»Jeg vil hellere leve i Europas gader end vende hjem«

En særlig gruppe nordafrikanere rejser gennem Europa som nomader. Antallet i Danmark er på det seneste steget markant, og på Center Sandholm skal man nu forholde sig til stofmisbrug, kriminalitet og prostitution.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hver gang 17-årige Taha skal til at begå en forbrydelse – et indbrud, tyveri, røveri – forsøger han lige inden at købe euforiserende stoffer på gaden for at dulme den ulovlighed, han skal til at udføre. Han foretrækker piller.

»Jeg har det skidt med mig selv, når jeg gør det,« siger Taha.

For at få råd til pillerne er han nødt til at begå en ny forbrydelse. Og så skal han have flere piller.

Taha forlod sit hjemland Algeriet i 2013 i håb om et bedre liv i Europa, købte plads i en gummibåd og endte på den italienske ø Lampedusa, forklarer han. Siden er han i mere end tre år drevet rundt mellem Italien, Østrig, Tyskland, Danmark, Sverige og Norge. I Norge blev han udvist og fløjet til Østrig og, ifølge egen udlægning, smidt direkte på gaden. Så rejste Taha mod Skandinavien. Igen. Denne gang har han været to dage i Danmark og er for tiden indkvarteret på modtagecentret Center Sandholm ved Allerød nord for København.

17-årige Taha forlod sit hjemland Algeriet i 2013 i håb om et bedre liv i Europa. Foto: Ida Marie Odgaard
17-årige Taha forlod sit hjemland Algeriet i 2013 i håb om et bedre liv i Europa. Foto: Ida Marie Odgaard

Taha er klædt i sort dynejakke og cowboybukser, kortklippet i siderne og har krusede krøller på toppen af hovedet. Han forklarer, at hans mor fortsat bor i Algeriet, mens hans bror forsøger at få asyl i Norge.

»Det er et barskt liv at rejse på denne måde. I mange lande må vi bo på gaden og er tvunget til at stjæle og sælge stoffer. Når du er sulten nok, kan du blive tvunget til at gøre hvad som helst. Det er den eneste måde at overleve på,« siger Taha.

Han understreger, at han aldrig har slået nogen ned.

På spørgsmålet om det ikke er en bedre idé at vende hjem til Algeriet, svarer Taha:

»Det vil være endnu værre. Der er ingenting; intet arbejde, ingen uddannelse, ingen fremtid. Jeg vil hellere leve i Europas gader end at vende hjem.«

Taha er indkvarteret i bygning 22 på Center Sandholm sammen med den 16-årige Moad fra Libyen. De to har flere gange krydset veje gennem Europa og traf hinanden første gang på gaden i Østrig for halvandet år siden.

Moad rejste fra Libyen for fire år siden. Han har især opholdt sig i Spanien, Italien og Tyskland.

»I Libyen var der ikke noget at leve for, men i Europa er vi nødt til at stjæle for at få penge til mad,« siger Moad.

De seneste måneder er det danske asylsystem blevet alvorligt udfordret af unge nordafrikanere som 16-årige Moad og 17-årige Taha.

16-årige Moad rejste fra Libyen for fire år siden. Han har især opholdt sig i Spanien, Italien og Tyskland. Foto: Ida Marie Odgaard
16-årige Moad rejste fra Libyen for fire år siden. Han har især opholdt sig i Spanien, Italien og Tyskland. Foto: Ida Marie Odgaard

Center Sandholm ved Allerød er modtagecenter for de unge nordafrikanere. Her bliver de registreret af politiet, når de ankommer til Danmark og søger asyl. På centret bliver de indlogeret på den særlige afdeling for »uledsagede mindreårige med gaderelateret adfærd«, der huser nordafrikanske drenge i 16-17- års alderen. De ansatte på Center Sandholm kalder gruppen for UMIer. Siden januar 2015 har modtagecentret registreret omtrent 780 personer i denne kategori.

Nogle ankommer med en rygsæk, andre alene med det tøj, de har på – og en mobil, lyder det.

