Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jeg kender dig ikke, men du må godt få min nyre

Patienter og fagfolk presser på for, at også vildtfremmede skal kunne donere deres nyre til en syg patient. Dansk Folkeparti er på vej med et beslutningsforslag, som skal bane vej for anonym nyredonation.

Dansk Folkeparti er på vej med beslutningsforslag, som skal bane vej for anonym nyredonation.
Dansk Folkeparti er på vej med beslutningsforslag, som skal bane vej for anonym nyredonation.

»Jeg kender ikke nogen, der er alvorligt nyresyg. Men jeg ved, at det er en rigtig grim sygdom, og at de lider meget. Derfor vil jeg gerne hjælpe og stille min ene nyre til rådighed for én, der kan få gavn af den.«

En sådan situation, hvor der anonymt doneres en nyre til en alvorligt syg patient, kan blive en realitet inden for en overskuelig fremtid.

Patientorganisationer, fagfolk og politikere presser på for at ændre vilkårene for nyre-donation, så det ikke længere alene er familiemedlemmer og nære venner, der i levende live kan vælge at skænke deres ene nyre for at redde en kritisk syg patiens liv.

Også vildtfremmede skal have mulighed for at træde til og tilbyde deres hjælp, mener bl.a. Dansk Folkeparti, der nu er parat til at fremsætte et beslutningsforslag, som baner vej for anonym nyredonation.

»Vi ved, at der er nogen, der gerne vil donere deres ene nyre til én, de ikke kender, og så skal de selvfølgelig have lov til det. Det vil jo være med til at redde menneskeliv. Der bør heller ikke være forskel på, om man donerer til én, man kender, eller til en ukendt patient. Det er jo de samme undersøgelser, man skal igennem,« siger formanden for Folketingets sundhedsudvalg Liselott Blixt (DF).

Forslaget kommer, efter at patientorganisationer længe har presset på for at få ændret reglerne, så der, ad den vej, kan komme flere muligheder for at hjælpe alvorligt syge med transplantationer, hvor de får indopereret et organ fra en afdød eller levende donor.

Antallet af nyre-transplantationer har ganske vist været stigende gennem flere år, efter at der blev åbnet for, at også levende, kendte donorer har fået adgang til at skænke deres nyre.

Men der er stadig patienter, som dør, mens de står på venteliste til en ny nyre, og i en række lande har anonym nyredonation været en mulighed i flere år. Det gælder blandt andet i USA, Canada og Holland.

I Storbritannien er der på 10 år gennemført 548 anonyme nyretransplantationer, og i Sverige er der siden 2004 gennemført 26 transplantationer med en anonym donor. Det oplyser organdonorforeningen 7liv, der arbejder for at skaffe flere organer til transplantation, og som for nylig har været i dialog med medlemmer af Sundhedsudvalget.

Hvor mange organer, der kan tilvejebringes ved anonym donation, er usikkert. Nogle skøn siger, at der måske vil være fem om året, men både patientforeninger og hospitaler oplyser, at de hvert år får flere henvendelser fra folk, som gerne vil donere til nogen, de ikke kender.

»Ethvert organ er livreddende, og derfor er ethvert organ vigtigt. Det er også mærkeligt, at man i dag ikke vil acceptere, at folk ønsker at give denne gave, når de gerne vil,« siger formand for 7liv Karin Riis-Jørgensen.

Læger på hospitalsafdelinger, der står for nyretransplantationer, ser også gerne, at der kommer nationale retningslinjer for f.eks. screening af mulige donorer, så man kan være sikker på, at de rent faktisk ønsker at være donorer og ved, hvad de går ind til i form af en stor operation, som ikke er helt uden risiko.

I et svar til sundhedsudvalget tilkendegiver sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at regeringen har bedt Etisk Råd om at vurdere fordele og ulemper ved en evt. ordning med anonym nyredonation fra levende donor – og at spørgsmålet vil blive drøftet politisk til efteråret.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.