Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kunsten at rose

Det sker minimum et par gange hver uge, at jeg får stukket et farvelagt A4-ark i hånden. I begyndelsen var det mest skitser med arbejdstitler som »Planløse kruseduller« og »Hidsige streger i én farve«, men for tiden modtager jeg et ikke ubetydeligt antal 2D-tegninger af parcelhuse, hvor græsset er grønt, Dannebrog er i top på flagstangen, og solen skinner altid. I hvert fald fra det ældste af mine børn. Når jeg står med papiret i hånden, kan jeg altid skimte toppen af et ansigt med forventningsfulde øjne, der ser op på mig og afventer min bedømmelse.

Her kunne jeg vurdere værket, som en fuldvoksen kunstanmelder: »Det hele er blevet for mekanisk og påtaget, og jeg kan slet ikke mærke den plagede kunstners sjæl, som kom til udtryk i din dystre periode i sidste uge, hvor du lavede mesterværket »Dumme far«.«

Nej, som far leder man i den situation efter det positive i tegningen, og så fremhæver man måske de flotte farver. Eller de pæne gardiner huset er udstyret med. Til gengæld ser man bort fra at konstruktionen er så skæv, at folk aldrig ville kunne stå oprejst inde i huset. Man ser bort fra, at farverne ikke ligger helt inden for stregerne, og at hoveddøren hænger cirka midt på huset. Fejl og unøjagtigheder, som vi i så mange andre af livets facetter aldrig vil lade slippe igennem – og slet ikke ubemærket.

Men når vi som forældre fremhæver det positive ved vore børns præstationer, så gør vi det jo for at motivere dem, sætte fokus på deres fremskridt og fremelske deres styrker. Det fører til, at de tror på sig selv og dyrker deres styrker, for det er sjovt at gøre noget, man er god til, og når man er i gang med at lære og udvikle sig, så er det den bedste benzin, som man kan få på sin motor. Får man derimod sine fejl og mangler smidt i hovedet hele tiden, så sidder man tilbage med en følelse af ikke at være god nok. En følelse af utilstrækkelighed, som let kan føre til lede. Når det ikke længere er lysten, der driver værket, tørrer den kunstneriske åre ofte forbavsende hurtigt ud.

Om det er en direkte eller indirekte effekt her, skal jeg ikke kunne sige. Men i Kids’ News, som er Berlingskes avis til børn, bringer vi hver uge anmeldelser lavet af vores Kids’ Reportere, som er mellem otte og 12 år. I godt to år har vi anmeldt musik, film, computerspil og bøger, og i den tid har vi aldrig givet under tre stjerner. Vi giver anmelderne fuldstændigt frie hænder og forklarer dem, at de meget gerne må være kritiske og fortælle, hvad de ikke kunne lide. Men de leder helt automatisk efter det, som henrykker og begejstrer dem. Og hvis det er en afledt effekt af den positive opdragelse, så er det bare alletiders.

Selvfølgelig skal vi ikke bare blindt blæse vores børns selvtillid op i skyerne, så de mister jordforbindelsen – for det ser vi resultatet af i første runde af X Factor hvert år. Men det skader på ingen måde, at de bliver opflasket med fokus på deres forcer og den positive motivation. De skal snart nok lære at sætte det i en mere kynisk kontekst og finde hullerne i osten.

Bieffekten af tilskyndelsen herhjemme er, at naturligvis, at mængden af tegninger vokser med rasende hast. Og set i det lys er det måske meget godt, at Citybois ikke har fået lutter positivt vinklede anmeldelser. Sagde den dumme far.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.