Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg tænkte ikke på, at jeg engang ville blive plejekrævende. Bare på at alt fortsætter«

Frederik Lundstrøm håber, han har fundet sin sidste adresse i Vemmetofte Klosters historiske rammer.

Frederik Lundstrøm har fundet en enestående ældrebolig i Vemmetofte Klosters historiske rammer. Foto: Michael Bothager
Frederik Lundstrøm har fundet en enestående ældrebolig i Vemmetofte Klosters historiske rammer. Foto: Michael Bothager

Frederik Lundstrøm klapper som regel en bog i før sidste side og ser sjældent en film til ende.

»Jeg har en aversion mod slutninger. Også slutningen på mit eget liv,« siger han.

Den 72-årige pensionerede civiløkonom er ikke meget for at tale om at blive gammel. Men han har måttet tage stilling til et vigtigt afsnit i det sidste kapitel i sit liv, inden hans bog klappes i for sidste gang. Adressen. Det gjorde han for 12 år siden.

Efter 28 års ægteskab blev han skilt i 1995. Sønnerne var godt i vej med liv og gryende karrierer. Han drømte om at rejse verden tynd uden repræsentationskonto og dyre hoteller og gjorde det. Han boede alene i indre by og nød byens glæder og fristelser.

»Jeg tænkte ikke på, at jeg engang ville blive plejekrævende. Bare på at det hele forsætter nogenlunde uændret.«

Frederik Lundstrøm fik med tiden behov for at kombinere sin store lyst til selskabelighed med ro, smukke omgivelser og interesse for det historiske. Og selvfølgelig spontane svipture til København og vennerne.

Han læste en artikel om Vemmetofte Kloster ved Faxe Ladeplads og blev fascineret. Research og rundvisning gav ham endnu mere blod på tanden.

Civiliseret livsførelse

Hovedbygning fra 1500-tallet. 2.500 hektar jord og skov. Riddersal. Herskabsgang. Vine i den gamle fangekælder. Forgyldte vildsvineskind fra Flandern på væggene. Portrætter af bestyrelsesmedlemmer, her stadig kaldet kuratorer. Malerier af priorinder, herskab, adel, kongehus. Røde løbere. Sauna. Fitnessrum. Faste spisetider. Faste pladser i spisesalen. Lancieraftener. Bridge. Og dronning Margrethe som protektor.

I 1735 omdannede prinsesse Sophie Hedevig stedet til adeligt jomfrukloster. I 1976 fik »almindelige« mennesker, inklusive det mandlige køn, mulighed for at leje lejlighederne og godsets omkringliggende huse. Lejlighederne kan lejes for mellem 3.200 og 6.500 kr./md. plus kost, varme og el. Et i bogstaveligste forstand historisk bofællesskab, hvor tradition, orden og regelmæssighed hersker.

Han ansøgte, kom til samtale, fik et døgns prøveophold og kom gennem nåleøjet.

I dag elsker Frederik Lundstrøm at bo i sin lejlighed i et af Danmarks mest distingverede og noble bofællesskaber. Han styrer selv suverænt på sine 72 kvadratmeter, hvor reolen er pakket med bøger om historiske epoker og biografier. Her er brede gulvplanker og fem meter og tyve til loftet. Udenfor i salene og på gangene er civiliseret livsførelse og respekt for privatlivets fred ikke til diskussion blandt de 20 beboere. Folk her er blandt andet pensionerede økonomer, læger, præster, ingeniører. En gin-tonic før middag eller et spil petanque kl. ti i sommerperioden hører også til livets glæder på Vemmetofte Kloster. Fællesarrangementer tæller ikke kun lancier og salmesang. På den imponerende matrikel observeres også »jazz og løssluppen dans«, som han siger med et glimt i øjet.

»Da jeg flyttede ind, var jeg bange for, at det ville være lidt for torneroseagtigt og sukkersødt. Det er det ikke. Men lidt snobbet er det måske alligevel.«

En eftertragtet anakronisme

Frederik Lundstrøms adresse i dag er en eftertragtet anakronisme under begrebet ældrebolig. Et næsten ansvarsfrit bofællesskab langt fra linsepostej, fællesmøder og marxisme. Livsnyderen i ham griner.

»Jeg elsker duften af nyslået græs, jeg ikke selv har slået. Jeg tænker ofte på det. Det er privilegeret. Maden bliver serveret, og omgivelserne bliver gjort rent og friske blomster i lokalerne næsten hver dag. Det er luksus.«

Der er kun to fællesmøder om året. Personalet bestemmer, hvornår der skal gøres rent, og hvilke blomster der skal være i vaserne?

»Det generer mig ikke. Jeg kan sagtens leve med at bo i et oplyst enevældesystem. For det er det. Hvis man synes, sengene står uhensigtsmæssigt i husets gæstesuiter, så går man ikke bare ned og flytter dem. Jeg tror, stedet her giver mig følelsen af at leve et nogenlunde normalt liv så længe som overhovedet muligt, selv om man får nogle skavanker. Hvis jeg flyttede tilbage til København, så skulle jeg selv lave mad. Det kan jeg godt lide. Jeg kan bare ikke lide at spise den alene.«

Ulemper og udfordringer er der ikke mange af, forstår man. Frederik Lundstrøm nævner kønsfordelingen. Kun fire af de 20 beboere er mænd, og lidt yngre beboere ville også gøre godt, mener han, der gennem livet altid har omgivet sig med mennesker, der var yngre end han selv. Og så kan det være svært at se folk forgå med alderen og være vidne til bofællers sygdomsforløb.

»Men det er perfekt for mig at bo sådan her. Også fordi jeg ikke knytter mig for tæt til dem, jeg bor sammen med. Det er ikke en fagskade. Det er en livsskade,« indrømmer han.

»Og så er det vigtigere for mig, at folk her er interessante, end at de er søde og rare.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.