Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jokeren i våbenkapløbet

Verdens samlede våbenarsenal tæller mange tusinde ballistiske missiler. Et ukendt antal forsvandt sporløst efter Gadaffis fald, og russiske våbenfirmaer sælger i dag mobile affyringssystemer i containerstørrelse. Blandt andet derfor ruster NATO sig til at kunne skyde masseødelæggende missiler ned med missiler. Og Danmark er med.

Holland har opgraderet deres fregatter med nye, langtrækkende radarsystemer. Foto: Thales
Holland har opgraderet deres fregatter med nye, langtrækkende radarsystemer. Foto: Thales

Et ballistisk Terrier Orion-missil dukkede en efterårsdag sidste år frem på en hollandsk fregats radar nær Hebriderne. Fregatten kortlagde missilets bane gennem luftrummet og sendte nøjagtige koordinater via hovedkvarteret i Tyskland videre til en amerikansk krydser ikke langt fra det hollandske skib.

Krydseren USS Ross affyrede et såkaldt interceptor-missil, som højt over atmosfæren gennemborede og splintrede Terrier Orion-missilet. Historiens første internationalt koordinerede nedskydning af et ballistisk missil over europæisk område var en realitet.

Nedskydningen foregik under en militær øvelse, og Terrier Orion-missilet var hverken lastet med kilovis af sprængstoffer eller på vej mod en europæisk storby.

Ikke desto mindre er truslen fra ballistiske missiler en virkelighed, den vestlige forsvarsalliance i disse år forbereder sig på.

Samtidig er prøvenedskydningen et af de første håndfaste tegn på, at NATOs missilforsvar ikke længere er det teknisk umulige fantasiprojekt, det i 70erne og 80erne blev afskrevet som med tilnavnet »Star Wars«. I 1987 lød det i en analyse fra The American Physics Society, at det ville tage ti års yderligere forskning at fastlå, om stjernekrigsprojektet overhovedet nogensinde ville blive en fysisk mulighed.

Ved NATO-topmødet i juli ventes forsvarsalliancen officielt at annoncere, at den første, indledende version af missilforsvaret er trådt i kraft.

Spørgsmålet er, hvilket lands eller organisations missiler det skal skyde ned, og om NATO-landene, herunder Danmark og det øvrige Europa, overhovedet har brug for den slags beskyttelse.

USA, drivkraften bag NATO-projektet, er ikke i tvivl.

Hvis man ikke regner Kinas, Ruslands, USAs og de øvrige NATO-landes bugnende våbenlagre med, tæller verdens samlede arsenal i øjeblikket mindst 5.900 såkaldte ballistiske missiler, viser tal fra USAs forsvarsministerium. 1.200 af missilerne er kommet til alene de seneste fem år. Opgørelsen er et kvalificeret skøn baseret på amerikanske efterretninger, og med til historien hører også, at et ukendt antal missiler på den ene eller anden måde er forsvundet efter Muammar Gaddafis fald i Libyen og muligvis også under andre konflikter i Mellemøsten de seneste årtier.

Med andre ord er ballistiske missilsystemer en joker i våbenkapløbet 2016, hvor evnen til at beskytte sig mod døden fra himmelen – uanset afsenderen – er den næste milepæl.

Hos Center for Militære Studier under Københavns Universitet forklarer Jens Wenzel Kristoffersen, at ballistiske missiler »i nutidens våbenkapløb« fungerer som et effektivt afskrækningsmiddel for stater, der ikke har haft mulighed for at anskaffe eller selv udvikle atomvåben.

»Så må man vurdere, om det så udgør en reel trussel mod eksempelvis Danmark, Holland eller andre NATO-stater. Det er svært at svare på. Det afhænger jo af de pågældende landes kapacitet, evne og eventuelle vilje til at anvende dem. Det skal der jo være et incitament for dem til at gøre, og repressalierne må i givet fald forventes at være enorme mod sådan et land, hvis man beslutter sig for at angribe NATO,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Et ballistisk missil består lidt forsimplet af en raketmotor, brændstof og et hylster med plads til et eller flere sprænghoveder, der kan udstyres med alt fra kemiske våben til atomladninger eller mere konventionelle sprængstoffer. Alt efter størrelse og design kan et ballistisk missil række så langt som 13.000 kilometer, flyve på tværs af kontinenter og medbringe sprængladninger på mellem få hundrede kilo og op til flere ton. Eksempelvis har Nordkorea angiveligt udviklet ballistiske missiler med en rækkevidde på op til 8.000 km, hvilket er lidt længere end afstanden i fugleflugt mellem Pyongyang og København.

