Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg håber ikke, Skat bare sidder og venter på, at oplysninger kommer trillende«

Finanstilsyn i Norge og Sverige har krævet redegørelser og indkaldt til møder som reaktion på lækagen Panama Papers. I Danmark er Finanstilsynet i tvivl om, hvorvidt opgaven i stedet ligger hos Skat. Og hos Skat »håber« man, at nogen vil sende data fra lækket. Enhedslistens Rune Lund påpeger, at Skat har pligt til at være helt fremme i skoene.

11 millioner dokumenter er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca til den tyske avis Süddeutche Zeitung. Avisen har valgt at dele materialet med flere medier verden over, der har publiceret opsigtsvækkende historier om firmaet.
11 millioner dokumenter er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca til den tyske avis Süddeutche Zeitung. Avisen har valgt at dele materialet med flere medier verden over, der har publiceret opsigtsvækkende historier om firmaet.

Det har ikke skortet på artikler og umiddelbare reaktioner fra politikere, organisationer og privatpersoner efter det enorme læk af informationer fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, der afslører, hvordan virksomheder og personer har benyttet advokaten til at oprette selskaber i skattely.

Men hvad har de danske myndigheder konkret foretaget sig det første halvandet døgn, efter skandalen blev offentliggjort?

Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, understreger, at Skat bør spille en særdeles aktiv rolle.

»Jeg håber, at Skat er helt fremme i skoene i den her sag. Ikke mindst fordi Folketinget i april sidste år kritiserede Skat for at have tilsidesat en politisk aftale fra 2010 om at bekæmpe skattely,« siger han.

Finanstilsyn i aktion i Norge og Sverige

Søndag aften offentliggjorde en række medier artikler på baggrund af de i alt 11 millioner lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca. Artikler om skattely, som favner bredt og nævner både diktatorer, sportstjerner og banker.

I Danmark og de øvrige nordiske lande har der blandt andet været stort fokus på Nordea, som ifølge de lækkede dokumenter har været aktiv i forhold til at oprette selskaber i Panama med hjælp fra Mossack Fonseca. Og i Norge og Sverige er finanstilsyn allerede gået i aktion.

Finansinspektionen, Sveriges pendant til Finanstilsynet, har for eksempel indkaldt Nordea til møde, ligesom Finansinspektionen har taget kontakt til myndighederne i Luxembourg, hvorfra Nordeas filial har sendt penge til Panama, skriver Ritzau.

I Norge har finanstilsynet bedt Nordea samt den norske bank DNB om redegørelser i forhold til anklagerne om, at bankerne har hjulpet deres kunder med at oprette skuffeselskaber, skriver det norske nyhedsbureau NTB ifølge Ritzau Finans.

Skat håber, nogen vil videregive oplysningerne

Mandag aften meldte Finanstilsynet i Danmark ud via en pressemeddelelse, at man er i tvivl om, hvorvidt opgaven ligger på finanstilsynets bord.

»I sager som denne vil Finanstilsynet generelt tage skridt til at afklare de faktiske forhold med henblik på at vurdere, om der er tilsynsmæssige aspekter. På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem, er det på nuværende tidspunkt ikke klart, at der er tale om forhold, der ligger inden for Finanstilsynets tilsynsområde,« skrev Finanstilsynet ifølge Ritzau Finans.

Hos de danske skattemyndigheder er man heller ikke klar til at gå i aktion. Her venter man i øjeblikket på at få adgang til de lækkede data.

»Vi håber selvfølgelig, at medier eller andre, som har oplysningerne, vil give os dem. Skattely er meget kompliceret, og vi er interesseret i at få adgang til de her data, så vi kan bruge dem i vores kontrolsager,« sagde indsatsdirektør ved Skat, Jim Sørensen, mandag aften til Ritzau.

Skat oplyser desuden, at myndigheden allerede blev bekendt med en mulig lækagesag tilbage i januar, hvorefter Skat kontaktede internationale samarbejdspartnere.

»Skat har fået tilkendegivelse fra de lande, som har indsigt i en del af lækagen om, at såfremt der i deres materiale findes oplysninger om danskere eller oplysninger, der er i det hele taget er relevant for Danmark, vil disse blive fremsendt til Skat efter aftalerne om spontane oplysninger. Skat er i løbende dialog med andre landes skattemyndigheder, men det er ikke muligt at udtale sig om en egentlig tidshorisont,« lyder det fra Jim Sørensen i en mail fra Skat til Berlingske.

Ifølge internationale regler er lande, der har oplysninger om et specifikt land, forpligtet til at videregive dem. Men Skat har endnu ikke modtaget oplysninger om danskere vedrørende Panama-lækagen.

Skat skal søge oplysningerne aktivt

Enhedslistens Rune Lund vil ikke kritisere Skat og Finanstilsynet på baggrund af de forskellige udtalelser i medierne. Han understreger, at det er uvist, hvad der foregår bag kulisserne.

»Men jeg håber ikke, Skat bare sidder og venter på, at oplysninger kommer trillende. Skat skal aktivt søge de her oplysninger fra lækagen,« siger han.

Skatteudvalget gav sidste år i april en beretning, hvor flertallet kritiserede Skat for at have tilsidesat en politisk aftale fra 2010 om bekæmpelse af skattely. I beretningen fremgår det, at den daværende skatteminister, Benny Engelbrecht (S), ville indskærpe over for Skat, at myndigheden skal efterspørge informationer af egen drift og anvende indgåede informationsudvekslingsaftaler aktivt.

»Jeg forventer, at Danmark er mindst lige så aktiv som alle andre lande på det her område. Så hvis der er noget, Norge og Sverige gør, som vi ikke gør, mener jeg ikke, det følger intentionen fra Skatteudvalget, der ikke engang er et år gammel,« siger Rune Lund.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.