, at Esben Lunde Larsen gik ind til hvert af forhandlingsmøderne om servicetjek med en stribe muligheder for at gribe ind over for kvotekonger – reelt med de fire overordnede muligheder fra notatet i april i år udfoldet i en række konkrete initiativer. Men ved hvert møde skulle han kun fremlægge et absolut minimum af indgrebsmuligheder, afslører ministerens papirer. Faktisk skulle ministeren kun diskutere emnet kvotekoncentration, alene »for det tilfælde, at emnet kommer til drøftelse,« står der i coveret til flere af forhandlingerne.

Eksempelvis:

Den 5. oktober 2016 kl. 8.00 afholdtes det tredje forhandlingsmøde om servicetjek af fiskeriet.

Under punktet »kvotekoncentration« skulle ministeren ifølge strategien indlede med at sige, at »vi alle sammen har fokus på, at fiskekvoterne ikke centreres på for få hænder«, og at reglerne skal overholdes.

Med i tasken havde ministeren en række forslag til, hvordan man kunne bremse kvotekonger, fremgår det af punktet »Baggrund«.

 

 

Men der var slet ikke lagt op til, at ministeren skulle præsentere forslagene. Kun »såfremt det efterspørges af forhandlingsparterne, kan følgende tiltag indgå i forhandlingerne,« står der i bilaget.

Ministeren skulle ifølge planen i stedet henvise til, at man allerede havde gjort rigeligt. Og ministeren skulle fastholde, at de nuværende regler var tilstrækkelige, og at yderligere indgreb ikke ville stå mål med »omkostninger eller det administrative besvær.«

»Det vurderes, at det eksisterende regelsæt generelt er velfungerende,« står der i ministerens papirer.

Ministeriet var særligt opmærksomt på Socialdemokratiets Simon Kollerup. De mulige initiativer til at bremse kvotekongerne skulle kun på bordet, hvis »ordføreren ikke er tilfreds med det nuværende ambitionsniveau.«

Op til et af møderne planlagde ministeren at medbringe sin direktør for den relevante styrelse Anders Munk Jensen. I et internt notat om forhandlingsstrategien lyder det:

»Simon Kollerup (S) har ønsket yderligere initiativer, der kan sikre, at kvotekoncentrationen modvirkes. Det indstilles, at der arrangeres et møde mellem ministeren og ordføreren, hvor også Anders Munk deltager. Formålet med mødet er, at den aktuelle fordeling af kvoterne drøftes med ordføreren, samt at ordføreren betrygges i effektiviteten af de gældende regler.«

Igen: intet behov for yderligere indgreb.

En gennemgang af sagens notater viser, at mønstret går igen ved hvert forhandlingsmøde. Ministeren gik ind til møderækken med en stribe forslag til, hvordan man kan bekæmpe kvotekoncentration, men oplægget var, at færrest mulig endte på forhandlingsbordet.

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, er blevet præsenteret for sagens akter. Han henviser til, at der under forhandlinger bør være rum for politiske synspunkter og forhandlingsstrategier.

»Men her er det åbenbart, at ministeren siger ét, men gør noget andet, når man holder ministerens covers op mod, hvad han siger på samråd. Han siger, at han vil bekæmpe kvotekonger, men beholder en stribe indgrebsmuligheder i tasken. Det er gjort relativt systematisk og ligner et dobbeltspil. Der er slet ingen tvivl om, at Folketinget skulle have haft de oplysninger,« siger Michael Gøtze.

Simon Kollerup (S) mener, at sagens akter viser, at folketingsflertallet er ført bag lyset:

»På samrådet fastslog ministeren, at han selv var optaget af at bekæmpe kvotekonger. Nu kan vi se, at det ikke var rigtigt. Han ville reelt gøre så lidt som muligt over for kvotekongerne, allerhelst noget, som slet ikke virker. Det er vanvittigt utroværdigt.«

Efter at partierne over en række møder pressede på for flere indgreb, kom de såkaldte tro- og loveerklæringer ind i forhandlingerne. De interne dokumenter viser, at disse tro- og loveerklæringer faktisk optræder et stykke nede på embedsmændenes prioriterede liste over, hvad der vil virke for at bekæmpe kvotekonger.