Samtidig er der sket betydelige teknologiske fremskridt i udviklingen af raketvåben, siden Wernher von Brauns første V-2 raket blev fremstillet og prøveskudt i nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig. Den tyske raketforsker blev efter krigen taget til fange af amerikanerne og spillede i årtierne efter en central rolle i opbygningen af USAs rumprogram og missilkapacitet.

I dag sælger russiske våbenselskaber affyringssystemer, som ikke er større, end at de kan installeres i en transportabel standard-størrelse skibscontainer og affyre missiler med en rækkevidde på op til 300 kilometer, lyder det på et af selskabernes hjemmeside.

I amerikanernes generelle vurdering af missiltruslen lyder det:

»Ifølge efterretningsmiljøet går udviklingen i øjeblikket i retning af en oprustning af ballistiske missilsystemer (...), som er mere mobile, modstandsdygtige, pålidelige, præcise og i stand til at ramme mål over længere afstande.«

Militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen peger på, at mobile systemer som de russisk producerede missilcontainere på sigt kan vise sig at være en joker, hvis fjendtligtsindede lande eller organisationer allerede har eller anskaffer sig sådanne systemer.

»Man kan ikke udelukke, at der findes missilsystemer rundt omkring i de her russisk fremstillede 40 fods-containere, som kan sejles rundt med skibe af tvivlsom oprindelse og bringe missiler til affyring, hvis man har den tekniske formåen og viljen. Så må man se på, om vi tror, der findes organisationer derude, der har planlagt at anskaffe sig de her. Eller om vi tror på, at der nogensinde vil manifestere sig en trussel mod europæisk område. Hele missilforsvaret er jo et udtryk for, at NATO-alliancen tager netop denne trussel alvorligt,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Ifølge militæranalytikeren er udviklingen i både den teknologiske udvikling af ballistiske missiler såvel som sikkerhedssituationen uforudsigelig.

»For ti år siden havde vi en markant anden vurdering af truslerne mod NATO. Siden dengang har vi set talrige nye trusler manifestere sig på forskellig vis i takt med, at der er blevet mere og mere ustabilt i navnlig de nordafrikanske og mellemøstlige områder. Hvis man tror på, at vi allesammen render rundt med blomster i hånden og omfavner hinanden om fem år, så er der måske ikke brug for et missilforsvar. Men det tror jeg personligt ikke på,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Da NATO-landene på et topmøde i 2010 blev enige om at etablere missilforsvaret, var det blandt andet med en generel henvisning til verdens landes oprustning inden for ballistiske missilsystemer.

I dag har USA opstillet et missilforsvarsanlæg i Rumænien, som er udstyret med avanceret radarkapacitet og en affyringsplatform til de såkaldte interceptor-raketter.

I Polen bygger amerikanerne et anlæg magen til det i Rumænien, og en række amerikanske krydsere er udstyret med samme radar- og missilkapacitet med en rækkevidde på godt 2.000 km. Groft sagt udgør disse enheder i dag NATOs missilforsvar. Men på sigt er det planen, at flere af de europæiske NATO-lande også skal bidrage, som flere nationer inklusive Danmark gav tilsagn om ved topmødet i Wales i 2014.

Danmark har allerede stillet radarkapacitet ved Thule-basen på Grønland til rådighed for amerikanernes – og dermed NATOs – forsvar mod interkontinentale ballistiske missiler med kurs mod Nordamerika.

Holland har som det første land sat handling bag ordene og er ved at opgradere deres fregatter med nye, langtrækkende radarsystemer for – som under øvelsen ved Hebriderne – at kunne sende missilkoordinater videre til hovedkvarteret i Tyskland, som i næste led aktiverer det nærmeste amerikanske affyringssystem, der ud fra radaroplysningerne sigter mod truslen og skyder det fjendtlige missil ned.

