Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jespers hjerteoperation blev aflyst tre gange

Rigshospitalet sætter nu gang i flere initiativer for at mindske problemet med udsatte hjerteoperationer. Det er ikke er den kvalitet, hospitalet »ønsker at være kendt for«, lyder det.

Tre gange fik Jesper Rossing Hansen aflyst en dobbelt bypass-operation på Rigshospitalet. Flere hundrede hjerte-patienter har oplevet noget tilsvarende, og nu komme hospitalet med en plan for at reducere aflysningerne. Foto: Claus Bech 
Tre gange fik Jesper Rossing Hansen aflyst en dobbelt bypass-operation på Rigshospitalet. Flere hundrede hjerte-patienter har oplevet noget tilsvarende, og nu komme hospitalet med en plan for at reducere aflysningerne. Foto: Claus Bech 

Alt for mange alvorligt syge mennesker har oplevet at få aflyst og udskudt store livreddende hjerteoperationer på Rigshospitalet. Det er urimeligt for patienterne, og det kan og skal vi gøre bedre.

Dét er meldingen fra hjertecentret på Rigshospitalet, der nu præsenterer en ny plan for, hvordan man kan reducere antallet af udsættelser og flytninger af hjertekirurgiske patienter, fremgår det af en orientering til politikere i sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

»Der arbejdes intenst på at få bragt tallet ned, og det skal det også. Det er en utilfredsstillende situation for patienterne. Nu håber vi, at det virker, og det har jeg også tillid til,« siger gruppeformand Leila Lindén (S).

Den øgede indsats kommer, efter at Berlingske for nylig beskrev, hvordan en hjertepatient, Jesper Rossing Hansen fra Nykøbing Sjælland, tre gange i løbet af en måned fik aflyst sin bypass-operation på Rigshospitalet, hvilket ramte ham psykisk meget hårdt.

Og han var langtfra alene. En opgørelse viste således, at der i 2015 og 2016 var ca. 500 hjertepatienter, som havde fået aflyst og udsat en operation på Rigshospitalet.

Det førte til hård kritik fra både Hjerteforeningen og fra politisk hold, hvor man også hæftede sig ved, at antallet af aflyste indgreb var betragteligt lavere på et andet stort hjertecenter - Aarhus Universitetshospital, hvor det blot skete én til to gange om måneden.

Rigshospitalet fremhæver, at man udfører betydeligt flere indgreb end på de øvrige centre, men i et notat til politikerne i regionen erkender man, at antallet af udsættelser er »alt for stort«, og at det ikke er den kvalitet, man »ønsker at være kendt for«.

»Udsættelser kan være psykisk belastende, og hjertecentret anerkender, at det både kan og skal gøres bedre,« hedder det.

Konkret vil hjertecentret nu udvide en såkaldt »fasttrack«-enhed, der i 2015 blev etableret for at sikre et hurtigere forløb for planlagt hjertekirurgi, og hvor man i højere grad går efter at adskille indsatsen fra den akutte aktivitet.

Det har givet en meget høj udnyttelse, og det har været muligt at udskrive patienterne meget hurtigt - inden for 24 timer.

Derfor udvides enheden nu med yderligere to-tre sengepladser. Tilsvarende tages der skridt til at indføre en mere »balanceret operationsplanlægning« og en »øget fleksibilitet«, når operationerne skal afvikles, så arbejdsgange og vagtstrukturer »optimeres«.

Samlet forventer hjertecentret, at det »betydeligt vil nedsætte antallet af udsættelser«.

På et møde i sundhedsudvalget blev det desuden oplyst fra ledelsen på centret, at antallet af aflysninger i maj var nede på 11, eller ca. halvdelen af det månedlige gennemsnit i de forudgående år, hvilket man tager som et tegn på, at man er på rette vej.

Politikerne har dog også bedt om løbende at blive orienteret om udviklingen i løbet af den kommende tid.

»Det er klart, at vi kommer til at følge udviklingen nøje for at se, om tallet så også rent faktisk kommer til at falde,« siger Leila Lindén.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.