Efter at have gennemgået dokumenterne siger Dansk Folkepartis Ib Poulsen:

»Selv da ministeren burde have indset, at han skulle fremlægge forslagene, holder ham dem i tasken. Det bliver svært at stole på sådan en minister fremover.«

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skriver til Berlingske, at de forslag til at bekæmpe kvotekonger, som embedsmændene gav ham med til forhandlingerne i efteråret 2016, ikke ville virke på kvotekonger.

 

 

»Jeg vil tro, at de er nævnt i materialet for at give mig et overblik over alle forslag, der kan komme op i forhandlingerne, og som sådan godt kan gennemføres. Men da de fleste af forslagene ikke har den effekt, man ønsker politisk, nævner jeg dem ikke som løsninger,« skriver ministeren.

»Folk kan jo spekulere alt det de vil i, om regeringen ikke ønsker at gøre noget ved kvotekoncentration. Det er bare ikke rigtigt,« tilføjer Esben Lunde Larsen.

Sten Bønsing, lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet, er blevet præsenteret for pointerne i sagens akter. Han siger om forløbet:

»Denne sag er alvorlig – af flere grunde. Folketinget har ikke selv en administration som ministrenes. Folketinget er afhængig af, at ministerierne leverer rigtig information, for Folketinget er vores lovgiver. Derfor kan det næsten ikke blive mere alvorligt, når ministeren tilbageholder oplysninger,« siger Sten Bønsing.

 

 

Sagens akter fra januar i år viser noget måske endnu mere spektakulært.

Det pres, som Ib Poulsen oplevede gennem januar i år, var blandt andet udtænkt i Miljø- og Fødevareministeriet selv.

Den 23. og 24. januar i år rykkede borgmestre og fiskeriforeninger ud i pressen og kritiserede fiskeriaftalen og opfordrede partierne til at lade regeringen få del i aftalen.

Få dage før, den 19. januar i år, blev der formuleret et strategipapir i ministeriet. Målet var at bringe ministeren ind i fiskeriaftalen, så ministeriet kunne få kontrol med forløbet.

Esben Lunde Larsen godkendte denne strategi den 23. januar 2017 kl. 17:36, fremgår det af et dokument. I strategipapiret skriver en kontorchef fra Miljø- og Fødevareministeriet: »en strategi kan være at få DFPO til at opfordre parterne til at overlade rorpinden til ministeren for at få ro på, hvorefter ministeren kan invitere parterne over til møde mhp. godkendelse af implementeringsskema og at den videre implementering styres fra MFVM med orientering på møder i kredsen i fast kadence.«

DFPO er Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation; MFVM er Miljø- og Fødevareministeriet. Ministeriet ville altså bruge samme fiskeriforening, som oprindeligt modtog fiskeripakken delvist positivt, til at få ministeren ind i aftalen.

Sagens akter afslører også, at ministeriet faktisk havde kendskab til, at borgmestre og fiskeriforeninger vil rykke ud med kritik af den politiske aftale, som var indgået halvanden måned tidligere.

»Det bemærkes endvidere, at det forventes at en række borgmestre fra begge fløje, bl.a. Thisteds borgmester, fredag d. 20. januar vil melde ud, at man er utilfreds med beretningen. Der skal tages kontakt til DFPO mhp. at koordinere foreningens opbakning til ministerens udmelding. Såfremt fiskeriforeningen spiller med herpå, kan vedlagte talepinde anvendes hertil,« står der i ministerens papirer.

I de vedlagte talepinde til ministeren fra coveret den 19. januar i år står der bl.a.:

»Hvis der skal styr på implementeringen fremover, er det vigtigt, at rorpinden kommer tilbage til ministeriet.«

Esben Lunde Larsens embedsmænd spekulerede med andre ord i at udnytte borgmestre og fiskeriforeningers kritik af fiskeriaftalen og var klar til direkte at påvirke forløbet ved at kontakte fiskeriforeningen.