Berlingske har talt med en række aktører på området, som beskriver gruppen således:

De er alle fra Nordafrika – særligt Marokko, men også Algeriet, Tunesien og Libyen. De rejser fra land til land gennem Europa. De beder om asyl, hævder at være under 18 år, men er ikke tæt på at opnå asyl. Inden asylsagen er færdigbehandlet, er de typisk rejst videre. De er alle drenge. En stor del er stofmisbrugere, kriminelle og traumatiserede. Nogle lader sig prostituere.

»Det er unge knægte helt uden hæmninger,« siger funktionsleder i Røde Kors, Jannich Bisp, som er chef for afdelingen for uledsagede mindreårige på Center Sandholm.

»De står ikke i vejen for et slagsmål, og mange har – som politiet også har konstateret – et stort misbrug, som de bl.a. finansierer med prostitution, butikstyverier, overfald og røverier.«

Nogle har levet på gaden i deres hjemland, siden de var seks-syv år, og nogle har opholdt sig så længe i Europa, at de taler spansk, fransk, tysk og svensk, fremhæver han.

»Vi har længe kendt til fænomenet, men på det seneste er antallet af uledsagede unge steget markant. Min vurdering er, at omkring halvdelen har brug for egentlig behandling. Men hver gang vi nærmer os med gode hjerter og tilbyder hjælp, forsvinder de. Drengene vil os ikke. Det foregår udpræget på deres præmisser,« siger Jannich Bisp.

På Center Sandholm er de nordafrikanske drenge indkvarteret i Bygning 22. ? Foto: Ida Marie Odgaard
På Center Sandholm er de nordafrikanske drenge indkvarteret i Bygning 22. ? Foto: Ida Marie Odgaard

De unge nordafrikanere udstiller den hårfine grænse mellem asylsystemet og behandlingssystemet. Eller måske mere præcist: Behandlingskrævende unge placeret i asylsystemet.

De seneste tre måneder har Center Sandholm gennemsnitligt haft 30-40 unge nordafrikanere indkvarteret hver dag. Typisk forlader de unge centret og asylsystemet efter blot få uger.

Forsøger Center Sandholm at involvere kommune eller politi i forbindelse med kriminalitet, er de pågældende typisk forsvundet, inden myndighederne dukker op.

Mens de bor på Center Sandholm, søger hovedparten mod København om aftenen.

»Vi kan lige have siddet og spillet et brætspil, hvorefter de går direkte ud ad porten for at tage til København, hvor vi er bekymrede for, at de prostituerer sig. Vi har også haft eksempler på unge, som kommer til Sandholm, sætter tasken, beder om asyl og så tager direkte ind til København. Vi er bekymrede for, at de tager derind for at sælge stoffer eller lade sig prostituere. Det er sket, at de er kommet tilbage med fyldte rygsække, hvilket selvfølgelig virker mistænkeligt. Det er altså børn, vi taler om,« siger Jannich Bisp.

Jannich Bisp tilføjer, at hver gang en ansat på Center Sandholm registrerer noget mistænkeligt, kontakter centret politiet.

Hos Nordsjællands Politi har man også noteret en markant stigning af uledsagede nordafrikanske asylansøgere på det seneste, ligesom gruppens kriminelle aktiviteter som indbrud og tyveri er steget.

»Denne gruppe unge mennesker har ikke tidligere været på Sandholm i det nuværende omfang,« oplyser Freddy Bech Jensen, vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi.

»Det er udfordrende for vores samfund at håndtere gruppen af unge nordafrikanere. Udgangspunktet er selvfølgelig, at politiet skal straffe eventuelle forbrydelser, men helt grundlæggende er de behandlingskrævende.«

Det kendetegner gruppen, at hovedparten ikke har noget asylmotiv, bl.a. fordi der ikke er krig i Nordafrika. På Center Sandholm er man ikke bekendt med, at én eneste af de cirka 780 UMIer de to seneste år har fået ophold i Danmark. Udlændingestyrelsen vurderer ligeledes, at det sker yderst sjældent.

Der gælder særlige regler, når uledsagede mindreårige søger asyl, fordi lovgivningen tager hensyn til, at børnene er særligt sårbare. Det betyder bl.a., at det modsat normal praksis kan lade sig gøre at søge asyl i flere lande, og at det er vanskeligere at sende børnene tilbage til hjemlandene, som i øvrigt i mange tilfælde nægter at tage imod dem.

