Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

Kjeld Holm - præsteprovo, politiker, polemiker?

Meningerne om Kjeld Holm, der søndag holder sin sidste påskegudstjeneste som biskop, er mange. Men hvad enten han debatterer homovielser eller asylpolitik, sker det med afsæt i barndomsminderne fra en lille landsby tæt på den helt bogstavelige grænse.

Kjeld Holm stopper som Biskop for Aarhus Stift. Til BM
Kjeld Holm stopper som Biskop for Aarhus Stift. Til BM

Jerusalem har sin grædemur. Diernæs, Kjeld Holms sønderjyske hjemby, havde sit Grædebjerg. Den lille flække mellem Haderslev og Aabenraa var som resten af det østlige Sønderjylland omringet af grønne enge og fagre bakker, som forfatteren Edvard Lembcke skrev.

Lige Grædebjerget var ifølge legenden dog ingen fager forhøjning. Ifølge den uddøde landsbyen under den sorte død, så der til sidst kun var to forældreløse børn tilbage, som valgte at sætte sig op på bakketoppen for at kigge ud over det døde landskab. Og græde.

»Sommetider syntes jeg i min barndom, at jeg de sene, mørke novemberaftener kunne se de to børn sidde og krybe sammen på toppen af bakken,« fortæller Kjeld Holm i dag.

Den triste vandrehistorie har gjort et varigt indtryk på ham, og dengang som i dag har han det med at projicere den over på sin egen opvækst i den lille by, som han også selv oplevede som formørket og trist.

»Retrospektivt kan jeg ikke huske nogen glade begivenheder fra de første fem år, jeg gik i skole i det her landsbysamfund, der var sig selv nok. Naturligvis har der været sjove øjeblikke og glade stunder, men det, jeg husker, er mobningen. Indelukketheden.«

Kjeld fik klø, og »jeg var aldrig god til at slås«. I det sociale hierarki hørte familien godt nok til i toppen, men det var måske problemet. Faderen var mejeribestyrer, mens flertallet af indbyggerne var bønder. Og fodermestersønnerne kunne slå fra sig. Som søn af en tysk mor skulle man måske tro, at det faktum også gav anledning til drilleri, men det hørte han derimod ikke for. Stærkt påvirket af omgivelserne, som moderen var, sagde hun hver gang, familien krydsede Kongeåen på vej tilbage til Diernæs, at »nu kører vi ind i det genvunde land«, og hjemmet karakteriserer Kjeld Holm i det hele taget som »super nationalistisk.«

Faderen definerede tre afgørende øjeblikke i sit eget liv: Genforeningen i 1920, befrielsen i 1945 – og slutteligt lille Kjelds fødsel.

Netop spørgsmålet om »det nationale« og menneskene nederst i samfundets sociale hierarki skulle senere blive et omdrejningspunkt for hans ageren i den offentlige debat. For hvad man blot skal tale med Kjeld Holm i få minutter for at opdage er, at han som få kan motivopklare sin egen adfærd og holdninger i forhold til sin opvækst i det lille, lukkede nordslesvigske efterkrigstidssamfund. Holdninger, som ofte har medført kontroverser, ikke mindst blandt kollegerne.

For tror man, at alt konsekvent ånder fred, fordragelighed og forkyndelse i folkekirken, skal man blot slå navnet »Kjeld Holm« op i Kristelig Dagblads søgefelt. Så får man sin overbevisning afkræftet. Her har vi at gøre med en mand, der af dele af gejstligheden hyldes som den progressive kirkes frontfigur, mens andre kalder ham alt fra provokatør til en såkaldt »udbryder«. Ligesom han af utallige politikere og teologer gennem mange år er blevet beskyldt for at være mere politiker end præst, ikke mindst når han har kastet sig ind i asyldebatten eller talt til demonstrationer mod alt fra Irak-krig til nye familiesammenføringsregler. For ikke at tale om, at han i næsten to årtier før vedtagelsen var en aktiv fortaler for homoseksuelle vielser i Folkekirken og blandt de biskopper, der senere forfattede det homoseksuelle vielsesritual. Så undgår man ikke at blive kontroversiel i kirkekredse.

»Det er noget pjat, at religion og politik skal adskilles. Hal Koch, som jeg desværre aldrig har mødt, sagde engang, at kristendom og politik ikke kan adskilles, for begge dele har at gøre med omgangen med ens medmennesker,« siger han:

»Dem, der kritiserer mig for at blande religion og politik sammen, gør det jo selv i udtalt grad. De vil bare ikke være ved det.«

Aldrig har han været bleg for at agitere med baggrund i sin opvækst. Som når han fortæller om en af sin mejeristfars tysksindede leverandør fra nabobyen.

