Nomineret til årets dansker 2017

»Jeg føler det som en pligt at give noget tilbage«

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Han er en anerkendt og hyldet forsker og står samtidig i spidsen for en af landets største og mest kendte virksomheder. »Jeg er kommet til et punkt i livet, hvor jeg gerne vil give noget tilbage,« Flemming Besenbacher.

Han er nok ikke så kendt i den brede offentlighed. Men i portrætsamlingen på Frederiksborg Slot hænger han sammen med portrætter af de største danskere, heriblandt P.S. Krøyer, kronprins Frederik og Anker Jørgensen. Flemming Besenbacher er portrætteret af billedkunstner Peter Carlsen, og portrættet blev præsenteret sidste år på Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Besenbacher hænger der i sin egenskab af formand for Carlsbergfondet, som donerer flittigt til museet, og i de senere år er hans indflydelse vokset betragteligt.

Han lever hverken op til fordommene om en midaldrende professor eller en ditto bestyrelsesformand i dansk erhvervsliv. 65-årige Flemming Besenbacher er svær at proppe ned i en kasse. Han er for kommercielt og praktisk anlagt til at passe helt naturligt ned i professorkassen. Omvendt går han mere op i både grundforskning og innovation og dertil Danmarks rolle og ansvar i en verden i hastig forandring til at passe ned i bestyrelsesformandskassen.

Hvis utålmodighed kunne antage menneskelig form, kunne den meget vel se ud som Flemming Besenbacher. Han brænder for det, han giver sig i kast med. Og det er en hel del.

Alene i år har han været dybt involveret i arbejdet i det Advisory Board, som har udarbejdet 27 anbefalinger til regeringen om, hvordan vi i Danmark kan blive førende inden for cirkulær økonomi. Besenbacher var formand for gruppen, som beskrev den cirkulære økonomi, som handler om konstant genanvendelse af ressourcer, og som kom med en række anbefalinger på området til regeringen.

Han har også været den drivende kraft i etableringen af projektet Unleash, der som et forsøg samlede 1.000 talentfulde unge fra hele verden og satte dem sammen med en stribe store virksomheder i Danmark. De unge udarbejdede i et slags idélaboratorium nye innovative forslag til løsningen af FNs 17 verdensmål.

Og nå ja, så er han også lige bestyrelsesformand for verdens tredjestørste bryggeri, Carlsberg, der står midt i en kritisk omstillingsfase, hvor han har givet en næsten ny topledelse den bundne opgave, at Carlsberg skal gøres mere profitabelt.

Det er rollen som formand for Carlsberg og Carlsbergfondet, som har åbnet Besenbachers øjne for Unleash og arbejdet med cirkulær økonomi. Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, lagde ejerskabet af bryggeriet i Carlsbergfondet, som med penge tjent i bryggeriet også skulle støtte forskning og kultur i Danmark. Den opgave opfatter Flemming Besenbacher som en tung arv, han skal forvalte.

»Jeg synes, det følger med jobbet. Det med at vise samfundssind er dybt integreret i Carlsbergs DNA helt tilbage fra den gamle brygger. Og når jeg nu sidder på denne post og forvalter den arv, som det er i mine øjne, så er det på sin plads, at jeg engagerer mig, og der er arbejdet med cirkulær økonomi, med Unleash og med også det digitale vækstpanel helt i tråd med det, Carlsberg kommer fra,« siger Flemming Besenbacher.

Hans beundring for J.C. Jacobsen er enorm. Besenbacher trækker igen og igen referencer til det danske erhvervsikon.

»Jeg er en rimelig succesfuld videnskabsmand, har publiceret 700 papirer og været med til at skabe et nanoforskningscenter på Aarhus Universitet. Men jeg er kommet til et punkt i livet, hvor jeg gerne vil give noget tilbage. Jeg føler det som en pligt at give noget tilbage. Man er nødt til at vise samfundssind, og jeg synes, jeg har et ansvar med de muligheder og måske med de evner, jeg har til at gøre noget for forskningen, for videnskaben, selvfølgelig for Carlsberg, men også for Danmark. Der er en forpligtelse med den post, jeg har nu,« siger Flemming Besenbacher.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Tilbage i august løb Unleash-projektet af stablen. Projektet vakte internationalt opmærksomhed, og Besenbacher var her en af de drivende kræfter i det projekt, som så forskellige personligheder som kronprinsesse Mary, skuespilleren Ashton Kutcher, kunstneren Olafur Eliasson og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også deltog i som gæster i og flere gange har fremhævet offentligt.

»Man ser mere og mere, at det er de unge talentfulde mennesker, der nogle gange kommer med nogle ideer, som fuldstændig kan ændre verden. Jeg har været til alt for mange konferencer, hvor man møder op og får en pdf, og så går man hjem igen. Her var det meningen, at de unge skulle komme længere. Det var at sætte de unge menneskers idéer i spil sammen med repræsentanter fra en række store virksomheder, så de hurtigt kunne komme ud i samfundet,« siger Flemming Besenbacher.

Planen er, at Unleash skal blive et årligt tilbagevendende projekt, som rejser rundt i verden og samler unge og deres ideer. Besenbacher arbejder på at få Verdensbanken til at støtte op om ideerne med penge, så de kan føres ud i livet.

»Vi har fået 1.000 nye ambassadører for Danmark. Vi viste dem det bedste af Danmark, som gjorde et stort indtryk, og som de har taget med sig hjem. Nogle af dem havde aldrig været uden for deres hjemland. Der var en utroligt dygtig fyr fra Syrien, der aldrig havde været uden for Syrien før, han havde vist ikke engang været ude og flyve før,« siger han videre.

Flemming Besenbacher har desuden det seneste år lagt mange timer i arbejdet med at beskrive den cirkulære økonomi, som er et opgør med brug-og-smid-væk-kulturen.

»Verden er i dag rigere end nogensinde. Det betyder, at der er kommet et stigende træk på ressourcerne, og det skal vi tage alvorligt. Det er omkostningen ved, at et land som Kina forbedrer levestandarden for middelklassen så meget, som det er tilfældet. Her kan vi noget i Danmark, som vi har en tendens til at glemme. Vi har en omstillingsparathed og en grøn tankegang, som vi godt kan være stolte af, og som de er imponeret over i Kina. Vi er langt fremme i den grønne omstilling sammenlignet med andre lande. Jeg tror fuldt og fast på, at den næste grønne bølge er den cirkulære økonomi, for det med at tage nogle ressourcer fra kloden, producere et produkt og smide det væk igen som affald, det holder jo ikke,« siger Besenbacher.

Han taler om alt fra delebiler, om de nye forældregenerationers genbrug af børnetøj, madspilds-appen too-good-to-go. Han taler i det hele taget meget. Om forskning, om Danmark, om pligt, om at gøre sig umage.

»Det handler om at gøre sig umage. Man har en forpligtelse til at gøre det så godt, man kan. Har man talenter og evner, så skal man bruge det. Men det gælder, lige meget hvad man laver, at der skal hårdt arbejde til. Når Sofie Mutter bliver en fremragende violinist, så er det jo ikke kun fordi, hun har talent. Så er det fordi hun øver sig hele tiden,« siger professoren.

Prisen for den livsindstilling er, at fritid og arbejde flyder sammen, så Flemming Besenbacher holder ikke ret meget fri. Og han har en tendens til at involvere sig i både skolebestyrelser og grundejerforeninger, selv om han egentlig ikke har tid.

»Jeg kan ikke lade være. Jeg er ikke den type person, der kan ligge på en strand, kigge ud i luften og lave ingenting,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.