Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kan man virkelig løfte en skoletræt teenager to hele klassetrin på to uger?

Der er tvivl om langtidseffekten af intensive læringsforløb som Løkkefondens DrengeAkademiet. Undersøgelser peger på, at opfølgning er essentiel for de unge. »Hvis der intet er, så er der simpelthen ingen effekt,« siger forsker.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte under valgkampen i 2015 Kasper, der har været på Løkke Fondens drengeakademi. Her får unge drenge, der har det svært i skolen, redskaber til at klare sig bedre.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte under valgkampen i 2015 Kasper, der har været på Løkke Fondens drengeakademi. Her får unge drenge, der har det svært i skolen, redskaber til at klare sig bedre.

Flere og flere skoletrætte teenagere får i disse år muligheden for at komme på en camp i to-tre uger, hvor de i et intensivt læringsforløb ofte opnår bemærkelsesværdigt flotte faglige og personlige resultater. På bare få uger kan de lære det samme i læsning, stavning og matematik, som de normalt ville have brugt to skoleår på at lære.

Siden Løkkefonden afholdt det første DrengeAkademi for 100 skoletrætte drenge i sommerferien 2012, har lignende projekter spredt sig i blandt andet København, Kolding, Esbjerg, Tønder og Høje Taastrup.

Men ingen kender langtidseffekterne af de intensive forløb. En ny rapport fra DPU, Aarhus Universitet, peger på, at den rette opfølgning er afgørende for, om drengene kan vedligeholde den faglige og personlige succes. Hvis ikke der sker nogen opfølgning, viser undersøgelsen, at turboforløbet ligefrem kan have en negativ betydning for drengene.

»Vi kan konkludere, at opfølgning er virkelig afgørende. Nogle kommuner er meget opmærksomme på drengene og sikrer intensiv opfølgning, andre kommuner ved dårligt, at en ung fra deres kommune har været af sted på camp. Der er meget, der tyder på en blivende positiv effekt, hvis kommunen, skolen eller andre omkring den unge formår at holde eleven fast på det, han har lært. Men hvis der ingen støtte er, bliver campen bare et kort glimt, en rar og sjov ferielejr, hvor man hurtigt glemmer det, man har lært,« siger lektor Frans Ørsted Andersen fra DPU, der sammen med specialestuderende Caroline Bjerre Madsen har stået bag denne første opfølgende undersøgelse på Drengeakademiet, hvor de følger fem af de drenge, der har været igennem turbolæringsforløbet.

Da de kom tilbage, var ingenting forandret

De fem drenge, der alle gennemførte DrengeAkademiet i 2014, forbinder folkeskolen med noget negativt, hvor de oplevede, at lærerne var ligeglade med dem, de blev mobbet eller følte sig anderledes. På DrengeAkademiet følte de sig anerkendt som en vigtig del af et fællesskab, men det er gennemgående for de fem drenge, at ingenting var forandret i folkeskolen, da de kom tilbage efter DrengeAkademiet.

Lærerne og de andre elever behandlede dem, som de plejede.

Frans Ørsted Andersen forklarer, at drengene på campen kommer væk fra hverdagens problemer, de har det rart og sjovt, og de oplever, at de kan lære at læse, selv om de ikke troede, det var muligt. De udvikler personlige egenskaber som for eksempel vedholdenhed, ligesom de oplever, at det er rart at spise sundt og stå tidligt op for at dyrke motion. Når campen er slut, og de rejser hjem, er det på en bølge af succes.

Drenge kan miste gejsten af skuffelse

Men den bølge kan blive afløst af en skuffelse så stor, at den unge helt mister læringsgejsten.

»Det kan give et ordentligt slag i hovedet og i selvbilledet, hvis drengene kommer hjem til de samme problemer uden at få hjælp. De risikerer at synke ned i et endnu dybere hul af negativitet og skuffelse end før campen, fordi de har oplevet et kort øjeblik af succes, der har skabt forventning, tro og håb. Hvis der intet er, så er der simpelthen ingen effekt, baseret på de få data, vi har,« siger Frans Ørsted Andersen, der oplyser, at et efterfølgende efterskoleophold har vist sig at have en rigtig god effekt.

Så vi ved ikke, om DrengeAkademiet virker i længden?

»Nej. Det kan vi ikke sige med sikkerhed. Men der er noget, der tyder på det,« siger Frans Ørsted Andersen, der er ved at opbygge en database over deltagerne i de forskellige turbolæringsforløb i landet, så børnenes liv kan følges i årene fremover.
I DrengeAkademiet, der organiseres af Løkkefonden, får hver dreng tilknyttet en frivillig mentor, typisk en studerende eller pensionist, i det første år efter campen. »Det er en skrøbelig ordning, men når den fungerer, er det godt,« mener Frans Ørsted Andersen.

Henrik Søeberg, der er direktør i Løkkefonden, forklarer, at de i fonden er meget optagede af langtidseffekterne af de intensive læringsforløb. I efteråret 2016 igangsatte Rambøll et fondsstøttet forskningsprojekt, der ved hjælp af både kvalitativ og kvantitativ forskning skal undersøge effekter af DrengeAkademiet og lignende kommunale initiativer. Søeberg fortæller, at de lokale, kommunale projekter har bedre muligheder for at sikre jævnlig opfølgning end DrengeAkademiet, der tager mod drenge fra hele landet.

»Det skal ikke være en sagsbehandler, der afgør det«

Vil I stille krav til kommunerne om, at de skal forpligte sig til at støtte drengene efter campen, hvis en af deres drenge skal deltage?

»Vi kan som almennyttig fond ikke pålægge en kommune noget. Vi kan opfordre til det, men hvis vi skal stille det som krav for, at en dreng kan deltage, stider det mod vores ønske om, at alle drenge i målgruppen skal have mulighed for at deltage. Det skal ikke være en sagsbehandler, der afgør det,« siger Henrik Søeberg og understreger:
»Men det er klart, at hvis det bare er to gode uger, og så er det slut, så er det dårligt indsatsen og pengene værd. Vi skaber et vanebrud, men det, der sker efter campen, skal være med til at fastholde det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.