Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg skal tage mig sammen for at følge med hele tiden«

Rasmus Botoft er den ene halvdel af DRs satirehit Rytteriet, og han har gjort en karriere ud at få os til at grine af karakterer med dyb angst. Berlingske gav ham otte af de mest googlede ord i 2014. Resultatet blev en snak om intuition, Parkinsons, film og det sjove ved skuffelser.

»Man kan sige, selv om vi har meget større mulighed for at tale sammen og udbrede viden og oplysninger og data og nyheder, så er det jo ikke, fordi der ånder fred og idyl i verden,« siger Rasmus Botoft, der her ses på udkig efter et stykke med dansk på en frokostrestaurant i København.
»Man kan sige, selv om vi har meget større mulighed for at tale sammen og udbrede viden og oplysninger og data og nyheder, så er det jo ikke, fordi der ånder fred og idyl i verden,« siger Rasmus Botoft, der her ses på udkig efter et stykke med dansk på en frokostrestaurant i København.

iPhone 6

»Det siger noget om, at vi er et forbrugssamfund, og at man skal have det sidste nye hele tiden. Så skal folk lige finde ud af, hvad det er, hvor de kan få den henne, og hvorfor den er bedre end den forrige. Jeg har en iPhone. jeg ved ikke, hvad jeg har for en iPhone. Det er ikke en iPhone 6 i hvert fald.

Min telefon er jo et værktøj, så jeg er ret afhængig af, at den her fungerer. Jeg skal tage mig sammen for at følge med hele tiden. Jeg synes, der er meget, man skal sætte sig ind i konstant. Og der er jeg ikke lige den hurtigste. Der er jo meget at sætte sig ind i, ikke? Også med min søn, der er otte år: Skal man have Wii, eller skal man have PlayStation, eller skal han have en stationær computer eller en bærbar eller ... Der er fandeme meget at forholde sig til hele tiden. Jeg har det sådan set okay med, at jeg slet ikke er på forkant.

Man kan sige, selv om vi har meget større mulighed for at tale sammen og udbrede viden og oplysninger og data og nyheder, så er det jo ikke, fordi der ånder fred og idyl i verden. Det har jo været et temmelig voldsomt år, det der er ved at slutte nu.

I Rytteriet har vi været meget bevidste om at skabe et univers, der jo nærmest er sådan slut 70erne-agtigt, også med farverne, rekvisitterne og tøjet. Men alligevel har vi prøvet at lave det til, at det foregår nu. John og Tulle har en iPhone, men det er en meget gadget-fri verden. Jeg tror, at selv om alt går hurtigt, og der er alt det der gadget og teknik, og hele verden er lige rundt om hjørnet, så er der stadig en masse folk, der kigger mere bagud end frem. Måden folk bor på, indkøbsvaner og alt muligt sådan hverdagsagtigt... Der er jo virkelig mange, som genkender noget i forskellige figurer i Rytteriet, selv om noget af det er karikeret og overdrevet.«

VM 2014

»Jeg var ret optaget af VM. Jeg var i Montreal det meste af slutrunden for at indspille »Min søsters børn«, og det var totalt fedt. Montreal er sådan en multietnisk by, hvor der bor en masse fra Sydamerika og alle mulige lande i Europa og Afrika – en pærevælling af mennesker simpelthen. Alle weekender havde jeg fri, og så tog jeg ned til Montreal med min kone og søn, og der fandt vi sådan nogle steder, der passede til holdene. For eksempel fandt jeg en chilensk cafe, hvor jeg så nogle af Chiles kampe. Det var skideskægt.

Det vildeste var at se Brasilien mod Tyskland. Vi var på sådan et brasiliansk steakhouse, og der var stort set ingen, der holdt med Tyskland. Alle var klædt ud i Brasiliens farver, landsholdstrøjer, hatte og så videre. Men så fik Brasilien bank. Det blev helt absurd, de blev jo ydmyget, gennempryglet simpelthen. Folk sad og grinede og kunne slet ikke forstå det.