»I 1930erne og 40erne kom mine forældre ikke sammen med ham og konen, for han havde et billede af Hitler hængende i stuen. Men da der efter befrielsen kom pres på de små mejerier for at fusionere, stod den her tysksindede bonde ubrydeligt ved min fars side. Det lokale suspenderede altså indimellem det nationale tilhørsforhold. Og det lærte mig, at man jo godt kan have sin identitet bundet til andet end sin nationalitet.«

Kjeld Holms egen identitet er i dag i høj grad præget af opvæksten i Diernæs. Men for den unge Kjeld handlede det dengang blot om at komme væk.

»Det lå dybt i mig, at jeg i hvert fald skulle nå længere, end de andre. End bøllerne. Det var en ambition. Jeg ville ikke blive i den landsby, og jeg havde en enorm udlængsel, der til dels var skabt af min kærlighed til litteraturen. Det var igennem den, at dørene blev slået op til verden.«

»Vi brød op og kørte tilbage til byen og fortsatte festen i gården hjemme hos mig. Der var en lunhed og læ mellem murene, og al dagsvarmen sad i dem endnu. Aftensolen farvede toppen af kastanjetræet og fik det til at skinne med en gylden glans.«

Tage Skou-Hansen, På sidelinjen (1997)

Ovenstående scene er fra Åboulevarden i Aarhus. Den by, Kjeld Holm som 20-årig erstattede Diernæs som hjemby med, og som han som snart 70-årig endnu er biskop for et stykke tid endnu. »En sindstilstand« kalder han Smilets By, der også for ham har været ramme om mange lune og festlige aftener a la den, Tage Skou-Hansen beskriver. Ja, endnu i dag husker han den første.

»Om aftenen gik min gode ven og jeg op for at besøge en kammerat, der var flyttet på kollegium i Trøjborg (højtliggende Aarhus-bydel, red.). Vi kendte ikke byen og gik derud med kort, og da det pludselig var mørkt, var vi kommet uden for byen. Så sagde min ven til mig, at »jeg er bange for, at vi har bevæget os uden for Manhattan!« Ja, sådan oplevede vi det. Det var byen med de uanede muligheder!« gestikulerer han.

Kjeld Holm er ellers ikke en mand af store fysiske armbevægelser. Hver gang et dybere svar skal formuleres, fletter han fingrene til en knyttet hånd, som han placerer foran munden, hvorved panderynkerne i det furede ansigt lægger sig i endnu dybere folder. Og ud af munden og igennem fingrene flyder så ord og talelyde, der for længst er gledet ud af mange danskeres talesprog. Et »endsige« her, et »græde« eller »rædsomt« udtalt med fonetisk korrekt æ-lyd, der. R-a-e-dsomt.

På Aarhus Universitet begyndte han først på danskstudiet, men mødet med »metropolen« bød på så mange flere tilbud, end det, Diernæs havde budt på, og han havde svært ved at komme op om morgenen til andet end litteraturhistorie. Dansk blev skiftet ud med idéhistorie og senere en teologisk tillægseksamen, og Kjeld Holm valgte dermed akademikervejen i en tid, hvor universitetet ellers ikke normalt var forbeholdt mejeristsønner fra Sønderjylland. Men hans interesse for litteraturen var kun blevet større, siden han i barndommen lyttede fortryllet med, når lærerens indremissionske kone læste højt.

»Det at studere, fordybe sig og formidle havde jeg en stor interesse for, og ja, jeg kunne heller ikke blive andet. Jeg kunne ikke slå et søm i to brædder, uden at det blev skævt. Har aldrig været praktiker. Til sløjdtimerne på Realskolen, åh, med den ellers kærlige og omsorgsfulde lærer, var det jo helt pinligt, hvad jeg præsenterede ved høvlebænken. Og jeg har aldrig duet til det siden, og har heller ikke gjort noget for at slippe ud af den rolle.«

For glæden ved litteraturen holdt ved. 3.000 bind rummer hans bogsamling i lejligheden og sommerhuset – 5.000 styks måtte han skille sig af med, da han flyttede fra embedsboligen. Stuereolen omfatter alt fra James Joyces berygtede, nærmest ulæselige »Ulysses« til Yahya Hassans digte og en bog om ledelse. Det ser ud, som om han kender hver bogs placering, og når han åbner en ny, er det ikke svært skimte et svagt opadgående smil i mundvigen hos ham. Af hukommelsen citerer han med lethed dén passage i Johannes V. Jensens »Kongens Fald« eller dén strofe af Benny Andersen.

