Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg vil sgu have lov til at tage en smøg, når jeg har lyst«

Frank Pedersen har røget i 47 år og er tidligere formand for Danmarks Rygerforening. Han er lodret imod Sundhedsstyrelsens nye forslag, der skal gøre Danmark røgfri.

Frank Pedersen, der har været ryger i 47 år, bryder sig ikke om, at Sundhedsstyrelsen går direkte til politikerne for at få rygning gjort farligere og dyrere: »Det opfatter jeg som en ensrettet adfærdsregulering,« siger han. Privatfoto
Frank Pedersen, der har været ryger i 47 år, bryder sig ikke om, at Sundhedsstyrelsen går direkte til politikerne for at få rygning gjort farligere og dyrere: »Det opfatter jeg som en ensrettet adfærdsregulering,« siger han. Privatfoto

Hvad synes du som mangeårig ryger om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at udfase rygning i Danmark, Frank Pedersen?

»Jeg synes, at det er dybt tåbeligt. Rygning er et valg, som rygerne har truffet, og det skal vi have lov til, og staten skal respektere vores beslutning. Jeg og andre rygere har hele tiden haft det sådan, at personer, som ikke kan lide eller tåle røg, selvfølgelig ikke skal udsættes for det, men det behøver ikke at ske ved at indføre højere afgifter og flere restriktioner, som Sundhedsstyrelsen nu foreslår.«

Hvorfor skal en styrelse ikke blande sig i din rygning?

»Det må de også gerne, så længe informationen er vejledende. Men jeg bryder mig ikke om, at man går direkte til regeringen og politikerne for at få rygning gjort farligere og dyrere, for det opfatter jeg som en ensrettet adfærdsregulering. Alle rygere ved jo, at det ikke er sundt at ryge, men jeg nyder en smøg engang imellem, og den vil jeg kunne ryge uden indblanding fra andre. Jeg stoppede selv på mit arbejde, da Holbæk Kommune indførte røgfri arbejdstid, for det gider jeg ikke være en del af. Jeg vil sgu have lov til at tage en smøg, når jeg har lyst.«

Statens Institut for Folkesundheds nyeste skolebørnsundersøgelse viser, at næsten hver femte 15-årige jævnligt ryger, og flere af Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger retter sig mod den aldersgruppe. Er det ikke fornuftigt at sikre, at det fremover bliver sværere for de unge at blive rygere?

»Jo, men det er måden, det sker på, der er forkastelig. Jeg synes selvfølgelig ikke, at de 15-årige skal begynde at ryge, for dels ved vi, at det er usundt, og dels ved vi, at det er dyrt. Men jeg synes, at Sundhedsstyrelsen tackler de unge mennesker helt forkert, for når man er ung og trodsig, vil man skide på forbud og i stedet ty til det stikmodsatte. Trods både min kone og jeg er rygere, er der ingen af vores børn, der ryger, og det skyldes, at vi har talt med dem og sagt »lad nu vær’« og så i øvrigt lovede dem et kørekort, hvis de var røgfrie som 18-årige. Så lidt gulerødder og fornuftig snak er vejen frem, synes jeg.«

Øgede tobaksafgifter, neutrale cigaretpakker og styrket hjælp til rygestop er nogle af Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger. Vil det afholde dig fra at ryge?

»Nej, det vil det ikke. Jeg kan godt lide at ryge en cigaret til min kaffe og efter maden, så personligt er jeg ligeglad med, om en cigaretpakke er neutral, men det irriterer mig selvfølgelig, at priserne igen skal skrues op. Det er jo ikke andet end en skjult skat. I stedet bør man droppe skrækpropagandaen og fremføre saglig og fornuftig information om rygning,« siger Frank Pedersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.