Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da gerningsmanden blev skudt«

Mette Frederiksen, nuværende socialdemokratisk formand, var som justitsminister for et halvt år siden med til at træffe beslutningerne, da Danmark gik i terrorberedskab efter angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge.

Jeg læste nyheden på nettet, mens jeg som justitsminister blev ringet op med den officielle melding. Jeg var vej på ind på færgen fra Tyskland mod Danmark, hvor jeg stod sammen med andre danskere, der var på hjem fra vinterferie. Vi fulgte med på TV-skærmene. Det var nogle meget mærkelige timer. Når der eksempelvis er et bandeskyderi i København, bliver man ikke personligt orienteret som justitsminister. Derfor vidste jeg også, at det var mere alvorligt, da jeg blev ringet op. Jeg tænkte: »Åh nej, terroren er kommet til Danmark.«

Der løb flere ting igennem mig. Noget var rent følelsesmæssigt, menneskeligt. Min første reaktion var ren forfærdelse og bekymring. Ja, vel i virkeligheden ren medmenneskelighed og solidaritet med de mennesker, som blev ramt. Jeg tror ikke, at jeg som justitsminister reagerede anderledes end alle mulige andre. Men jeg kom alligevel ret hurtig væk fra følelserne og over til noget mere fagligt og funktionelt. Jeg frygtede, at vi blot havde set den første bølge af noget større. Det er klart, at attentaterne mod Charlie Hebdo i Paris spillede en rolle, for der så vi, at gerningsmændene søgte videre, og det endte med skud og drab flere andre steder.

Det var nogle dramatiske timer efter skyderiet mod Krudttønden. Det var her, vi skulle beslutte, hvordan beredskabet skulle styres. Der er stor forskel på, om man skal håndtere en skudepisode på åben gade eller et terrorangreb. Det var et specielt øjeblik, da vi i tiden efter det første skud besluttede at rulle hele terrorberedskabet ud. Der blev truffet nogle beslutninger i de timer.

I sådan en situation er der ikke rigtig plads til at mærke efter, hvordan man selv har det. Det er heller ikke dét, der er opgaven. Jeg var inderligt bekymret for, hvad vi havde med at gøre. Det var en enorm frygt på en aften, hvor man vidste, at der var hundredvis af unge mennesker i byen, mens en gerningsmand stadig var på fri fod. Bekymringen fyldte meget. Men det skulle håndteres på en måde, så den ikke kom til at skygge for det prak­tiske. Vi er begunstigede i Danmark med nogle myndigheder, der er i stand til at reagere i den situation. Det rent operationelle skulle vi politikere ikke blande os i.

Jeg husker meget tydeligt, da skuddene blev affyret ved synagogen. Forstå mig ret: Det var dét, vi havde ventet på. At gerningsmanden ville gøre noget igen. Det var dramatisk. Dels fordi det var et overlagt mord, der fandt sted, dels fordi vi hurtigt vidste, at gerningsmanden slap derfra igen. Det var en mental mavepuster, da der blev skudt anden gang. Efterfølgende var jeg i et rum, hvor vi traf nogle rent operationelle beslutninger om, hvilke myndigheder der skulle hvad. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da gerningsmanden blev skudt. Det var mærkeligt. Og for at være helt ærlig var der en lettelse hos mig. Det gav håb om, at de frygtelige hændelser nu var ovre.

Hvis jeg forestiller mig selv tænke tilbage om 25 år, tror jeg ikke, at det er efterspillet og politikere, der driller hinanden på Christiansborg, jeg vil huske. Det er utrolig uinteressant i forhold til, hvad det har gjort ved os som samfund. Jeg kom tæt på den dræbte Dan Uzans familie, de sårede politimænd, ofre og efterladte. I deres liv er der en ulykke, som ikke har noget at gøre med terror eller politik. Det handler mest om, at de har mistet et barn eller været tæt på at miste. Da jeg mødte Dan Uzans forældre, var jeg mere en mor, der forstod deres tab, end jeg var justitsminister. Det skal vi kunne være for hinanden. Også selv om vi har forskellige opgaver i sådan en sammenhæng. Vi danskere viste vores styrke og fællesskab i en svær tid. Det glemmer jeg aldrig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.