 

 

Eller uden omsvøb: Mens embedsmændene i Esben Lunde Larsens ministerium var sat til at virkeliggøre folketingsflertallets fiskeripakke, lagde de strategier for at modarbejde den, så man kunne få en ny aftale med ministeren i spidsen.

I de interne strategipapirer fra den 19. januar i år om en mulig udmelding fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation står der også følgende tvetydige sætning i ministeriets papirer - formentlig ministeriets opfordring til fiskeriforeningen: »Det vil naturligvis være hjælpsomt, hvis du vil gå ud og opfordre til, at parterne bag beretningen nu overlader den videre implementering til mig for at få ro på bagsmækken.«

Under alle omstændigheder skete det.

Få dage senere, den 24. januar i år, udtalte Svend-Erik Andersen, formanden for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, at fiskeriet vil være bedst tjent med en aftale, der »selvfølgelig inkluderer regeringen.«

I dag siger Svend-Erik Andersen, at han godt var klar over, at det hverken passede Venstre eller regeringen godt at stå uden for aftalen. Fiskeriforeningen holdt eksempelvis møde med folketingspolitikerne Torsten Schack Petersen (V) og Thomas Danielsen (V), bekræfter formanden:

»Vi hjalp Venstre til at forstå, hvad vi gerne så, at der skulle ændres i aftalen, så de måske fik nemmere ved at komme ind i den.«

Svend-Erik Andersen forklarer, at fiskeriforeningen allerede i begyndelsen af januar erfarede, hvad fiskeriaftalen mere præcist fik af betydning, bl.a. at medlemmernes kvoter langtfra steg som forventet, fordi kystfiskerne skulle tilgodeses. Derfor skærpede foreningen retorikken, siger formanden.

Svend-Erik Andersen afviser, at fiskeriforeningen har »koordineret noget med embedsmændene.«

»Men jeg kan sagtens genkende, at de var frustrerede, fordi regeringen ikke var med i aftalen. Embedsmændene havde svært ved at håndtere situationen, og derfor tror jeg også, at de havde en interesse i at få regeringen med. Vi havde en tæt dialog med embedsmændene. Men vi har ikke samarbejdet med dem om at få det til at ske,« siger Svend-Erik Andersen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skriver til Berlingske, at kritikken af fiskeripakken fra borgmestre, fiskeriforeninger og fiskere gjorde indtryk på ham, men at han ikke har koordineret noget pres med borgmestre eller fiskeriforeninger:

»Vi taler naturligvis løbende sammen om fiskeriområdet, men kritikken har de selv fremført på baggrund af den aftale, der blev lavet uden om regeringen.«

På spørgsmålet, om ministeren har overvejet, at det nærmer sig partipolitik, når embedsmænd laver strategier for at koordinere kritik til fordel for ministerens dagsorden, svarer Esben Lunde Larsen:

»Jeg bruger ikke mine embedsmænd partipolitisk, men jeg lytter til den rådgivning, de tilbyder mig, og som forelægges mig.«

Noget ekstraordinært har Miljø- og Fødevareministeriet i et skriftligt svar også vedhæftet en kommentar fra ministeriets øverste embedsmand, departementschef Henrik Studsgaard. Departementschefen skriver:

»Der er tale om helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag. Det ligger helt i tråd med den syvende af de centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen, som blev udarbejdet for et par år siden. Den syvende pligt omhandler, at embedsmænd ikke må yde rådgivning og bistand til rent partipolitiske formål, men at embedsmænd loyalt skal give faglig bistand og politisk/taktisk rådgivning til den enhver tid siddende minister. Det er således inden for rammerne af, hvad der er embedsværkets opgave.«

 

 

Debatten om, hvordan embedsmænd på Slotsholmen på én gang skal tjene deres ministers interesser og samtidig agere sagligt, fagligt og lovligt, er årelang. Skandalesager som jægerbogssagen, skattesagskommissionen, Christiania-sagen og Eritrea-sagen har sendt embedsmænd i rampelyset og reaktualiseret debatten.

