Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Københavns Kommune brænder originale hustegninger: »Det skærer mig i hjertet«

En tredjedel af de originale tegninger over Københavns bygninger er gået op i røg, og det er helt bevidst. Nu vil politikere stoppe det.

Den Kommunale Søbadeanstalt ved Gasvaerkshavnen fra 1902. Udateret tegning fra 1902. Foto: Scanpix
Den Kommunale Søbadeanstalt ved Gasvaerkshavnen fra 1902. Udateret tegning fra 1902. Foto: Scanpix

Disse år udspiller der sig en større kamp mellem det digitale og papiret. Den kamp er også nået til Københavns Kommune.

Kommunens originale tegninger over byens huse er i mange år blevet opbevaret i fysiske rum, men i takt med kommunens digitalisering af materialet, bliver de originale tegninger nu brændt. En tredjedel af tegningerne er allerede blevet brændt, og det samme vil ske for resten, når de har fået digitalt liv - hvis det står til Københavns Kommune.

Historiker Jes Fabricius Møller siger til P1 Eftermiddag, at »det skærer mig i hjertet, at det skal destrueres«, og lektor Nan Dahlkild ved Københavns Universitet siger til radioprogrammet, at »selv i de bedste digitaliseringer er der informationstab«.

De to påpeger, at en scanning kan gengive et billede, men ikke gengive detaljer som papirkvalitet og håndskrevne noter på bagsider - den patina, som nogen vil kalde papirets sjæl.

Københavns Kommune er ikke blevet pålagt at destruere de originale tegninger, men har selv valgt det. Stadsarkivet nævnte i en udtalelse, at tegningerne kunne bortskaffes efter endt scanning, og Københavns Kommune mener, at kvaliteten af de scannede tegninger er høj.

Enhedschefen for byggesagsdokumentation i Københavns Kommune, Michael Andersen, siger til P1:

»Vi henholder os bare til den tilladelse, vi har fået«.

Men nu sætter flere københavnske politikere hælene i, blandt andet Københavns Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL). Han siger til TV2 Lorry:

»Der gemmer sig uvurderlige skatte i form af originaltegninger i vores byggesagsarkiv. Så snart jeg hørte om destruktionen af de originale tegninger, satte jeg øjeblikkeligt en stopper for den praksis. Nu trækker vi i arbejdstøjet og finder en løsning, så materiale med historisk værdi bliver bevaret.«

Tegningerne er blot det seneste eksempel på offentlig papirdestruktion. F.eks. findes fortegnelserne over, hvem der ejer hvilke ejendomme i Danmark kun digitalt i dag.

Da de 10.000 tingbøger – nogle helt tilbage fra 1927 – blev digitaliseret, blev de fysiske tingbøger brændt. Det antændte en større politisk diskussion på Christiansborg om, hvornår papirer er bevaringsværdige. Dengang vandt digitaliseringen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.