Bliver det engang alvor, vil alt sammen ske i løbet af få minutter. Efter blot 100 sekunder er det muligt at beregne missilets mål. Er der tale om et mellemdistancemissil med en rækkevidde på mellem 3.000 og 5.500 km, vil det efter et sted mellem blot 1.000 og 1.300 sekunder ramme sit mål.

Det giver et vindue på ganske få minutter til at reagere, fortæller missilekspert Bart van der Graaf fra den hollandske våbenproducent Thales.

»Man har to forsøg til at skyde det ned undervejs. Ellers bliver man ramt,« siger han og forklarer, at »et enkelt skud er ikke nødvendigvis nok.«

Ifølge missileksperten er interceptor-missilet nødt til at ramme målmissilet det helt rigtige sted – »the sweet spot« – på samlingen ret neden for spidsen af det ballistiske missil. Herefter splintres de to missiler i kollisionen, og truslen er neutraliseret.

Hvordan det lovede danske bidrag til projektet i praksis skal se ud, afhænger af partierne bag forsvarsforliget, som skal genforhandles til næste år.

Én mulighed er at udstyre de tre danske fregatter i Iver Huitfeldts-klassen med nye radarsystemer, så de ligesom deres hollandske modstykker kan indgå i NATO-styrkerne som mobile overvågningsenheder.

Et sådant dansk bidrag efterspørger NATO, og det vil angiveligt koste op til en halv milliard kroner per skib. Derudover er fregatterne i forvejen bygget til at kunne affyre de avancerede luft- og missilforsvarsraketter, og det er derfor teknisk muligt at gøre de danske skibe i stand til både at opdage og nedskyde ballistiske missiler.

Diplomatisk set er det dog ikke uproblematisk at leve op til løftet til NATO, som kan skade Danmarks forhold til Rusland. I en kronik i Jyllands-Posten sidste år advarede den russiske ambassadør, Mikhail Vanin, om at i så fald »bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler«.

Derudover krævede Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti tidligere på året en ny militærfaglig vurdering af trusselsbilledet med henvisning til Vestens forbrødring med Iran efter atomaftalen sidste år. Iran er det land i Mellemøsten, som har størst ballistisk missilkapacitet, hvilket tidligere er blevet fremhævet som et argument for missilforsvaret.

Og efter nye oplysninger om, at Danmarks territorium vil være beskyttet af den nye amerikanske base i Polen mod ballistiske missiler affyret fra sydøstlig retning, vakler Dansk Folkepartis opbakning til projektet.

»Det er ikke et spørgsmål om ikke at leve op til vores NATO-forpligtelser. Men hvis vi alligevel er beskyttet fra Polen, kan vi måske bruge vores ressourcer på andre kapaciteter, der også er efterspurgt af NATO. Det skal i hvert fald undersøges, om NATO virkelig har brug for os til lige netop det her,« siger Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Ikke desto mindre fastholder forsvarsministeren, at Danmark står ved løftet om at bidrage til missilforsvaret til trods for dækningen fra den amerikanske base i Polen.

»Danmark skal bidrage, og NATOs missilforsvar kommer til, når det er veludviklet, at bestå af flere radarkapaciteter, og det kommer også til at kunne håndtere mere end ét missilangreb ad gangen,« siger Peter Christensen (V).

Han understreger, at der »ikke er nogen umiddelbar trussel mod Danmark«.

»Men Danmark er også en del af NATO, og i NATOs område er der en trussel fra utilregnelige regimer og ikke-statslige aktører, som kommer i besiddelse af de her ballistiske missiler,« lyder det fra forsvarsministeren:

»Og et moderne ballistisk missil kan jo altså forette enorm skade i Europa.«

Hvad angår fremtiden og truslen fra ballistiske missiler lyder analysen fra Center for Militære Studier:

»Ingen kan spå om fremtiden, men verden lige nu er ret uforudsigelig, og det er i virkeligheden den største trussel. I kraft af den uforudsigelighed, bør vi så, ud over at bidrage til alliancen, også kunne beskytte os selv? Eller skal vi forlade os på, at andre nok skal passe på os? Det er en relevant diskussion at tage,« siger militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.