Stemninger er inspirerende, synes jeg, stemningsskift og forventninger, der ikke bliver indfriet, og skuffelse er også spændende at beskæftige sig med.

Jeg havde meget store ambitioner, da jeg startede på skuespillerskolen, og nok i virkeligheden mest lyst til at lave alvorlig dramatik. Men vi havde det også sjovt, og der var de her Kom Kæk-aftener, hvor alle optrådte med musik, digte og alt muligt andet. Dér havde Martin (Martin Buch, den anden halvdel af Rytteriet, red.) og jeg et hit med at læse breve op. Det var fiktive breve og karakterer, vi opfandt. Det var altid glemte og sørgelige eksistenser og altid noget med dyb angst og smerte og uforløste mennesker, der ikke havde meldt klart ud, og som så blev straffet med koldbrand, voldsom sorg eller lignende. Det var ret sjovt. Jeg tror, de første breve var mellem to badmintonspillere.

Vi arbejder meget ud fra fornemmelser. Vi transformerer nogle ting, vi er optaget af, eller noget, vi er provokerede af eller nysgerrige på eller undrer os over, ind i nogle karakterer. Det jo meget karakterbåret, og vi snakker meget om, hvilke relationer de egentlig har, frem for vi ligesom tænker: »Hvad kan vi lave sjov med?« Og så prøver vi det af på hinanden. Jeg har en stærk intuition, og det har Martin også, man har ligesom en fornemmelse af, at her har vi fat i noget. Man ved det indeni. Det har ikke noget at gøre med guddommelig inspiration. Det er hårdt arbejde, vi sidder her og skriver fra klokken 9 til 16, når vi skriver Rytteriet.«

Robin Williams

»Jeg kan vældigt godt lide ham. Selv om han var en meget ekspressiv skuespiller og komiker, så har jeg altid forbundet ham med meget stor smerte og sødme, altså der er altid noget kært inde i hans øjne. Jeg var helt fuldstændig vild med »Verden ifølge Garp«. Og så faktisk »Mrs. Doubtfire«. Den så jeg i sådan en udendørs biograf på Paros, hvor jeg rejste rundt alene, da jeg var i starten af tyverne. Jeg hulkede af grin. jeg havde en fest med den film.

Det var meget trist, at han tog sit liv. Jeg fik det at vide, mens jeg var på natteoptagelser med »Arvingerne«. Der var pludselig en statist, der kom og sagde det til mig, så det var sådan lidt voldsomt at forholde sig til. Så tænker man jo: Hvorfor har han det?

Han havde jo Parkinson (Parkinsons syge, red.), og det havde min far også. Min far fik det konstateret, da han var i starten af 60erne, og han ville ikke rigtig acceptere det. Han kunne ikke forholde sig til det. Det kan jo være en virkelig, virkelig ubehagelig sygdom. Og han blev langtidsdeprimeret, han gav ligesom op, og så døde han. Så det tænkte jeg på i forbindelse med Robin Williams’ død.

Det kan være arveligt, så jeg prøver at holde mig i god form. Det er det eneste, jeg kan gøre.«

2048

»Det ved jeg ikke, hvad er. 2048, hvad fanden sker der dér? Der går Jorden under eller hvad? Har der været en eller anden stor Hollywood-film? Et eller andet science fiction, der foregår i 2048? Eller er det titlen på en eller anden serie? Det har jeg absolut ingen anelse om.«

(Berlingskes bedste bud er, at »2048« henviser til et populært computerspil, red.)

Conchita Wurst

»Jamen altså! Jeg synes sgu, det var lidt weird.

Der er jo noget interessant ved, at Østrig – det her bundkonservative land – sender sådan en taljetynd mand med malet skæg klædt ud som en kvinde. Det er da et sjovt statement. Men hun vandt jo kun, fordi hun var en del af et bundmærkeligt show, hvor de fleste sange og melodier var ad helvede til, ikke?

