Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Journalist med meget stort J

Klassisk. Christian Jensen, der i går erstattede Bo Lidegaard som Politikens chefredaktør, er journalistikkens mand. Med udsyn, ambitioner og høje krav – og så er han ikke bange for store ord.

Politikens nye chefredaktør, Christian Jensen, kommer fra jobbet som chefredaktør på Information, hvor han kan notere sig både oplagsfremgang og en Cavling-pris i løbet af sin tid i chefstolen. Arkivfoto: Jakob Dall
Politikens nye chefredaktør, Christian Jensen, kommer fra jobbet som chefredaktør på Information, hvor han kan notere sig både oplagsfremgang og en Cavling-pris i løbet af sin tid i chefstolen. Arkivfoto: Jakob Dall

Når Christian Jensen i sin tid på Berlingske afsluttede et redaktionsmøde, skete det gerne med en journalistisk opsang – om avisens afgørende rolle i samfundet, om de forpligtelser, vi som journalister må leve op til og være stolte af, om hvorfor pressen er sat i verden og den slags. Højstemt, og havde det været enhver anden chef, det var kommet fra, havde det nok givet kraftigt udslag på journalisternes shit-detector. Men når det gælder Christian Jensen, er man ikke i tvivl: Han mener, hvad han siger, og han går gerne selv forrest.

Både ordene og holdningen tog Christian Jensen med sig til Information, da han blev chefredaktør dér i 2010, indførte morgensang og åbne redaktionsmøder samt indgik i et ligestillet lederskab med avisens nye direktør, Mette Davidsen-Nielsen.

»Han er jo en mand, der hæver barren, er utroligt ambitiøs med det, han laver, og altid dybt engageret i indholdet,« siger Mette Davidsen-Nielsen om den afgåede chefredaktør. »Samtidig leder Christian ved eksemplet – han stiller meget høje krav og har høje forventninger, men mindst lige så høje til sig selv. Så på den måde er der sikkert nogen, der synes han er krævende, men for en lille avis som vores, der både skal skaffe det daglige indhold og udvikle nye ting, har han været fremragende til at samle kræfterne.«

»Christian er en god kammerat, men han også en mand af store ord og ikke bange for at tale om meningen med det hele, og hvad vi skal bidrage til. Han er på en måde næsten fra en anden tid, fordi han er så klassisk – også i den forstand, at han er bredt kulturelt interesseret,« siger Mette Davidsen-Nielsen.

Elsker graverjournalistikken

Gammeldags i den positive forstand er også en karakteristik, journalist og mediekommentator Lasse Jensen bruger om Christian Jensen. Han fremhæver, at Information under makkerparret Jensen/Davidsen-Nielsen har udviklet sig kraftigt, både økonomisk og strukturelt, og nu ses en reel oplagsfremgang – en sjældenhed i dagens medieverden.

»Og så har redaktionen fået selvfølelsen tilbage. Og det er Christian. Han er god til at kommunikere en vis stolthed,« siger Lasse Jensen. Han kalder Christian Jensen journalist med meget stort J.

»Han er ikke en buldrende chefredaktør, men interesseret, meget professionel, tilsat en vis Grindsted-stædighed. Hans syn på journalistik er på mange måder traditionelt. Han elsker jo gravende og undersøgende journalistik, og på Berlingske var han også hovedarkitekt bag gravergruppen. Så Politiken får en chefredaktør, der har været ansvarlig for to Cavling-priser (hhv. Berlingske og Information, red.) for gravende journalistik,« konstaterer Lasse Jensen om Christian Jensen, der torsdag blev udnævnt til ansvarshavende chefredaktør på Politiken i stedet for Bo Lidegaard, der fortsætter som kommentator på avisen.

Fra Grindsted mod højderne

Christian Jensen kommer fra Grindsted i Vestjylland, og han er en mand af ikke ubetydelig underspillet jysk humor. Som når han for eksempel fremhæver, at det højeste punkt i Grindsted er lossepladsen. Så der skal ikke så meget til at hævde sig der. Men ingen har nogensinde været i tvivl om denne grindstedbos højdemulighed, fortæller Ekstra Bladets debatredaktør, Mads Kastrup, der arbejdede tæt sammen med Jensen i hans 11 år på Berlingske.

»Fra den dag han kom til Berlingske, kunne alle jo se, hvilken vej han skulle. Selv om det er imponerende, at han er blevet chefredaktør for en af de helt store morgenaviser i en alder af 43 år – uden at det er noget eksperiment, men hvor det er tydeligt, at han er det helt rigtige valg,« siger Mads Kastrup, der kalder Christian Jensen for en eminent redaktør.

»Han er nok en af de mest ambitiøse journalister, man kan støde på – ikke på egne vegne, men på fagets vegne. Han klistrer sig fast til stoffet og slipper det ikke før »nu er den der«. Står for både høj faglighed og godt menneskekendskab. Og så har han gået på Askov Højskole, og det lægger han vægt på, ligesom han synes, det fedeste er at lytte til Danmarks Radios Pigekor,« siger Mads Kastrup.

»Han er det perfekte match for Politiken. De har i mange år manglet en journalistisk chefredaktør, og nu får de en med faglighed og udsyn, som ved, hvem Brandes er, og hvem der skal tages i ed. Og Politiken er jo også en slags højskole, og Christian elsker højskoler, så det skal nok køre,« mener Mads Kastrup.

»Og skulle han forfalde til det højtidelige og romantikken, så skal dem på Politiken bare gøre nar af ham – det kan han godt tage.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.