Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kæmpesag om udbytteskat: Ægtepar må ikke se papirer

Højesteret kommer på banen i sag om beslaglæggelse af ejendomme. Danmark blev bedraget for 12,3 milliarder.

Chefen for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, er i spidsen for den omfattende efterforskning af sagen om refusion af udbytteskat. Den kaldes Reclaim. Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/arkiv
Chefen for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, er i spidsen for den omfattende efterforskning af sagen om refusion af udbytteskat. Den kaldes Reclaim. Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/arkiv

Et ægtepar bosat i London er blandt de sigtede i den store sag om bedrageri med refusion af udbytteskat. Men Bagmandspolitiet modsætter sig, at parret eller dets advokater fra Tyskland og England får adgang til politiets materiale.

Striden skal nu afgøres af Højesteret. Det er Procesbevillingsnævnet, der har givet parrets danske forsvarer lov til at gå videre med spørgsmålet, efter at først byretten og landsretten har givet politiet medhold.

Skat blev bedraget for omkring 12,3 milliarder kroner, da flere personer fik udbetalt refusion af udbytteskat på grundlag af svindel, har myndighederne slået fast.

Den enorme sag har været efterforsket af politiet siden august 2015. Undervejs er flere personer i udlandet blevet sigtet, har det tidligere været fremme.

Advokat Henrik Stagetorn er blevet beskikket til at varetage ægteparrets interesser. Men hans ønske om at give dele af sagsakterne videre til sine advokatkolleger og til sine klienter er altså blevet afvist.

»Det er svært at imødegå materiale, når man ikke må se det,« siger Henrik Stagetorn.

Blandt andet retten til en retfærdig rettergang må indebære, at Bagmandspolitiet accepterer udlevering af papirerne, mener han.

Striden er opstået i forbindelse med, at ægteparrets aktiver er blevet beslaglagt af byretten.

Advokat Stagetorn har kæret byrettens afgørelse om beslaglæggelse til landsretten, og så var det, at han bad om Bagmandspolitiets tilladelse til at overlevere dele af materialet - og fik nej.

Han oplyser, at beslaglæggelsen angår nogle ejendomme.

Byretten har accepteret Bagmandspolitiets indsigelse om, at det vil være betænkeligt, såfremt papirerne frigives til de to udenlandske advokater og til ægteparret.

De afslører nemlig oplysninger om andre sigtede og om efterforskningen. Desuden spiller det en rolle, at sagen er af ekstraordinær karakter på grund af beløbets størrelse og dens kompleksitet, står der i Procesbevillingsnævnets referat af sagen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.