Jeg synes, det er vildt ærgerligt, at UnderholdningsOrkestret er blevet lukket, og det er en ærgerlig tendens, at nogle musikere, der virkelig kan noget, og som har øvet sig hele livet, bliver fjernet, og så bliver Melodi Grand Prix og X Factor opprioriteret.

Jeg har jo selv lavet nogle ting med UnderholdningsOrkestret. Musikerne var fantastiske hele vejen igennem. Men den sidste koncert var ret voldsom.

Det var en koncert med Freud i centrum. Der var koncert fredag, og jeg mødte ind tirsdag, men om mandagen havde de fået at vide, at orkestret skulle lukkes. Så det hele var sådan lidt: »Bliver det aflyst?«. Den uge var ret vild. Folk sad jo og græd. Og så til koncerten var der stående bifald i mange, mange minutter i starten, og det, jeg lavede, var en blanding af at provokere Freud lidt, og noget af det skulle også være skægt, men inde i hele den følelsesmæssige sammenhæng med den lukning, og noget meget, meget smuk musik, så blev det sådan en ... det blev en meget weird koncert, på godt og ondt.«

Ebola

»Jeg kan huske, da ebola kom frem første gang. Det har jeg tænkt på i løbet af året. Vi var nogle venner, der havde noget, der hed Mariposa Teatret dengang, og der gik vi og snakkede om det der med, at der var sådan en klam sygdom, hvor man sprang i luften, når man fik det. Det gik vi og lavede enormt meget fis med på sådan en fjollet måde. Men det var i en lukket kreds. Jeg kunne ikke finde på at lave sjov med ebola i Rytteriet. Det er jo dybt skræmmende og meget voldsomt.

Jeg synes egentlig ikke, at man kan lave sjov med alt. Der er en grænse. Den må man jo finde inde i sig selv, og nogen vil sikkert sige, at man sagtens kan lave sjov med alt, at man har brug for det som en ventil. Men så er vi tilbage ved den der intuition, vi snakkede om tidligere. Man kan ligesom mærke, når man overskrider sin egen grænse.«

1864

»Jeg havde jo en rolle i første afsnit, og jeg er meget glad for at have en rolle i næste sæson af »Arvingerne«. Men jeg har ikke nogen konkret drømmerolle, Hamlet eller sådan noget, men det kunne være fedt at få en større rolle i en film eller TV-serie. DR Fiktion er en vildt fed arbejdsplads, for der er sådan en selvtillid på den arbejdsplads. Der er ligesom et godt apparat, hele filmholdet og det tekniske hold. Det er skønt at være med i de serier der.«

Jennifer Lawrence

»Der kommer liderligheden ind i billedet. Det må fandeme være mærkeligt at være sådan en Hollywood-stjerne, der ikke kan færdes noget sted på kloden.

Jeg er helt klart et privat menneske. Jeg prøver at have et så velfungerende og normalt liv som muligt samtidig med alt det her, og jeg tænker over, hvordan man skal passe på sin familie. Nu er min kone jo også skuespiller (Botoft er gift med Lisbeth Wulff, red.), så en eller anden grad af berømmelse er ligesom et vilkår for os.

Det var lidt voldsomt, da jeg lavede »Isas Stepz« på DR Ramasjang. Jeg kunne faktisk ikke tage med min søn på legeplads, fordi børn bare løb hen, som om jeg var en tegneseriefigur: »Det er haaam!«. Det syntes min søn var irriterende. Og jeg blev blufærdig over, at jeg ikke bare kunne være der som mig selv. Det er heldigvis holdt op, og voksne er jo lidt mere kontrollerede. Og samtidig er der jo nogle positive ting i det, fordi det er jo dejligt at mærke, hvor mange der godt kan lide det. Det synes jeg ikke, man kan være sur over.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.