Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg er bare skatteydernes repræsentant«

Andreas Krog er i disse dage mediernes mest benyttede ekspert i kampfly. Berlingske mødte den 39-årige journalist, OB-fan og The West Wing-kender for at høre, hvad der gemmer sig bag mediedarlingens troværdighed.

Andreas Krog er en af tidens mest brugte eksperter angående kampfly. Han er manden bag www.nytkampfly.dk. Andreas er fotograferet på en legeplads i indre by.
Andreas Krog er en af tidens mest brugte eksperter angående kampfly. Han er manden bag www.nytkampfly.dk. Andreas er fotograferet på en legeplads i indre by.

Vi sætter os på en bænk på en legeplads i Indre By. Ikke særligt apropos, når man skal tale med landets fremmeste ekspert i Forsvarets indkøb af kampfly om, hvad der driver ham.

Men han trækker selv den røde tråd:

»Jeg er og var drevet af, at ingen andre journalister beskæftigede sig med det, måske lige bortset fra Christian Brøndum (Berlingskes nyligt fratrådte forsvarsmedarbejder, red.) og nogle på Ingeniøren. Og at jeg helst ikke vil betale for meget i skat. Det er vigtigt, hvad flyene koster om 30 år, levetidsomkostningerne, når min søn, og de der skal betale,« han nikker mod børnene i legestativerne.

I 2008 oprettede Andreas Krog Nytkampfly.dk. En troværdig og i disse dage nærmest skamridt kilde til historier om de meget omtalte kampfly.

»I starten havde jeg ikke så mange læsere. Jeg kendte dem nærmest ved fornavn. Men jeg havde de rigtige læsere. Det blev hurtigt et samlingssted for interesserede, og derfor tippede folk mig også med historier.«

Inden da havde han taget uddannelse som journalist, været IT-journalist, ansat i TDC og kommunikationsmedarbejder i DONG Energy. Da han ville tilbage til »den rigtige« journalistik, købte han sig ind i rejse- og luftfartssitet CHECK-IN.dk, som han stadig driver med en kollega. I dag har han kombineret de to mest presserende drømme fra drengeårene. Drømmen om at blive pilot eller journalist.

Faren var tekniker i Danmarks Radio og havde flycertifikat. Farmand fløj ofte familien fra Odense til ferier på Anholt, eller bare til øen til en svømmetur og hjem igen om aftenen. Besøg hos mormor og morfar på Falster skete også ad luftvejen med landing på en græsmark ved Lommelev.

Hans far lovede ham et flycertifikat, hvis han undlod at ryge, indtil han fyldte 18. Men Andreas Krog indløste aldrig sin gave.

»Jeg fik travlt med at være journalist, og så er pilotarbejde sindssygt hårdt, og du skal selv betale din uddannelse, hvis du skal være trafikpilot. Og så er jeg 188 cm. Dengang var det for høj til at blive jagerpilot.«

I gymnasiet meldte han sig, inspireret af en kammerat, ind i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom). Han tager hvert år med sin søn på otte og datteren på ti på ferier med en gruppe gamle DSUere og deres børn.

»DSU har været en meget, meget stor faktor i mit liv. Det var der, jeg mødte min kone, og der jeg har mødt alle mine nære venner og bekendte. DSU er på en måde min familie. Der jeg er »vokset op«.«

Professionelt giver det en unik adgang til informationer, siger han. Når man kender folk som Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen, og tidligere forsvarsminister Nicolai Wammen, går visse ting lettere. Han er dog ikke selv medlem af et parti.

Hvordan undgår du at lade dig påvirke af flyindustriens lobbyister?

»Lobbyister er ikke så glatte og smarte, som medierne gerne vil gøre dem til. Og jeg har bannerannoncer for alle de producenter, der var i spil.«

Han har kun én gang oplevet at blive frosset ude af en flyproducent. Det var af Boeing, fordi han på sit site havde indikeret, at en tur for politikere tangerede bestikkelse. »Som jeg siger til flyproducenterne: Jeg er bare læsernes repræsentant.«

Alsidig flyentusiast

Hjemme i Søborg har han skabet fyldt med flymodeller, USB-stick, kuglepenne, kasketter, T-shirts og bøger fra flyproducenter. Alle større gaver og rejser har han en liste over på sin hjemmeside.

Hvordan har du oplevet det at være the shit de sidste uger?

»Det har jeg altid været,« griner han og understreger, at Berlingske ikke må skrive, at 2. HFerne engang kårede ham til årets gigolo på Odense Katedralskole. Mundkurven trækker han alligevel tilbage. Det er dog vigtigt, understreger han, at fortælle, at han er OB-fan (når de spiller godt), interesserer sig for civil luftfart, elsker TV-serien The West Wing (han blev nummer fem ud af 30 i en quiz på Toga Vinstue), ser cykelsport på TV, og holder af portvin. Vist nok på kenderplan.

Og så er han stolt af, at han den sidste måneds tid har opnået det, han har arbejdet på de sidste otte år. At give journalisterne lidt viden, »så de måske for helvede kunne skrive lidt om det (indkøb af kampfly, red.). Det er så lykkedes nu over al forventning«.

Hans telefon ringer. »Det er en af lobbyisterne fra Lockheed,« siger han og tager den ikke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.