Flere af de unge nordafrikanere er så desperate efter at komme videre til et nyt europæisk land, at de kravler op under lastbiler eller springer ombord på færger, de end ikke ved, hvor sejler hen. To gange er Center Sandholm efterfølgende blevet kontaktet, fordi unge nordafrikanere ved en fejl er blevet sejlet til Grønland.

På europæisk plan har nordafrikanere brudvist tiltrukket opmærksomhed i asyldebatten de seneste par år.

Nogle har måske set billeder af nordafrikanere, der har forladt Marokko og hænger i meterhøje grænsehegn i forsøget på at nå bare én meter ind på spansk jord og råbe: asyl. Andre bemærkede muligvis, da talrige nordafrikanere blev tvunget ud af den midlertidige flygtningelejr Junglen i den franske havneby Calais. Og atter andre hæftede sig måske ved, at særligt nordafrikanske unge blev kædet sammen med en række overgreb i Køln nytårsaften på vej ind i 2016.

En rapport fra Arbejdstilsynet beskrev i september 2016, hvordan unge nordafrikanere på Center Sandholm havde truet de ansatte. I rapporten omtales »en knytnæve i ansigtet« på en ansat, spark »mod ansigtet«, »kvælertag«, brug af »knive og sakse« som stikvåben og voldsomme trusler mod personalet, ligesom det fremgår af rapporten, at op mod 75 procent af drengene har et misbrug. I Radio24syv sammenlignede Fængselsforbundet efterfølgende forholdene på den særlige afdeling for mindreårige med en bandeafdeling i et fængsel.

Men generelt er gruppen af mindreårige nordafrikanere i det danske asylsystem relativt ubeskrevet.

På Center Sandholm er de nordafrikanske drenge indkvarteret i den hesteskoformede Bygning 22.

Den dag Berlingske besøger Center Sandholm, er antallet af UMIer nede på 17. Ugen forinden var der 34. To og to deler værelse med fjernsyn og computer. I et opholdsrum hænger en collage med udtalelser fra drengene.

»Jeg kan ikke sove alene. Jeg tænker en masse ting. Jeg er bange for spøgelser og drømmer meget om natten,« har en af drengene fortalt.

På 1. sal er der daglig undervisning. Generelt møder meget få op.

Denne dag sidder to drenge og lytter til læreren, den 43-årige Farid. På et whiteboard står der »Hvad hedder du?«, hvorefter det er oversat til arabisk. »Hvor kommer du fra?« står der i næste linje.

Farid arbejder som lærer på skolen, der er tilknyttet afdelingen for uledsagede mindreårige på Center Sandholm. ?Foto: Ida Marie Odgaard
Farid arbejder som lærer på skolen, der er tilknyttet afdelingen for uledsagede mindreårige på Center Sandholm. ?Foto: Ida Marie Odgaard

En af de to fremmødte er Yassin. Han er 15 år og fra Marokko, fortæller han.

Skægstubbe og et tyndt overskæg omkranser hans ansigt; han sidder i en slidt lyserød hættetrøje. For tre år siden forlod han sin hjemby Tanger og klemte sig op under en lastbil, der sejlede fra Marokko til Spanien. Siden da har Yassin rejst fra land til land: Spanien, Frankrig, Belgien, Tyskland, Danmark, Sverige. Senest er han blevet udvist fra Sverige med den begrundelse, at der ikke er krig i Marokko. Yassin har den seneste måned boet på Center Sandholm.

»Når man kommer fra et land, hvor der er så begrænsede muligheder for at studere eller få et job, så tager man chancen. Mange af mine venner rejste. Og alle taler om, at der er muligheder i Europa,« begrunder Yassin.

Han har fortsat sine forældre og to brødre i Marokko, som han jævnligt forsøger at ringe til.

Yassin håber på et praktikophold i Danmark. Han fremhæver, at han er god til at male.

»Jeg drømmer om de samme basale ting som andre: få et job, hjælpe andre, få kone og børn. Opnår jeg ikke ophold i Danmark, må jeg finde en anden løsning. Måske tage til et andet land,« siger Yassin.

Marokko er dog udelukket for ham: »Der er ingen muligheder.«

Men nomadelivet er hårdt.

