Nomineret til Årets Dansker 2016

»Jeg bliver altid lidt forelsket i mine karakterer«

Susanne Bier har vundet filmkunstens tre hovedpriser – som den første dansker og den første kvindelige instruktør nogensinde. Vigtige nøgler til hendes succes er fokus og løsning af ét problem ad gangen. Men hun er også den første, der snubler i kablerne!

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun vandt en Golden Globe i januar 2011. Hun løb kun godt en måned senere med en Oscar. Og hun fik for kort tid siden en Emmy for TV-serien »Natportieren«.

Susanne Bier er den første danske instruktør, der har vundet alle tre hædersbevisninger.

Og nok så spændende: Hun er den første kvindelige instruktør, der har vundet alle tre priser – den første i hele verden.

»Jeg er meget heldig,« siger den 56-årige instruktør. »Jeg føler mig meget privilegeret. Men jeg frygter også lidt, det hele kan forsvinde igen.«

Hvordan forsvinde?

»Det er en følelse, jeg har gået med altid,« siger hun. »Katastrofen ligger på én eller anden måde som en mulighed. Følelsen af at alt i verden kan ændre sig på et øjeblik. At det hele måske forholder sig helt anderledes.«

Susanne Bier har jødiske forældre med tyske og russiske rødder. Og nej: Hun dyrker ikke sin baggrund særligt og har i det hele taget ikke meget til overs for fanatisme i nogen form.

Instruktøren lever og ånder for sine film. Hun har været 25 år i branchen og kreeret tre håndfulde værker. Den tidligeste var »Freud flytter hjemmefra« fra 1991, som handler om konflikterne i en jødisk familie.

Senere succeser har været komedien »Den eneste ene« fra 1999, dogmefilmen »Elsker dig for evigt« fra 2002 og traumedramaet »Brødre« fra 2004.

For ikke at nævne kendte titler som »Efter brylluppet« fra 2006, »Hævnen« fra 2010, »Den skaldede frisør« fra 2012 og ret så mange andre.

Flere af hendes værker har høstet fuld plade fra filmkritikerne. Nogle af dem kalder »Natportieren« for en af de bedste miniserier nogensinde. Andre priser hende for den filmtekniske snilde – herunder hendes evne til at tage et indviklet emner og gøre det vedkommende for alle.

 

Om vi også vil se den navnkundige dansker som instruktør på en James Bond-film, vides ikke endnu. Rygterne har floreret i de seneste måneder, men er ikke rigtig slået ihjel endnu.

»Jeg ville mindst skære et øre af for at lave James Bond«, sagde hun til amerikanske The Verge tidligere på året. »Jeg ville faktisk elske at lave enhver form for actionfilm.«

At netop Susanne Bier kom op som en mulig 007-instruktør, skyldes formentlig også Tom Hiddlestons navn: Den britiske skuespiller har titelrollen i »Natportieren« og nævnes jævnligt som en af Daniel Craigs mest oplagte arvtagere.

Eller rettere: Lever og ånder er ikke de helt rigtige ord. Hun har det rigtignok dejligt med de store stjerner på kostbare filmset rundt om i verden. Men hun kan også lide det helt almindelige liv i Hellerup med mand og børn og de vigtige løbeture gennem skoven om sommeren.

»Det er faktisk lidt en familiejoke,« griner hun hjerteligt. »Vi siger sommetider til hinanden: Kunne bare ét af børnene ikke blive revisor eller sådan noget.«

Artiklen fortsætter under billedet

»Uha, jeg har svært ved alt muligt. Jeg har det eksempelvis ikke godt med at gå til eksamen. Og min klodsethed er vist en ståede vittighed i filmstudierne,« siger Susanne Bier.
»Uha, jeg har svært ved alt muligt. Jeg har det eksempelvis ikke godt med at gå til eksamen. Og min klodsethed er vist en ståede vittighed i filmstudierne,« siger Susanne Bier.

Bliver du aldrig forlegen ved mødet med de internationale stjerner på filmene?

»Egentlig ikke. Når man står på settet, handler alt kun om næste optagelse,« siger hun.

»Jeg kender godt de der historier, der går om nogle af berømthederne – om at instruktøren ikke må kigge dem i øjnene og sådan. Men mine egne stjerner har nu altid været meget medgørlige. Vi arbejder sammen at gøre næste scene levende. Vi går efter bolden.«

Susanne Bier tager en slurk kaffe og nikker ud mod den overfyldte café på et nordsjællandsk kunstmuseum. Men hun flytter ikke øjnene. Hun er fokuseret.

