Nomineret til Årets Dansker 2016

»Jeg har altid tænkt, at jeg var for hvid til at blive diskrimineret«

En enkelt TV-debat katapulterede Jens Philip Yazdani fra rollen som menig elevrådsformand på Langkaer Gymnasium til symbolet på en stadig mere outreret danskhedsdebat.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En uge efter, Jens Philip Yazdani tog toget hjem til Sabro vest for Aarhus efter at have deltaget i Clement Kjærsgaards program Debatten på DR, havde han fået 1.300 anmodninger fra nye Facebook-venner.

Folk, han aldrig havde mødt, gav ham skulderklap og støtte. Unge som voksne skrev, at Jens Philip »selvfølgelig var dansker«, og at det var grotesk, at DFs integrationsordfører, Martin Henriksen, på nationalt TV havde nægtet at kalde ham det, som den 18-årige elevrådsformand fra Langkaer Gymnasium end ikke har overvejet kunne være til diskussion: At han, der er født i Danmark af en iransk far og dansk mor; han, som har gået i dansk børnehave, vuggestue og nu gymnasium selvfølgelig er dansker.

»Jeg mener; hvad skulle jeg ellers være?«

Jens Philip Yazdani holder en pause i talestrømmen.

Hele oplevelsen var »totalt mystisk« og efterlod den unge gymnasieelev målløs. For lige så fedt det er for en ung studenterpolitiker med ét at få en platform til at komme ud med de synspunkter og holdninger, han altid har haft, men som der for få måneder siden ikke var nogen, der interesserede sig for. Lige så deprimerende var selve anledningen til opmærksomheden.

»Det er jo en dybt sørgelig statuering af, at debatten er kommet så langt ud, at det er blevet helt acceptabelt at stigmatisere og sætte spørgsmålstegn ved folks danskhed, fordi de ikke har blå øjne, lyst hår eller et dansk efternavn. Personligt føler jeg mig ikke ramt, for det hele var så usagligt, at jeg slet ikke kan tage det seriøst. Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg var for hvid til at blive diskrimineret. Problemet er, at sådan en debat rammer dem, som er brunere end mig i huden eller måske bærer tørklæde. Det er dem, som konsekvent bliver set skævt til og dem, det gør mest ondt på. Og det er det, jeg får det mest skidt i maven af,« siger han.

Jens Philip Yazdani er vokset op i et mindre rækkehus i en lille forstad til Aarhus i et »ret så hvidt kvarter« med en mor fra Vestjylland, en far fra Iran og to søstre, der er lige så mørkhårede – og lige så danske, som ham selv.

Faren, der flygtede til Danmark for 30 år siden, har altid læst godnathistorier på dansk for børnene. Det samme har moderen. Og udover et lidt eksotisk efternavn er der stort set ikke blevet efterladt nogen spor fra den persiske kultur. Så lidt har faderen lært fra sig, at Jens Philip Yazdani først nu – som næsten voksen – af nysgerrighed er ved at lære persisk på egen hånd. Ikke med hjælp fra faderen, men ved at snakke med en ven.

I skolen var der heller aldrig nogen, der satte spørgsmålstegn ved Jens Philips rødder. Måske, siger han, fordi mange af hans venner rækker tilbage til børnehavealderen. Fra før de havde hørt i medierne og fra politikerne, hvad »en rigtig dansker« skal hedde, eller hvordan han skal se ud.

»Jeg tror faktisk aldrig, vi ville have haft de her diskussioner, hvis Danmark havde haft en mere aggressiv boligpolitik, hvor folk blev blandet fra starten, og alle lærte mennesker med forskellige baggrunde at kende allerede tidligt i deres opvækst. Så ville min danskhed ikke være et politisk slagsmål. Eller noget man skulle have alle mulige informationer for at kunne bedømme. Så ville den være en selvfølgelighed.«

Da Jens Philip Yazdani skulle i gymnasiet, faldt valget aktivt på Langkaer – et af de mest mangfoldige i landet med over 80 pct. elever med anden etnisk baggrund. Det multikulturelle tiltrak ham. Som dansker med alle de rigtige ungdomsinteresser som musik, litteratur, drukfester og studenterpolitik var det fedt at komme et sted hen, hvor man kunne blive udfordret på sine værdier, tænkte han. Et sted hen, hvor alle ikke var som ham.

Artiklen fortsætter under billedet

Ingen indikatorer er så klar en rød klud i ansigtet på højrefløjen i danskhedsdebatten som forholdet til Islam, har Jens Philip Yazdani erfaret.
Ingen indikatorer er så klar en rød klud i ansigtet på højrefløjen i danskhedsdebatten som forholdet til Islam, har Jens Philip Yazdani erfaret.