»Når jeg kommer til en ny by, ikke kender nogen og må sove på gaden, er det barskt,« siger Yassin.

Vi spørger, hvor ofte han tager ind til København.

»Kun når jeg har brug for lidt frisk luft. Ikke hver aften. Gerne fredag og lørdag.«

De unge nordafrikanere får udbetalt 117,50 kroner i lommepenge hver anden uge, mens de bor på Center Sandholm.

Hvad laver I i København?

»Vi går rundt og kigger.«

Yassin begynder at grine.

Det samme gør en af de ansatte på Center Sandholm.

Det er, som om ingen rigtig tror på det svar.

Er I blevet udnyttet eller misbrugt af andre på gaden, spørger vi.

Jannich Bisp fra Røde Kors indskyder:

»Sådan kan I ikke spørge dem. Det vil de aldrig erkende over for hinanden. I er nødt til at spørge mere forsigtigt: Har I hørt om nogen, der er blevet udnyttet,« siger Jannich Bisp.

Det omformulerede spørgsmål virker delvist.

»I Paris havde jeg ikke noget sted at bo. En mand inviterede mig hjem, hvor jeg kunne sove, hvis jeg ville dyrke sex med en bøsse – og filmes. Jeg nægtede,« siger Yassin.

I klasselokalet står et spil skak. Skak og fysisk træning har gennem efteråret 2016 været elementer i et projekt, som skulle hjælpe drengene med at fokusere – og få ro.

17-årige Ayman fra Algeriet er den anden dreng, der er mødt frem til undervisning. For en måned siden forlod han sit hjemland, hvor han boede på gaden. Han har været i Danmark i én uge.

»Der er ingen muligheder i Algeriet. Det er ikke noget liv. Jeg er rejst for at få en bedre fremtid. Jeg vil gerne arbejde med metal, bare noget med metal,« siger Ayman.

Pludselig bliver undervisningen afbrudt. En Røde Kors-medarbejder kommer for at hente dem. De skal flytte til et asylcenter i Jylland. Nu. Drengene virker forvirrede. Så forlader de lokalet.

Via mobiler og grupper på Facebook holder de unge nordafrikanere hinanden opdateret, både i Danmark og på tværs af grænser.

»Vi har oplevet, at de unge kommer til Center Sandholm og spørger specifikt efter navngivne medarbejdere, fordi de åbenbart har holdt hinanden orienteret. Nogle af beboerne kunne også fortælle, hvornår der var flere unge fra Nordafrika på vej fra Tyskland, fordi de åbenbart følte sig chikaneret efter urolighederne sidste nytår i Køln,« uddyber funktionsleder, Jannich Bisp, fra Røde Kors.

Han tydeliggør problemstillingen:

»Det er en meget broget flok, og flere har været udsat for grov undertrykkelse og oplevet overgreb. De har levet på gaden i hjemlandene og senere på gaderne i Europa. Vi står med en gruppe børn, som asylsystemet skal tage sig af, men som i virkeligheden har hårdt brug for behandling,« siger Jannich Bisp.

En svensk rapport »De uønskede – en rapport om uledsagede marokkanske børn i Sverige« fra 2016 belyser, hvordan marokkanske drenge i Sverige befinder sig i »ingenmandsland«. Rapporten berører den prekære ansvarsplacering mellem politi, udlændingemyndigheder og socialvæsen. De falder »mellem stolene«, som en politimand formulerer det i rapporten.

Jannich Bisp fra Røde Kors udtrykker det således:

»Det er den gruppe i asylsystemet, der har allermest brug for hjælp, men som samtidig t er sværest at hjælpe. De forlader os, inden vi kan gøre noget. Og vi aner ikke, hvor de bliver af.«

Jannich Bisp fremhæver, at de unge nordafrikanere opfører sig uforudsigeligt og på ingen måder stoler på de ansatte, når de ankommer til Center Sandholm.

»Så vi forsøger at opbygge tillid og en forudsigelig hverdag med faste rammer. De bliver vækket samme tid hver morgen, får morgenmad samme tid, og vi forsøger at få dem i skole og tale med dem om deres daglige rytme. I få tilfælde lykkes det faktisk at skabe delvis tillid – men så forsvinder de igen.«

Adspurgt om en langsigtet løsning svarer Jannich Bisp:

»Der findes kun en europæisk løsning. Men herhjemme kunne vi begynde med at give dem den behandling, de har brug for.«

Er det ikke dybt urealistisk, at et politisk flertal vil støtte det. Man risikerer vel, at endnu flere søger til Danmark, og at udgifterne eksploderer?

