Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg sagde til lægen, at det her, det går ikke - for det går ud over min familie«

Lars Andersen har svær PTSD, efter han har været udsendt for Forsvaret på Balkan. Han føler sig »pisset på og tilsidesat« af Arbejdsskadestyrelsen.

Lars Andersen og de øvrige soldater på det første danske hold på Balkan i 90'erne arbejdede i første omgang med at etablere et baseområde, og de levede af feltrationer de første tre og en halv måned.
Lars Andersen og de øvrige soldater på det første danske hold på Balkan i 90'erne arbejdede i første omgang med at etablere et baseområde, og de levede af feltrationer de første tre og en halv måned.

Lars Andersen hørte lufttrykket fra projektilet, der susede lige forbi hans venstre øre, før han hørte selve skuddet. Det var ren instinkt, da han smed sig ned, rullede rundt, kom op igen og besvarede ilden. Et instinkt, der reddede hans liv under udsendelsen på Balkan, men et instinkt, han samtidig har kæmpet imod lige siden.

For udover den ørebetændelse, han siden fik som følge af, at trommehinden blev sprængt i stykker af lufttrykket, satte oplevelsen sig sammen med mange andre fast i hans sind, og i dag er han diagnosticeret med svær posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Da han kom hjem i august 1992 efter fem måneders udsendelse på det første danske hold i FNs fredsbevarende styrke, var der imidlertid ikke noget, der hed PTSD. Og selvom hans kone kunne fortælle ham, at han havde fået »onde øjne« af oplevelserne i krigen, fik han ingen psykologhjælp.

Berlingske har besøgt 52-årige Lars Andersen i hans lejlighed i Odense på baggrund af den seneste tids ulykkelige sager med en familietragedie og flere selvmord blandt danske krigsveteraner for at høre om nogle af de udfordringer, han kæmper med efter fire udsendelser til Cypern i 80’erne og en til Balkan i 94. Og for at høre om den hjælp eller mangel på samme, han har fået.

En nervøs lidelse

Det står hurtigt klart, at udfordringer er der nok af for Lars Andersen, men soldatertiden fornægter sig ikke, når mottoet lyder:

»Der findes ikke problemer, der findes kun opgaver, der skal løses, soldat, og der er kraftedeme kun en vej, og det er fremad.«

I øjeblikket er der særligt en opgave, der skal løses. Med økonomisk hjælp fra Soldaterlegatet, der er en fond til støtte for soldater og pårørende, kæmper Lars Andersen for at få Arbejdsskadestyrelsen, der 1. juli skiftede navn til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, til at genoptage hans sag.

Styrelsen afgjorde i 2003, at han har fået en arbejdsskade i form af en nervøs lidelse med en méngrad på fem procent. Han fik udbetalt en kompensation på 22.250 kroner, hvortil han med Forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning fik et beløb, så han samlet modtog 96.500 kroner.

I 2010 hjalp hans læge ham med at tage sagen op igen, da han mildest talt havde svært ved at hænge sammen, men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afviser, at sagen skal genoptages, da der er gået mere end fem år, siden han fik udbetalt den oprindelige erstatning. Med samme begrundelse har styrelsen nægtet at tage stilling til, om han skal have en erstatning for erhvervsevnetab.

Lars Andersen var afsted på det første danske hold på Balkan. Et hold, der var »temmelig veludrustet«, da de tog afsted, for de vidste ikke, hvad de gik ind til. Han fortæller, at der var op til 170 skudvekslinger i døgnet, som soldaterne enten kunne høre, se som lysspor på himlen, eller oplevede ved at tagsten blev skudt ned hen over hovedet på dem.
Lars Andersen var afsted på det første danske hold på Balkan. Et hold, der var »temmelig veludrustet«, da de tog afsted, for de vidste ikke, hvad de gik ind til. Han fortæller, at der var op til 170 skudvekslinger i døgnet, som soldaterne enten kunne høre, se som lysspor på himlen, eller oplevede ved at tagsten blev skudt ned hen over hovedet på dem.

Pisset på og tilsidesat

Om det langstrakte sagsforløb ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som Lars Andersen nu agter at fortsætte ved retten, siger han:

»Jeg føler mig pisset på og tilsidesat. Jeg mener, jeg har fortjent bedre. Jeg fortjener at få den rigtige méngrad og det rigtige arbejdsevnetab fastsat, så jeg kan få den rigtige erstatning.«

Forholdt kritikken fra både Lars Andersen, men også de øvrige veteraner, der omtales i artiklen »Psykisk syge veteraner svigtes«, som kan læses her, fortæller kontorchef ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Jane Hansen, at styrelsen lytter til kritik, men træffer afgørelser på baggrund af de gældende regler i Arbejdsskadeloven.

