Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kommuner: Borgerne skal tvinges til selvbetjening

KL ønsker, at alle borgere skal tvinges til at gå på det digitale rådhus frem for at ringe eller møde personligt op. Forsker advarer mod tvang og anbefaler i stedet incitaments-belønning til netbrugere.

Fra 2015 skal alle danskere ifølge KL tvinges til at kontakte kommunen digitalt, frem for ved at møde op eller at ringe.
Fra 2015 skal alle danskere ifølge KL tvinges til at kontakte kommunen digitalt, frem for ved at møde op eller at ringe.

Danskerne skal fra 2015 tvinges til at benytte digital selvbetjening på internettet frem for at ringe, skrive e-mail eller møde personligt op hos borgerservice. Det mener Kommunernes Landsforening (KL), der opfordrer regeringen til at lovgive, så en række henvendelser som indskrivning af børn i institutioner og skoler samt fornyelse af pas og kørekort alene kan gennemføres fra en computer.

Som omtalt i Berlingske i går står landet over for en IT-revolution, hvor stadig flere offentlige blanketter og ansøgningsformularer bliver lagt ud på kommunernes hjemmesider i perioden 20122015.

KL frygter, at det ikke vil være muligt at opnå en planlagt gevinst på tre mia. kr., hvis borgerne frit kan vælge imellem at klare deres ærinder ved selvbetjening og de nuværende, ressourcekrævende muligheder som breve, telefonsamtaler, e-mail og personligt fremmøde.

- Det er nødvendigt at tvinge borgerne til digitale løsninger, for ellers vil de kun blive benyttet i begrænset omfang. Derfor ønsker vi, at man lovgivningsmæssigt afskærer borgerne fra at benytte al anden form for kommunikation på en række offentlige serviceområder. Ellers vil det ikke være muligt at få frigivet ganske mange ressourcer og få vekslet kolde hænder til varme hænder, siger formanden for KL, Jan Trøjborg (S).

Ifølge en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Berlingske, er 66 pct. af befolkningen enig eller overvejende enig i, at det er en god idé, at henvendelser til offentlige myndigheder fra 2015 fortrinsvis skal ske digitalt via selvbetjening på hjemmesider, mens 31 pct. er negative over for princippet. Og hver tiende dansker kan ifølge Gallup enten ikke finde ud af at bruge en computer eller synes, det er meget svært.

- De, der ikke har evnerne til eller muligheden for at benytte digital selvbetjening, kan gå på biblioteket og få et kursus i at gøre det selv. Den service vil vi fortsat stille gratis til rådighed. Ældre borgere kan ligesom i dag også få hjælp på plejecentrene, siger Jan Trøjborg.

2015 er for tidligt

Erhvervsforsker på Aalborg Universitet, Reimer Ivang, der er ekspert i digitalisering, advarer kommunerne mod allerede i 2015 at lukke for de eksisterende kommunikationsmuligheder. Det bør først ske senere, mener han.

- Nogle af hestene vil gå til truget af sig selv, og på et tidspunkt må vi tage de sidste i tøjlerne og tvinge dem til truget. Men man bør først trække det våben, når man er helt sikker på, at man rent faktisk har nogle digitale løsninger, der fungerer og kan anvendes. I begyndelsen er man nødt til have parallelle processer, for ellers kan det gå som ved den digitale tinglysning, hvor der gik ged i den, da en helt masse mennesker ikke blev betjent, siger Reimer Ivang.

Han anbefaler, at kommunerne i stedet begynder at lokke folk til selvbetjening ved hjælp af incitamentsbelønninger. »Man kunne differentiere servicen, så borgere, der f.eks. indleverer en byggeansøgning digitalt, får afgørelsen langt hurtigere end andre. Jeg tror dog ikke, at rabatter på 50 eller 100 kr. på gebyrer vil gøre den store forskel,« siger Reimer Ivang.

Hensynet til de ældre

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon (S). Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, siger, at det i princippet bør være obligatorisk for borgerne at benytte digital selvbetjening.

- Grundlæggende er ideen god nok, for der er ingen tvivl om, at det er den her vej, vi skal gå. Men man skal selvfølgelig tage hensyn til de borgere, bl.a. ældre, der ikke har adgang til at bruge PC eller ikke kan finde ud af det. Vi må finde nogle løsninger for dem, og det ved jeg også, at kommunerne er meget optaget af, siger John Dyrby Paulsen.

Socialordfører Tom Behnke (K) er imod tvang og afviser, at frivillighed vil give et begrænset antal digitale brugere.

- Det er supergodt med en digitalisering, der gør det nemmere for borgerne og også kan give en række besparelser for kommunerne. Men det må aldrig blive sådan, at man som borger er hægtet af, hvis ikke man lige er i stand til at håndtere den digitale udfordring. Det offentliges fornemmeste opgave er at servicere dem, der har brug for hjælp. Derfor skal man fortsat kunne henvende sig pr. telefon eller brev, siger Tom Behnke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.