Studietiden bød også på mødet med de fire såkaldte Aarhusteologer, der i sidste århundrede satte et stort præg på dansk filosofi og teologi. Særligt den ene, Johannes Sløk, blev en mentor og ven for livet, en aldersforskel på 29 år til trods.

»Man skal have oplevet tiden og de der giganter for at se, hvorfor de i den grad kunne komme til at betyde så kolossalt meget for en. Sløk havde en fantastiske evne til at formidle også det allermest vanskelige stof og til at gøre det med en stor elegance. Hans ironi og humor og indimellem altfortærende, ætsende sarkasme gjorde ham til et fascinerende menneske. Det var der nogen, der blev frastødt af, men det tiltalte altså mig.«

Sidstnævnte evner tog han til – og med – sig, når han sidenhen har gebærdet sig i den offentlige debat.

Ikke mindst de utallige gange, han har krydset klinger med først og fremmest teolog og tidligere sognepræst og folketingsmedlem Søren Krarup. Begge har gennem de sidste mange år løbende på avisernes debatsider redegjort for deres dybe uenigheder, såvel som givet eksempler på deres skarpe pen og talent for både polemik og sarkasme. Som da Krarup ved Holms indtrædelse som formand for Institut for Menneskerettigheder sagde, at »jeg ved ikke, om han kan øge antallet af tåbeligheder og fejlvurderinger (…), men han vil utvivlsomt gøre sit bedste,« eller da Holm i forbindelse med en ledig bispestilling i Ribe sagde, at »jeg kan se, at han (Krarup, red.) med vanlig beskedenhed skriver, at han selv er for gammel. Det kunne jo også tænkes, at ingen var interesseret i ham.«

»Sløk lærte mig en hel del. Og jeg har et polemisk talent,« siger Kjeld Holm med et slet skjult smil, konfronteret med et eksempel.

Hvor Søren Krarup selv er ud af et præstehjem, stod det mere hen i det uvisse, at Kjeld Holm en dag skulle ende med at iklæde sig en præstekåbe. Vel er han ud af et kristent hjem, og i barndommen blev der vintrene igennem holdt bibelmøder i en sal over faderens mejeri. Men selvom tanken om præsteembedet havde strejfet ham, var det først, da en stilling som hjælpepræst i Aarhus-bydelen Vejlby bød sig, at han gik gejstlighedens vej.

»Det var en verden, der åbnede sig. Vores tilværelse beror på tilfældigheder, det har jeg altid ment, og det var det her også et udtryk for.«

Kort tid efter blev han sognepræst for det nye Ellevang Sogn i Risskov. Som en helt ny kirke fik han dermed mulighed for at sætte sit eget præg uden hensyntagen til tidligere sognetraditioner. Det betød foruden højmessen om søndagen debat- og litteraturaftener i hverdagene, og han fortsatte der i 20 år, indtil han for 21 år siden blev valgt til biskop for Aarhus Stift.

»Vend fra din Sjæls Elende
mod Dagens Lys dit Blik.
Du var din egen Fjende.
du selv var Ormens Stik (…)
Paa egen Navle stirre
er kun et ringe Liv,
i egne Saar at pirre
et daarligt Tidsfordriv...«

Otto Gelsted, Salme (1922)

For Kjeld Holm har engagementet altså aldrig begrænset sig til prædikestolen i Aarhus’ gotiske katedral. Særligt i debatten om homoseksuelle ægteskaber og om integrations- og asylpolitik har han konsekvent talt for mere udsyn mod verden og det anderledes, som det, Otto Gelsted skriver om i ovenstående digt, selvom kommunistiske Gelsted bestemt ikke var religiøs som Holm. Det har givet ham venner og fjender. I sin første erindringsbog, »Åbne Døre«, fortæller han om en præstekollega, der havde navngivet en bunke sten i sin have for hver aften at gå ud og med selvtilfredshed pisse på dem.

»Ofte har jeg overvejet, om det var et eksempel til efterfølgelse. Et originalt mentalhygiejnisk tiltag, der givetvis ville være i stand til at modvirke depression, nedslidning og stress. Men der er for langt til markerne for de fleste mennesker i dag, også for mig. Stenene kunne jeg ellers sagtens finde navne til.«

Hans sociale indignation fødtes på nærmest poetisk vis i barndommen. Nemlig i mødet med fodermesterbørnenes vilkår. Bøllerne og mobbernes vilkår.

