Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Københavnere strømmer til Torvehallerne

Torvehallerne tæt på Nørreport Station i København åbnede fredag for forventningsfulde forbrugere, der kom for at bese og smage på alle herlighederne i Københavns nye spisekammer.

Fredag d. 2. september åbnede torvehallerne på Israels plads i København med gourmetvarer af forskellige slags.
Fredag d. 2. september åbnede torvehallerne på Israels plads i København med gourmetvarer af forskellige slags.

Christen Olsen var stadig en halv time før den officielle åbning af Torvehallerne kl. 10.30 på Israels Plads i fuld gang med at stille sine cirka 60 forskellige krydderurter frem i rene, lyse trækasser på sin stade C.O. Torvemarked.  

Hænderne arbejdede hurtigt for at få sat velduftende chokolademynte og hærdet kørvel frem til de københavnske forbrugere, der her kan få en smagsprøve på nogle nye – og mere eksotiske - krydderurter til gryderetten og desserten, end dem, de kan købe i supermarkederne.

- Jeg er meget spændt, og jeg føler, at en ring er sluttet nu. Jeg er fjerde generation af gartnere, og min oldefar stod her på denne plads og solgte grøntsager fra sin hestevogn for mange år siden. Det var på tide, at København fik en stor markedsplads igen, hvor vi kan komme tæt på forbrugerne og introducere nye kvalitetsvarer for dem, sagde Christen Olsen og kæmpede videre mod uret.

Og han var ikke alene. Rundt omkring i de to store glashaller på samlet 2.400 kvadratmeter manglede flere boder en allersidste kærlig hånd, hvilket dog ikke afholdt et stort opbud af unge, ældre, høje og lave københavnere fra at samles om bodernes udbud af friske råvarer.

Duften af fisk, frisk kød, oliven, ost, brød, friskmalet kaffe, chokolade, grøntsager og krydderier blandede sig med lugten af en grill, der i kampens hede fik lidt for meget kul på et sted på den åbne markedsplads mellem de to haller.

Forventningens glæde

Det er mere end 50 år siden, at Israels Plads dannede rammen om et marked – dengang et grønt-torv – og mange af dem, der var mødt op til åbningen, var enige om, at det kun er glædeligt, at pladsen nu igen bliver centrum for velsmag.

 

Deriblandt den 25-årige Kirstine Dahl og hendes mand, Anders Dahl, der bor i indre by. Torvehallerne lever umiddelbart med sine knap 100 stader – og plads til flere – op til deres forventninger.

- Der er et kæmpeudbud af madvarer, som man ikke ser i supermarkederne. Jeg er ikke sikker på, at vi vil lave alle vores daglige indkøb her, men det er bestemt et sted, hvor man kan blive inspireret, sagde Anders Dahl, der fik sig et stykke frisk fisk med hjem fra hav.dk, hvor der var run på for blandt andet at erhverve sig tre friske fiskefrikadeller for 40 kr.

Selv om stemningen også bar præg af, at alting er meget nyt – og endnu lidt for sterilt, velordnet og retlinet til for alvor at emme af internationalt foodmarket – så var også den 43-årige Stine Øvre fra Østerbro begejstret for Torvehallernes indretning og ”mission”.

- Man får en fornemmelse af, at man kan gå herind og få en fornemmelse af, hvad der rykker inden for fødevarer lige nu. Her er kvalitet, og så er der smukt, sagde hun, mens hun valgte oliven ud blandt de mere end 30 forskellige slags, som forhandles hos Stig’s Oliven.

- Jeg håber bare, at de stader, der endnu ikke er udlejet, kan bruges til at forskellige forhandlere kan komme ind i kortere perioder ad gangen, så der hele tiden sker noget nyt her. Jeg tror, det er vigtigt, at man bliver ved med at overraske for at holde liv i stedet, sagde Stine Øvre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.