»I dette tilfælde er embedsmændene gået for langt,« vurderer professor emeritus Tim Knudsen om embedsmændenes strategi for at bringe ministeren tilbage i aftalen.

»Esben Lunde Larsens embedsmænd er på dette tidspunkt sat til at implementere oppositionens politik, og så arbejder de i stedet på at slå den i stykker. Enhver kan se, at det er problematisk,« siger Tim Knudsen.

Juraprofessor Michael Gøtze vurderer, at strategipapirerne rejser spørgsmålet om, hvor meget embedsmænd må være ministerens soldater.

»Vi kan i hvert fald konstatere, hvor politisk embedsmænd reelt arbejder. I denne sag ser det ud til, at det faglige er trådt i baggrunden til fordel for det rent politiske.«

Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti har også læst ministeriets strategipapirer.

»Nu hvor jeg har læst notaterne, giver hele forløbet pludselig mening,« siger Ib Poulsen.

»Jeg har været politiker i mange år, men aldrig oplevet sådan et pres. Det fremgår jo tydeligt af sagens akter, at ministeriet har spillet en stor rolle. Jeg synes simpelthen, at det er noget svineri at bruge sine embedsmænd på den måde. De bliver brugt til at presse politikere, man er uenig med. Det er højst kritisabelt. Jeg er slet ikke sikker på, at det er lovligt at bruge sit embedsværk til noget, der ligner partipolitik,« siger Ib Poulsen.

Er det ikke netop en embedsmands fornemmeste pligt at varetage regeringens interesser, som i dette tilfælde er at få ministeren tilbage i forhandlingerne?

»Jeg synes, at de kraftigt læner sig op ad at lave partipolitisk arbejde, og jeg kommer aldrig til at acceptere, at en minister bruger sine embedsfolk til at påvirke andre folkevalgte på den svinske måde,« siger Ib Poulsen.

Ifølge socialdemokraten Simon Kollerup står hele forløbet om kvotekonger nu i et helt andet lys.

»Presset var tilsyneladende orkestreret fra Miljø- og Fødevareministeriet. Én ting er, hvad en lobbyorganisation laver af egen drift, men at Esben Lunde Larsen har brugt sine embedsmænd som dukkeførere bag så voldsomme personangreb, det er voldsomt kritisabelt og ikke inden for de spilleregler, jeg kender,« siger Simon Kollerup.

Hvorfor egentlig ikke, hvis det er i ministerens åbenlyse interesse?

»Embedsværket skal gennemføre flertallets politik, og på dette tidspunkt var fiskeripakken vedtaget og stemt igennem i Folketinget. Embedsmændene skulle bruge deres tid på at gennemføre den, ikke på at få os til at skifte holdning.«

Simon Kollerup tror på ikke på ministeriets forklaring om, at man blot formulerede en strategi i ministeriet, men aldrig direkte koordinerede med fiskeriforeningen.

»Presset blev jo til virkelighed. Selv en blind mand kan mærke med sin stok, at presset netop kom, kort tid efter at denne strategi blev formuleret i ministeriet. Og det har vi måttet lægge ryg til mere eller mindre fra den dato. Vi har som folketing været udsat for et uigennemskueligt og benhårdt dobbeltspil, som skulle ændre vores beslutninger og lægge sten i vejen for flertallets fiskeripolitik. Både ministeren og fiskeriforeningen bør nøje overveje, hvordan de vil genopbygge tilliden til Folketinget, for den kan ligge på et helt uholdbart lille sted efter alt det nye, som er kommet frem nu,« siger Simon Kollerup.

Under forløbet var Lene Kjelgaard Jensen Venstre-borgmester i Thisted. Hun bærer fortsat borgmesterkæden, men er skiftet til de Konservative efter et turbulent forløb om Venstres valg af spidskandidat til det kommende kommunalvalg.

