Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

København melder ud: Vil bruge 18 millioner kroner på fire kampe ved EM i fodbold

København vil bidrage med 18 millioner til bl.a. renhold og sikkerhed, når EM i fodbold kommer til byen i 2020 med fire kampe. DBU selv budgetter med 60 millioner kroner for at afvikle hele arrangementet.

Hvem ved, måske kommer den franske fodboldkomet Kylian Mbappe og resten af Les Bleus til København i 2020. 
Hvem ved, måske kommer den franske fodboldkomet Kylian Mbappe og resten af Les Bleus til København i 2020. 

Københavns Kommune regner med at bruge omkring 18 millioner kroner på at være værtsby for fire kampe, når en af verdens største sportsbegivenheder, EM i fodbold, kommer til byen i 2020.

De tre puljekampe og en ottendedelsfinale i juni-juli om tre år bliver spillet i København i anledning af, at det til den tid er 60 år siden, at det første EM i fodbold blev afviklet i Frankrig i 1960.

Slutrunden 2020 bliver derfor spillet i hele 13 af det europæiske fodboldforbund UEFAs medlemslande, og de fire kampe herhjemme bliver alle spillet i Parken.

Dansk Boldspil-Union (DBU) vandt i 2014 med støtte fra Københavns Kommune og Sport Event Danmark retten til at være vært for kampene.

På et møde torsdag skal kommunens kultur- og fritidsforvaltning tage stilling til, om udvalget skal nikke ja til en indstilling om, at kommunen bruger 18 millioner kroner på, at det bedste af europæisk landsholdsfodbold kommer til byen.

Kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), forventer, at der vil være politisk opbakning til et ja, således at kommunen kan leve op til de forpligtelser, der følger med at være såkaldt Host City.

Er det tilfældet, skal beslutningen til videre behandling i økonomiudvalget og borgerrepræsentationen.

»Det, at EM kommer til byen, det er der bred opbakning til,« vurderer han:

»Men når der er mange mennesker i byen, så koster det selvfølgelig noget.«

  • 8,2 millioner kroner vil kommunen give i tilskud til DBU, der står for at afvikle og arrangere de fire kampe.
  • 7,7 millioner kroner går til kommunens teknik- og miljøforvaltning, der skal stå for alt fra toiletter, afspærring, el, vand, renhold osv. omkring Parken og Fælledparken.
  • Endelig vil kommunen bruge 2,1 millioner kroner på det, der hedder borger- og foreningsrettet aktivering.

»Disse penge skal bruges på at aktivere og involvere borgere, foreninger og klubber. Altså bruge den her event til at sikre, at børn og unge begynder at dyrke mere motion og begynder at interessere sig for fodbold, foreningsliv og klubliv,« lyder det fra Carl Christian Ebbesen.

Udgifterne kan dog stige pga. terrortrusler, fremgår det af indstillingen.

»Kravene til sikkerhed og beredskab forventes øget frem mod 2020 i lyset af de terrorhandlinger, som har ramt det europæiske kontinent i løbet af de seneste år. Det kan derfor heller ikke afvises, at denne udvikling vil kunne påvirke både Host City Budget og Københavns Kommunes interne budget til borgerrettet aktivering i byrummet, etablering og drift af den officielle fanzone mv. negativt. Dertil kan der komme ekstraudgifter til Hovedstadens Beredskab, i det omfang EM 2020 medfører beredskabsopgaver ud over, hvad der er grundlag for at dække gennem kommunernes fælles bidrag til beredskabet,« hedder det.

Carl Christian Ebbesen er sikker på, at slutrunden vil være en gevinst for byen.

»Så stor en event vil gøre, at der vil komme rigtig mange besøgende til København,« siger han:

»Jeg håber, at vi kan genskabe noget af den jubelstemning, som vi havde i 1992, da vi vandt EM i fodbold. Kan vi det, bliver det en fantastisk oplevelse for alle. Og giver øget omsætning til byen.«

Der er mulighed for, at afviklingen af de fire kampe vil finde sted nogenlunde samme tid, som Tour de France bliver skudt i gang fra København. Byen har sammen med en række andre danske kommuner og den danske stat søgt arrangørerne af løbet om tilladelse til at lægge asfalt til Touren.

Danmark meldte sig i fjor som bejler til at afvikle Tourens tre første etaper – den såkaldte Grand Départ – i 2019, 2020 eller 2021.

København er, som tidligere beskrevet i Berlingske, klar til at bruge op mod 25 millioner kroner på at lægge asfalt til en åbningsetape i verdens største cykelløb.

Det er da til at få sved på panden af for København, to så store arrangementer samme sommer?

»Vi har gode erfaringer med at afvikle store events her i byen. Vi er vant til det. Men lad og nu se, der er stadig lang vej med Tour de France,« mener han.

DBU budgetterer med 60 millioner kroner for at kunne afvilke hele EM-arrangementet.

DBU forventer ifølge indstillingen at kunne få 23 millioner i offentlige tilskud. København ser som sagt positivt på at bidrage med de 8,2 millioner kroner, mens Region Hovedstaden i juni sagde ja til at bidrage med 3,9 millioner kroner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.