Da Lars Andersen gik til lægen i 2010, var han presset af den økonomiske krise og et stort skattesmæk, og bekymringerne fik oplevelser fra udsendelsen på Balkan til at vælte frem igen. Han var tilbage i huset, hvor han med blikket hævet på vagt over for fjendtlige personer uforvarende trådte lige ned igennem brystkassen på en mand, der havde ligget død i længere tid. Tilbage i den pansrede mandskabsvogn, hvor han kunne høre vognkommandøren og motoren, men ikke det skud, der smadrede den venstre forlygte lige under hans ansigt.

Hans sindstilstand gik ud over hans ene datter, som fik en »militær skideballe«, hvis hun tømte opvaskemaskinen forkert om morgenen, og til sidst gik han til egen læge.

»Jeg sagde til lægen, at det her, det går ikke. For det går ud over min familie, mine børn og jeg drømmer om døde mennesker og massegrave og minefelter og pis og lort, når jeg skal sove. Den er helt gal.«

Ud over at opfordre ham til at tage sagen op ved Arbejdsskadestyrelsen endnu en gang, gav lægen ham noget medicin og sendte ham til psykolog.

Indlagt på psykiatrisk afdeling

Det var ikke Lars Andersens første møde med psykiatrien efter sin hjemkomst. Da han kom hjem i 1992 til en nyfødt datter, der blev indlagt akut med en livstruende spædbørnsepilepsi, hans første kone ville skilles, og han skulle møde i retten på grund af fejl og mangler på hans Morris Mascot, flød bægeret over. Og overlægen på Odense Kasserne sørgede for, at han blev indlagt på katastrofepsykiatrisk afdeling på Rigshopsitalet i sommeren 1993.

Men da han blev udskrevet efter nogle uger, var der ingen opfølgning. Intet tilbud om at se en psykolog eller psykiater igen, fortæller Lars Andersen.

I stedet klarede han sig ved at køre taxa om natten, for han sov alligevel dårligt. Tre-fire timer bliver det maksimum til også i dag, og de fås gerne i den brune lædersofa i stuen, hvor ryglænet giver mulighed for at skabe en følelse at tryghed i den verden, kroppen har lært at være på vagt overfor. Der er stadig mange mareridt, og ofte kan hovedpuden vrides af sved, når Lars Andersen vågner om morgenen.

Lars Andersen og de øvrige soldater på det første danske hold på Balkan i 90'erne arbejdede i første omgang med at etablere et baseområde, og de levede af feltrationer de første tre og en halv måned.
Lars Andersen og de øvrige soldater på det første danske hold på Balkan i 90'erne arbejdede i første omgang med at etablere et baseområde, og de levede af feltrationer de første tre og en halv måned.

En psykisk meget stærk person

I 2012 gjorde en anden veteran Lars Andersen opmærksom på Region Syddanmarks afdelinger for traume- og torturoverlevere. Da han fortsat havde det svært, gik han igen til egen læge og bad denne gang om en henvisning hertil. Året efter var han hver uge forbi afdelingen i Vejle.

»Her har jeg både fået vendt noget af det, jeg har oplevet, og jeg har fået nogle seriøse input og informationer om det at have PTSD. Jeg har lært, hvad jeg selv kan gøre for at fange tingene i opløbet, og jeg har fået en forståelse for nogle af mine reaktionsmønstre,« fortæller Lars Andersen.

På baggrund af hans samtaler her fik han diagnosen svær PTSD, som dannede grundlag for den førtidspension, han fik per 1. juli 2014.

Dermed vil han ikke sige, at han aldrig har fået hjælp. Men det har været ham selv, der skulle finde den og opsøge de rette personer for at få den.

»Der er ikke nogen, der har taget sig af mig, andet end hvad jeg selv har kunnet. Heldigvis for mig er jeg åbenbart en psykisk meget stærk person. For jeg har jo aldrig sat mig hen i et hjørne og sagt, det er da også synd for mig, nu begynder jeg at anskue verden igennem bunden af en ølflaske eller sprøjte mig med heroin,« siger Lars Andersen.

Han mener, Balkan-veteranerne er »gemt og glemt«, men han fortsætter sin egen kamp for at få en højere erstatning ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.