Det er da også særligt i gymnasietiden, han på første parket har været vidne til den diskrimination og de fordomme, hans klassekammerater skal stå model til. Ikke på skolen, hvor alle er ligeværdige, men i det omgivende samfund.

Såsom de tre tørklædebærende piger, der havde meldt sig til Røde Kors-indsamlingen og efter tre timers dørklokkestemning vendte tilbage helt slukørede. Ikke fordi, de ingen penge havde indsamlet. Men på turen havde de mødt en kvinde, som nægtede at putte mønter i deres bøsser »så længe, de ikke ville smide deres forfærdelige uniform«.

»Vi taler om danske gymnasiepiger, der tilmed bruger deres fritid på at samle penge ind til Dansk Røde Kors, som skal slås i hovedet med, at de ikke er gode nok, fordi de ikke er kristne. De var så nedslåede, at det gjorde ondt helt inde i mig,« siger Jens Philip Yazdani.

Eller som hans ven Hassan, der har somaliske forældre, og gang på gang må blive uden for diskoteket, når de andre fra vennegruppen skal i byen. »Det bliver ikke i aften, kammerat,« som dørmændene afvæbnende siger. Selv om han er født i landet, også går i gymnasiet og lever et almindeligt ungdomsliv.

»Jeg er trods alt for hvid til at blive diskrimineret på den måde. Men for dem er diskriminationen en del af deres hverdag.«

Ingen indikatorer er dog så klar en rød klud i ansigtet på højrefløjen i danskhedsdebatten som forholdet til Islam, har Jens Philip Yazdani erfaret.

Da Martin Henriksens partifælle Marie Krarup i Radio24Syv skulle svare på, hvad hun manglede at vide for at kunne fastslå Jens Philip Yazdanis danskhed, lød svaret prompte: »Jeg vil gerne vide, hvilken religion, du har, og om du sætter koranen højere en Grundloven.«

»Jeg er slet ikke religiøs. Jeg er ateist,« svarede Jens Philip til Krarups måben.

»I virkeligheden,« siger han i dag, »giver spørgsmålet ingen mening. I Grundloven, som jeg såmænd sætter ganske højt, står jo netop, at vi har religionsfrihed.«

Når folk siger, at de ikke er racister, begrunder de det ofte med, at de ikke har noget imod folks hudfarve. Alligevel – viser eksemplet med Jens Philip Yazdani – bliver danskheden af nogle netop betvivlet med udgangspunkt i hudfarve og efternavn. Dykker man længere ned i argumentationen bliver det klart, at den underliggende præmis ofte er, at en person med Jens Philips udseende og rødder sikkert er muslim. Ergo udansk.

»Jeg forstår grundlæggende ikke, at der skulle være nogen modsætning,« siger Jens Philip Yazdani. »Jeg tror ikke selv på noget, men har masser af venner, som er muslimske. Skulle det gøre dem udanske? For mig er det en helt mystisk sammenkobling mellem religion og nationalitet.«

Det, der gør Jens Philip Yazdani mest indigneret, siger han, er politikernes hykleri.

Alle taler om integrationsproblemer. Alligevel vedtager politikerne love efter love, der efter hans mening netop modvirker integration. Såsom integrationsydelsen, der gør folk med anden etnisk baggrund så økonomisk klemte, at de kun har råd til at bosætte sig i fattige områder, hvor der bor folk som dem selv. Eller eksempelvis karakterkravene til gymnasiet, der ville udelukke mange af hans klassekammerater fra netop at bryde den sociale arv.

Samtidig taler de dunder om værdier og hidser sig op, når unge med anden etnisk baggrund ikke drikker til gymnasiefester eller klæder sig, som andre teenagere gør.

»Fokus ligger de helt forkerte steder,« sukker Jens Philip Yazdani.

»Det kan godt være, at mange af mine klassekammerater ikke drikker alkohol. Til gengæld var der udsolgt af sodavand til sidste skolefest. De deltager måske ikke i drukken, men dufter stadig til dansk ungdomskultur, og hvem ved – så kan det være, deres børn kommer til at drikke sig fulde, når de engang vokser op. Det er sådan integration starter: Ved at vi møder hinanden og bliver klogere. Men det kræver jo, at vi ikke stigmatiserer hinanden på grund af hudfarve og religioner, før vi overhovedet er kommet i gang.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.