»Pressemeddelelsen var på ingen måde tænkt som et personligt pres på Ib Poulsen, men mere på hele aftalekredsen. Jeg følte mig ikke forpligtet til at levere noget på vegne af Venstre,« siger Lene Kjelgaard Jensen.

På spørgsmålet, om hun vurderer, at ministeriet har bedrevet partipolitik, svarer Lene Kjelgaard Jensen: »Det kan jeg ikke svare på. Det er nye oplysninger for mig, at ministeriet vidste, at pressemeddelelsen var på vej.«

Langt fra alle mener, at forløbet er kritisabelt.

Esben Sverdrup-Jensen er direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation. Han organiserer store industritrawlere, som overvejende fanger arter som sild, makrel og tobis. Flere af kvotekongerne er knyttet til denne organisation. Esben Sverdrup-Jensen vil ikke selv anvende termen kvotekonge, og han ser i det hele taget problematikken noget anderledes: Overdragelsen af kvoter fra stat til fisker førte til en nødvendig forandring. I dag har fiskeriet sorte tal på bundlinjen, et passende antal fartøjer og bæredygtige fiskebestande, argumenterer Sverdrup-Jensen. Nok er kvoterne samlet på få både, men kun i kilo fisk, ikke i reel værdi, tilføjer han. Derfor er Esben Sverdrup-Jensen heller ikke overrasket over at blive præsenteret for, at ministeren og ministeriet over en møderække tilsyneladende har tilbageholdt indgrebsmulighederne over for kvotekonger.

 

 

»Vi har et velfungerende system, og det er min opfattelse, at myndighederne deler den vurdering. Forslagene har minimal effekt, men betydelige omkostninger for hele erhvervet,« siger Esben Sverdrup-Jensen.

Han oplyser, at der har været kontakt med ministeriet om fiskeripakken, men generelt »overraskende lidt dialog.« I Miljø- og Fødevareministeriets strategipapirer indgik den anden store fiskeriorganisation, Danmarks Fiskeri Producentorganisation, i ministeriets strategi for at bringe ministeren ind i aftalen. Adspurgt om, hvordan hans organisation ville reagere på at indgå i en tilsvarende rolle, svarer Esben Sverdrup-Jensen:

»Vi har den position, vi har. Rævekagebagning er ikke min gesjæft.«

Søren Jacobsen, den sidste kystfisker i Helsingør Kommune ved den sjællandske nordkyst, har taget os med til Hornbæk Havn. Tendensen er den samme som i Helsingør. Engang udgjorde fiskeri et knudepunkt for byen, nu er erhvervet så godt som udryddet. Byens gamle skibsværft ligger der endnu. Men der er ingen kuttere i værftet, i stedet bliver der solgt mærketøj som Lacoste, Malene Birger og Ralph Lauren. De gamle fiskerhuse og pælene til at tørre fisk og garn er stort set overtaget af fritidsfiskere. Kun en enkelt ruse hænger på pælene.

Søren Jacobsen er fortrøstningsfuld. Han tror, at den nye fiskeriaftale kan vende udviklingen. Især fordi den lægger op til bedre vilkår for kystfiskerne.

»Pakken kan få stor betydning og komme til at gavne alsidigheden. Nye folk kan få mulighed for at komme ind i branchen, fordi de får nemmere adgang til kvoterne. Aftalen kan også gøre fiskeriet mere skånsomt, fordi de mindre både oftere bruger garn end bundtrawl, som påvirker havbunden negativt,« siger Søren Jacobsen.

Måske er det for tidligt at glæde sig.

Processen med at få implementeret folketingsflertallets fiskeripakke har ikke kun været betændt, den er også trukket ud.

Da Esben Lunde Larsen i april kæmpede til det yderste for at bevare sin ministertaburet, sendte han Folketinget en uforbeholden undskyldning for at have tilbageholdt oplysninger:

»Jeg vil gerne give Folketinget en undskyldning. Jeg vil gerne undskylde over for Folketingets partier, at der er forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger udviklet i mit ministerium, som jeg ikke har oversendt til Folketinget (….) Jeg vil nu gøre mit yderste for at medvirke til at gennemføre Folketingets fiskeriaftale både i ord og ånd. Bl.a. ift. de såkaldte kvotekonger,« skrev Esben Lunde Larsen.