»Efter min bedste overbevisning er det dyrere ikke at gøre noget. Som det er nu, involverer vi asylsystemet, udlændingemyndighederne, kommuner, politiet, og de unge begår kriminalitet,« siger Jannich Bisp.

I alt har Center Sandholm registreret syv-otte voldssager mod personalet udløst af de unge nordafrikanere. De fleste episoder er udløst af, at personalet har lagt sig imellem de unge, som sloges internt om tyvekoster eller gæld.

Center Sandholm ligger i Allerød Kommune, og fra maj 2016 til december 2016 modtog kommunen 173 underretninger om børn, der var forsvundet fra Center Sandholm, viser kommunens optælling. Siden det sene efterår 2016 har der været en markant stigning, oplyser borgmester Jørgen Johansen (K).

»Nogle af dem drager ind til København og vender tilbage i designertøj. Vi er bekymrede for, at de lever af prostitution. Vi oplever også, at der bliver solgt stoffer ved Allerød Station. Når vi så skal følge op på de underretninger, vi har modtaget, er børnene og de unge allerede væk. Vi har ikke nogen data på, hvor de forsvinder hen, men nogle af de unge, der forsvinder fra Sandholm, er blevet anholdt, nogle er i fængsel, og andre går under jorden eller tager til andre lande i Europa,« siger Jørgen Johansen.

Foto: Ida Marie Odgaard
Foto: Ida Marie Odgaard

Borgmesteren har været i tæt dialog med integrationsminister Inger Støjberg (V) og forventer, at løsninger er på vej, ligesom en del af de helt unge nordafrikanere allerede er flyttet fra Center Sandholm til andre centre.

»Men der er endnu ikke kommet en ordentlig løsning. De unge har helt åbenlyst brug for hjælp i en grad, som vi slet ikke er gearet til som kommune,« siger Jørgen Johansen.

Det er ikke kun i Danmark, at gruppen af nordafrikanske uledsagede asylbørn har skabt udfordringer for myndighederne. Fænomenet lader til i høj grad til at være europæisk.

I begyndelsen af sidste år vurderede myndighederne i Sverige, at omkring 800 mindreårige gadebørn fra Nordafrika befandt sig i Sverige.

Selv om de nordafrikanske gadebørn skaber udfordringer, udgør de blot en lille gruppe af de mere end 96.000 uledsagede asylbørn, der i 2015 søgte asyl i Europa. Langt størstedelen af asylbørnene var afghanere og syrere, mens i alt 1.415 kom fra Marokko, Algeriet, Egypten, Libyen og Tunesien, viser tal fra Eurostat.

Helle Stenum, migrationsforsker ved Roskilde Universitet (RUC), henviser til, at de unge nordafrikanere kun meget sjældent opnår asyl.

»For nogle kan opholdet i asylsystemet være en pause i en stressfyldt hverdag som udokumenteret mindreårig migrant. Men mange af de unge vil sandsynligvis regne med fortsat at skulle klare sig selv uden lovligt ophold, hvilken for nogle indebærer f.eks. kriminalitet, misbrug og prostitution,« siger Helle Stenum.

På Center Sandholm drømmer den 17-årige Taha – ham, der foretrækker at sluge et par piller, inden han begår en forbrydelse – om en dag at få lovligt ophold i et europæisk land.

»Jeg har ingen uddannelse, men jeg er god til at reparere aircondition. Jeg har spurgt efter job mange steder, men de spørger kun, om jeg har lovligt ophold. Så siger jeg nej, og så kan jeg ikke få noget job,« siger Taha.

Han håber især på et liv i Sverige eller Danmark, fordi han oplever, at modstanden mod nordafrikanerne er mindre i Skandinavien.

»Jeg håber, at jeg kan blive i Danmark, f.eks. hvis jeg kan få et praktikforløb, hvor jeg laver aircondition,« siger Taha.

Og hvis ikke?

»Så rejser jeg videre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.