»I fodermesterhjemmet i Diernæs drev fugten ned af væggene, og børnene var beskidte, hostede af deres astma og fik tæsk. Da tænkte jeg, at der er et eller andet i vejen med et samfund, hvor der er så stor forskel på folk. Det kan da ikke udelukkende være deres egen skyld.«

I hans eget hjem herskede der også indimellem bedrøvelighed, for faderen led af »humørsyge«, som de kaldte det dengang. På grund af tidens overhængende trusler om mejerifusioner, og faderens deraf følgende frygt for Diernæs Mejeris fremtid, afhang det psykiske klima i hjemmet i høj grad af, hvilke karakterer faderens produkter fik til de ugentlige ostebedømmelser.

»Torsdag formiddag var et helvede, for så sad han og ventede og var bekymret i forvejen, og hvis resultatet så var dårligt, var han i skidt humør i flere dage efter. Han havde depressive træk og var sortseer. Syntes, han var født for tidligt og havde nået for lidt, men gav aldrig udtryk for, at han var trist. Der kunne godt gå to til tre uger, hvor han ikke sagde to ord.«

Men hvad ikke dræber dig, gør dig stærkere, lyder en fortærsket talemåde, der dog ikke desto mindre har sin berettigelse. Barndommens modløshed vendte Kjeld Holm til kampmod og engagement, og foruden sine præsteembeder har han bestredet formandsposter i blandt andre Præsteforeningen, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Institut for Menneskerettigheder og senest Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus. Man fornemmer, at det at engagere sig for ham skal ses som livets salt, også selvom hans offentlige rolle og klare holdninger til ikke mindst indvandring har haft sine konsekvenser.

»Pornoblade er blevet sendt hjem til os, jeg har modtaget dødstrusler og sågar en dødsanmeldelse på min kone, og det var da ubehageligt, særligt fordi hun på det tidspunkt havde gennemgået et forløb med en kræftsygdom.«

Han siger selv, at han aldrig har sovet dårligt over det.

»Og det har i hvert fald ikke fået mig til at tie stille. Så har de jo vundet, for det er jo nøjagtig det samme, som når terrorister vil lukke munden på karikaturtegnere.«

»Der er meget jeg kan forestille mig anderledes
en anderledes sommer i Danmark
anderledes priser på bøger og øl
en anderledes regering (…)
Altundtagen dit ansigt
Dit ansigt kan jeg ikke forestille mig anderledes …«

Benny Andersen, Ansigtet ved ansigtet (1979)

31. juli er Kjeld Holm færdig som »den samlende figur i Stiftet i alle spørgsmål, der vedrører det kirkelige liv«, som der står på biskoppens officielle hjemmeside. Otiummets frihed venter. Men man skal ikke idyllisere det at blive ældre, siger han. Fysikken bliver ringere, og tiden er knap.

Alligevel er der bestemt begivenheder at se frem mod. Forhåbentlig spiller yndlingsholdet AGF sig snart tilbage i Superligaen. Og endnu vigtigere – selvom fodbold unægtelig har en stor plads i hans hjerte – kan han om to år fejre guldbryllup med sin hustru, Birthe, som har fulgt ham, siden før han var præst. Men altid som agitator. Sådan som han genfortæller deres første møde – som med alle begivenheder med eksakt dato – kan man i hvert fald vide sig sikker på, at hun vidste, hvad hun gik ind til.

»Jeg er til en fastelavnsfest på Børglum Kollegiet, det er den 26. februar 1966, og der bliver drukket øl og snaps. Vi diskuterer Vietnamkrigen, bølgerne går højt, og åbenbart må jeg have brugt nogle teologiske fagudtryk, selvom jeg ikke var startet på teologi, for ikke desto mindre prikker en mig på skulderen, og jeg ser et kønt pigeansigt. »Læser du teologi,« spørger hun. »Ja, det står på mit årskort,« svarer jeg for at være så ærlig som muligt. »Jamen, skal du være præst?« Det kunne jeg jo ikke udelukke, og hun sagde, at hun havde altid ønsket sig at blive gift med en præst. Så det blev vi så også året efter.«

Siden da har Birthe, som er uddannet lægesekretær, stået fast ved hans side under alle offentlige stormvejr og er blot »blevet sur«, som han siger, når dødstruslerne er blevet meldt. Og hun kan være sikker på, at han vil fortsætte med at give sin offentlige mening til kende - »hvis nogen da gider høre på mig« - om politik også i fremtiden. Folkekirken derimod »lukker han døren til« den 31. juli. Han vil stadig komme i kirke, men ikke ytre sig offentligt om den. Så hvad skal tiden så ellers gå med?

»Den gode ven, jeg fulgtes med til Trøjborg den 31. August 1965, og som kaldte Aarhus for Manhattan, gik af som provst for et par år siden, og da han blev stillet det samme spørgsmål, sagde han, at han ville sætte sig i sin gyngestol og efter et par måneder overveje også at gynge.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.