»Vel lidt som når vi to taler sammen og ikke lader os distrahere. Den evne er strengt nødvendig for alle involverede på et filmset. For der kan være flere hundrede mennesker i sving ad gangen.«

Og du har altid kunnet det?

»Ja. Fokus er både ret nemt og helt nødvendigt for mig.«

Hvorfor nødvendigt?

»Fordi jeg ikke er typen, der drømmer om at hænge over en afgrund. Man skal ikke bryde alle sine comfortzones på en gang. For man mister grebet.

Jeg kan sagtens sidde i klipperummet og kaste alt op i luften. Klippe hele scener ud med hård hånd. Klippe nye scener ind. Men jeg arbejder altid kun med én ting ad gangen. Jeg kan slet ikke multitaske. Selv om jeg er kvinde.«

Da hun vandt sin Emmy for »Natportieren« i september, var hun i øvrigt eneste kvinde blandt de nominerede – resten af feltet bestod af fem mænd.

Susanne Bier har om nogen gjort verden opmærksom på misforholdet. Hendes egen forklaring handler om kvindernes klassiske valg mellem karriere og familie. En filminstruktør skal om nogen kunne stille på alle mulige tidspunkter og være klar til optagelse når som helst.

Hun har også holdt den danske fane højt. For eksempel under diverse præsentationer af filmene. Når hun går på den røde løber, når hun taler på pressemøder internationalt, når hun er med til prisuddelinger og premierer, så har hun så vidt muligt danskdesignet tøj på. Hendes kjoler til både Oscar- og Emmy-festerne var for eksempel begge skabt af danske designere.

På hvilke punkter er du så udfordret?

»Uha, jeg har svært ved alt muligt,« griner hun. »Jeg har det eksempelvis ikke godt med at gå til eksamen. Og min klodsethed er vist en ståede vittighed i filmstudierne. Hvis der ligger et kabel, skal jeg nok falde over det. Bare vent.

Jeg har til gengæld en meget stærk visuel hukommelse og kan huske detaljerne i stort set alle takes – hvilket kan være en stor fordel under klipningen og den slags.«

Hvordan vælger du egentlig dine film?

»Ud fra nogle ret objektive kriterer: Holder historien? Vil den ramme publikum? Rammer den en mere irrationel nysgerrighed hos mig selv? Men jeg kan sommetider blive forelsket i et manuskript, jeg faktisk ikke tror på. Overvejelserne i de tilfælde er mere pratiske og økonomiske. Altså om det kan realiseres inden for et budget.«

Flere af dine film har følelsen til fælles. Man kan mærke dem?

»Og det er præcis det særlige ved film,« siger Susanne Bier.

»Film er ikke så velegnet til ideer. Film er helt klart bedst til følelser. Jeg har det svært med meget kølige og intellektuelle film. De bedste film kan tage publikum ved hånden og give dem en rørende eller sjov oplevelse. Amerikanske film kan på den anden side være for effektive efter min smag. Personerne bliver lidt en funktion i handlingen. Man lærer dem ikke at kende. Jeg bliver altid selv lidt forelsket i mine karakterer og deres hemmeligheder. Gode karakter kan gøre onde ting – selv om de måske ikke vil det. Og jeg ville aldrig kunne lave et sympatisk portræt af en massemorder. Det skal være moralsk forsvarligt.«

Hun giver skurken Richard Onslow Roper i den prisbelønnede »Natportieren« som eksempel. Den gyselige våbenhandler og gennemførte ondskab spilles af briten Hugh Laurie.

»Det er en rolle som verdens værste mand. Men fordi han spilles af Hugh Laurie, kan det lade sig gøre. Han er utrolig sjov og fuldstændig uimodståelig som menneske – så man kan ligesom holde det ud,« siger hun.

Heller ikke kritikeren på The Daily Telegraph kunne stå for rollen. Modcastingen af Hugh Laurie med det komiske talent var lykkedes.

»Selv om Hugh Laurie måske virker som et overraskende valg som »verdens værste mand«, dominerer han fuldstændig skærmen som en frygtindgydende overbevisende skurk«, skrev han.

Susanne Bier læser masser af manuskripter i øjeblikket. En ny film er på vej. Hele tiden.

»Min personlige drift føles utroligt stærk,« siger hun.

»Selv hvis der har været kaotiske ting i mit privatliv, kan jeg arbejde. Det findes helt klart en kunsterisk drift. En skaberkraft hos os mennesker. Og den kan ikke stoppes.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.