Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Krag: Læger må ikke sjuske med journaler

Lægeforeningen skal indskærpe over for sine medlemmer, at læger skal tage ansvaret for at føre journal alvorligt. Det siger sundhedsministeren, efter det er kommet frem, at forsikringsselskaber udnytter mangelfulde journaler til at afvise at udbetale erstatning til patienter.

Danske læger skal have indskærpet, at de har pligt til at føre korrekt journal. Sådan lyder det fra sundhedsminister Astrid Krag (SF), efter det er kommet frem, at flere patienter ikke kan få udbetalt erstatning fra deres private forsikringsselskab, fordi journalerne mangler centrale oplysninger om skade og smerter. Det skriver Radio24syv.

- Det er meget beklageligt, hvis patienter går glip af erstatninger, fordi der er læger, som ikke sørger for at få alle relevante oplysninger med i journalerne. Det bør ikke ske. Derfor vil jeg også gerne appellere til, at Lægeforeningen indskærper over for sine medlemmer, at de har ansvar for patientjournalerne, og at journalføring er et grundlæggende element i lægernes arbejde, siger Astrid Krag til Radio24syv.

Lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen, mener også, at lægerne skal have indskærpet, at en journal ikke kun er et arbejdsredskab, men også et juridisk dokument, som kan være afgørende bevismateriale i klage- og erstatningssager.

Lægeforeningen erkender, at lægerne har brug for at blive mindet om deres deres ansvar.

- Jeg synes godt, vi kan indskærpe det over for lægerne. Både i forhold til uddannelsen af nye læger og i forhold til at genopfriske det over for de nuværende læger. Vi skal fortælle dem, at journalen også har denne her rolle som juridisk dokument, siger Jette Dam-Hansen, medlem af Lægeforeningens bestyrelse og formand for foreningens Lægeansvarsudvalg.

Hun vil ikke »sende et dekret« ud til sine medlemmer, men mener, ligesom sundhedsjurist Kent Kristensen har foreslået, at de forskellige lægevejledninger og regler skal have indført formuleringer, der påpeger journalernes juridiske aspekt.

De mest typiske eksempler på sager, hvor mangelfulde journaler får konsekvenser, er ifølge flere kilder, Radio24syv har talt med, patienter, der har været ude for et biluheld og fået et piskesmæld. De kan efterfølgende have meget svært ved at få udbetalt erstatning, hvis lægerne har glemt at notere nakke-smerter i journalen.

Danske Patienter foreslår, at man inddrager patienterne løbende i journalføringen, mens de er indlagt, eller når de er på besøg hos den privatpraktiserende læge for at minimere antallet af fejl. Et forslag, som Forbrugerrådet bakker op om. Men det afviser Lægeforeningen.

- Der er en tidsfaktor, vi skal huske på. Vi er nødt til at prioritere vores tid, og det her kan vi simpelthen ikke nå i hverdagen, siger Jette Dam-Hansen.

Heller ikke Astrid Krag (SF) tror på forslaget.

- Jeg har forståelse for, at Danske Patienter gerne ser, at patienterne inddrages i journalføringen og kan se deres journal. Det vil de nye, forbedrede elektroniske patientjournalsystemer, som flere regioner arbejder på at tage i brug, også give bedre mulighed for. Og det vil forhåbentlig betyde, at der vil blive færre tilfælde, hvor patienternes journaler er mangelfulde, siger Astrid Krag (SF) til Radio24syv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.