Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kongehuset: Prins Henrik lider af demens

Prins Henrik, der den seneste tid har skabt furore med sin udmelding om ikke at ville begraves sammen med dronning Margrethe, er dement. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Dronning Margrethe og Prins Henrik til pressemøde tirsdag d. 10. januar på Amalienborg i Christian IX's Palæ i anledning af 40 års jubilæet.
Dronning Margrethe og Prins Henrik til pressemøde tirsdag d. 10. januar på Amalienborg i Christian IX's Palæ i anledning af 40 års jubilæet.

Det er med inderlig beklagelse, at Hendes Majestæt Dronningen har bedt Hofmarskallen meddele, at prins Henrik lider af demens.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Det er et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser fra sensommeren, der har været med til at slå fast, at Prinsen er dement. Og det er et specialistteam ved Rigshospitalet, der er kommet med konklusionen, lyder det.

Udmeldingen kommer, efter der den seneste tid har været en del debat om Prinsen, efter han i starten af august meldte ud, at han ikke vil begraves sammen med Dronningen i regentparrets planlagte fælles gravsted i Roskilde Domkirke. Ugebladet Se og Hør bragte i forlængelse af den udmelding et interview med Prinsen, hvor han forklarede, at hans beslutning bundede i utilfredshed med, at han ikke er sidestillet med sin kone.

»Min kone giver mig ikke den respekt, som en almindelig kone skal give til sin ægtefælle,« sagde prins Henrik i interviewet, der fik stor opmærksomhed både i Danmark og i udlandet.

En uges tid senere deltog kronprins Frederik i et arrangement ved Aarhus Lystbådhavn, hvor han blev spurgt ind til sagen.

»Jeg har kun det at sige, at jeg er rigtig ked af min fars beslutning på rigtig mange områder. Mere kan der ikke siges om den her sag på nuværende tidspunkt,« lød hans kommentar.

Kongehuset gør opmærksom på, at diagnosen demens indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Ifølge Rigshospitalet er omfanget af de kognitive svigt større end forventeligt for den 83-årige prins' alder, og det kan betyde forandringer i hans væremåde, hans reaktionsmønstre, hans dømmekraft og hans følelsesliv.

Dermed kan det også påvirke hans samspil med omverdenen, lyder det i meddelelsen.

Til sidst står der i meddelelsen, at Dronningen og resten af den kongelige familie ønsker, at Prinsen fremover får »den ro, som situationen påkræver«.

 

Efter meddelelsen fra Kongehuset appellerer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til, at offentligheden respekterer den kongelige families ret til privatliv.

»De seneste måneder har ikke været nemme for kongehuset. Det har gjort ondt på mig på samme måde, som jeg er sikker på, at det også har gjort ondt på alle andre, der værdsætter kongehusets virke og hele den kongelige familie. Dronningen har igennem hele forløbet passet sine pligter på forbilledlig vis. Det kan jeg kun have den allerstørste respekt for,« siger han.

Demensdiagnosen betyder, at Prinsen fremover vil neddrosle sine aktiviteter, ligesom der vil blive taget stilling til protektioner og æreshverv. Prins Henrik har ifølge Kongehuset 67 protektorater. Det betyder, at han som en del af den kongelige familie har påtaget sig opgaven at beskytte og begunstige over et halvt hundrede foreninger, institutioner og organisationer i ind- og udland, herunder Røde Kors, Fregatten Jylland og Zoologisk Have.

Prinsen råder også over 60 danske og udenlandske æresmedlemsskaber, bl.a. i Akademi Bocuse d’Or Danmark, samt diverse præsident- og ærespræsidenttitler - eksempelvis som præsident for WWF Verdensnaturfonden Danmark.

I Dronningens nytårstale om aftenen i 2015 fortalte hun, at Prinsen ville trække sig tilbage fra offentligheden og kun i begrænset omfang deltage i officielle begivenheder fremover. Og i foråret 2016 frasagde han sig titlen som prinsgemal, så han nu omtales som prins Henrik, hvilket skulle passe bedre til hans tilværelse som pensionist.

Ifølge Alzheimersforeningen lever 70-85.000 mennesker i Danmark med en demenssygdom, og der er hvert år omkring 8.000 nye tilfælde.

Læs også Thomas Larsens analyse: Modig og nødvendig meddelelse fra Dronningen

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.