Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kirken byder indenfor til dialog med døde dyr

Er der plads til telepati og kontakt med døde heste i folkekirken? Det er spørgsmålet, efter at en kirke på Vestsjælland forleden lagde bænke til et arrangement med en dyretelepatør, der angiveligt forstår sig på at kommunikere med såvel levende som døde skabninger.

ARKIVFOTO af kirke i Hedehusene. I Gislinge Kirke på Vestsjælland slog ­sognepræsten forleden dørene op til ­dyretelepati
ARKIVFOTO af kirke i Hedehusene. I Gislinge Kirke på Vestsjælland slog ­sognepræsten forleden dørene op til ­dyretelepati

I Gislinge Kirke på Vestsjælland slog ­sognepræsten forleden dørene op til ­dyretelepati, hvor omkring 125 fremmødte i tre timer kunne stifte bekendtskab med dyretelepatør Ditte Young, der angiveligt kan kommunikere med såvel døde som levende væsener.

Sognepræst Dorthe Taulov selv har tidligere­ benyttet sig af Ditte Youngs telepati i forbindelse med en pony. Torsdag i sidste uge kom Ditte Young i Gislinge Kirke i kontakt med et par af de fremmødte gæsters døde heste, som gæsterne havde medbragt billeder af. Dyre­telepatøren var bl.a. i forbindelse med en vallak, der fremstod »som en frisk prins«, som fra det hinsides besværede sig over, at det havde været nødvendigt at aflive den.

Dorthe Taulov beskriver sig selv som et åbent og nysgerrigt menneske, der er interesseret i det alternative. Men måske var hun lidt for alternativ, da hun bød til »Noget om strudse og himmelhunde«, som arrangementet hed. I hvert fald har biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, budt hende til en tjenstlig samtale. Bl.a. for at få klarlagt, hvad hun ville opnå med arrangementet. Et arrangement, hvis indhold umiddelbart virker uforeneligt med hele den luthersk-evangeliske kirkes bekendelsesgrundlag. Her bliver der hverken snakket med døde heste eller døde mennesker.

»Jeg vil gerne høre hendes reflektioner over foreneligheden mellem sådan et arrangement og folkekirkens bekendelsesgrundlag,« siger biskoppen.

»Det, der er problemet her, er kontakten med afdøde. Hvad enten det er mennesker eller dyr. Det ligger uden for vores normale måde at tænke på i folkekirken. Tanken om at kommunikere via medier med afdøde står for mig at se i et spændingsforhold til folkekirkens bekendelsesgrundlag.«

Biskoppen tilføjer, at »kirkebygningen nok ikke har taget skade af« arrangementet, som oprindelig var planlagt til sognegården, men på grund af den store interesse blev flyttet til selve kirkerummet.

Han afviser, at sagen med Dorthe Taulov begynder der, hvor sagen om en anden sognepræst i hans stift, Annette Berg fra Vig, sluttede. Hun lod i 2015 forstå, at hun var åben over for tanken om reinkarnation. Det førte til stor debat og alvorssamtaler med biskoppen. Annette Berg er dog stadig præst i Vig.

»Det ene drejer sig om en præsts udtalelser om sin tro. Det andet om et arrangement, som præst og menighedsråd har inviteret til i sognegården,« siger han.

De senere år har der været indtil flere eksempler på, at kirkerummet bliver brugt til arrangenter eller personer, der vækker anstød.

Sidste år var der en heavymetal-koncert i Langenæskirken i Aarhus, og tidligere i år vakte det opsigt, da Teatret Svalegangen åbnede dørene til Aarhus Domkirke til forestillingen »Befri Gudstjenesten«, hvor den kvindelige imam Sherin Khankan holdt prædiken.

Dorthe Taulov erkender, at der ikke er traditioner for bl.a. telepati i folkekirken.

»Det er rigtigt, men fordi der ikke er tradition for det, betyder det jo ikke, at det ikke eksisterer,« siger hun.

»Jeg ved godt, at jeg her går til kanten. Jeg vidste da godt på forhånd, at det her kunne vække røre. Men jeg står 100 procent ved det.«

Præsten understreger, at »jeg bekender mig til den lutherske tro«.

»Jeg har mine ben solidt plantet i den kristne tro. Jeg bekender mig ikke til det alternative, men jeg er ikke et lukket menneske, jeg er åben og interesseret,« siger hun.

»Jeg kender til telepati og dermed også det alternative. Jeg oplever overnaturlige ting. Derfor er jeg alligevel et rationelt menneske. Men måske har jeg evner til at opleve ting, som andre ikke har.«

(Artiklen fortsætter under tegningen)

Tættere på det folkelige

Kirkeekspert og lektor på Københavns Universitet Hans Raun Iversen er forsigtig med at læse en stor historie i en enkelt begivenhed i et lille sogn på Vestsjælland. Men som han ser det, er der »i disse år et forsøg fra kirken på at komme tættere på det folkelige«.

»Man forsøger i højere grad at få de folkelige, eksistentielle vibrationer ind i kirken. Forbindelsen til det, der tidligere blev kaldt det folkelige overdrev, er blevet tættere. Folk ser spøgelser og oplever onde ånder. Det taler man åbent om, og man tager det alvorligt, i det omfang folk mener det alvorligt,« siger Hans Raun Iversen.

»Men med hvilket sigte inviterer man indenfor? For at skabe dialog eller for at finde en anden vej til kristendommen ved hjælp af sådan noget som clairvoyance? Egentlig siger Luther det meget godt, når han spørger, »driver det mod Kristus?« Er det tilfældet, kan det sagtens være godt for kirken.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.