Og efter dramaet på Christiansborg tilsluttede regeringen sig fiskeripakken. Vel at mærke uden at få lov at ændre på den. Folketingsflertallet og regeringen skrev sågar et fælles dokument, som sikrer, at regeringen følger flertallets ønsker »i såvel de ord, som den ånd, partierne har affattet den.« I dokumentet forpligtede regeringen sig på »den mest kraftfulde indsats, som reelt vil stoppe kvotekongerne i dansk fiskeri.«

Så den seneste tid har politikerne nok engang stået i en usædvanlig situation. Oppositionen fastholder, at Esben Lunde Larsen er sat under administration, men ministeren har overtaget teten på en politisk pakke, han oprindeligt ikke accepterede.

Det forløb går tilsyneladende heller ikke så godt.

»Ministeren er fodslæbende. Han vil ikke høre. Han vil ikke lytte. Han er ikke åndeligt til stede på møderne,« siger Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti.

»Kun når vi bringer forslag på bordet, som for alvor vil gøre op med kvotekongerne, flyver han op og siger: »Det kan vi da ikke.« Jeg føler, at han stadig beskytter kvotekongerne,« siger Ib Poulsen.

Esben Lunde Larsen skriver til Berlingske, at det ligger ham »meget på sinde« at gøre op med kvotekoncentration. Han henviser til, at han allerede har taget flere initiativer til at bekæmpe kvotekoncentration, og at han forventer at stå med en færdig politisk pakke efter sommerferien. Derfor forekommer det Esben Lunde Larsen »lidt pudsigt«, at han nu bliver kritiseret for at være nølende.

Dansk Folkeparti var i foråret med til at uddele en kraftig næse til ministeren for at tilbageholde oplysninger for Folketinget. Dengang understregede Dansk Folkeparti, at dette var et gult kort. Næste gang fik ministeren det røde.

De seneste uger har Ib Poulsens humør været i bund. Han tror, at kroppen reagerer på det turbulente forløb og voldsomme pres tidligere på året.

»Men jeg har lært meget af forløbet,« siger Ib Poulsen.

»Jeg har lært, at man ikke kan stole på visse politikere, herunder ministre. Jeg har også lært, at jeg skal være yderst skeptisk over for det materiale, jeg får udleveret fra ministeren. For det er ikke nødvendigvis rigtigt. Der er ingen tvivl om, at ministeren og ministeriet har spillet et dobbeltspil. Man har forsøgt at undgå at gribe ind over for kvotekonger og forsøgt at presse mig til at ændre holdning, selv om man udadtil siger noget andet. Det viser sagens akter tydeligt.«

Men det har også været et opslidende forløb, tilføjer Ib Poulsen.

»De seneste uger har jeg mærket en form for stress. Jeg er begyndt at glemme aftaler, mit humør er ikke, som det plejer, og min energi er indimellem i bund. Jeg tror, at det er en efterreaktion.«

Så selv om Ib Poulsen er forarget over at læse, hvor bevidst ministeren har tilbageholdt oplysninger, og hvordan han har brugt sit embedsværk, har han ikke lyst til at trække det røde kort lige nu - altså vælte ministeren.

»Jeg orker ærlig talt ikke en ny runde, som tingene er nu, selv om min tillid til ministeren kan ligge på et lille sted,« siger Ib Poulsen.

Er det ikke noget af en falliterklæring for folkestyret, at ministerposter skal styres af dit humør?

Ib Poulsen overvejer, hvad han skal svare på det spørgsmål. Han tænker nogle sekunder, tager tilløb til forskellige svar og ender så med at sige:

»På en eller anden måde er det en falliterklæring, jo. For forløbet er ikke folkestyret værdigt.«

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.