Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg blev helt vildt bange. Var det Gud, der rakte ud efter mig?«

Zenia Larsen skulle se en katastrofe og blive fyret, før hun oplevede sin »opstandelse«. Påskens største mirakel er i øvrigt ikke opstandelsen, mener hun.

Zenia Larsen er ad kringlede veje kommet frem til et punkt, hvor hun accepterer, at Gud spiller en stor rolle i hendes liv. »Jeg betragter mig ikke som genfødt kristen, nærmere som en omvendt. Jeg har truffet en beslutning om at følge Gud, og det har vist sig at have påvirket mit liv i langt højere grad, end jeg havde troet muligt,« fortæller hun. Foto: Bo Amstrup
Zenia Larsen er ad kringlede veje kommet frem til et punkt, hvor hun accepterer, at Gud spiller en stor rolle i hendes liv. »Jeg betragter mig ikke som genfødt kristen, nærmere som en omvendt. Jeg har truffet en beslutning om at følge Gud, og det har vist sig at have påvirket mit liv i langt højere grad, end jeg havde troet muligt,« fortæller hun. Foto: Bo Amstrup

Mindst to ting reddede 41-årige Zenia Larsen fra at ramme bunden.

Gud og en fyreseddel.

Før det kom dertil, var hendes opvækst »underlig«, som hun siger. Rodløs og utilpasset. Mobbet i skolen. Åndeligt søgende. Deprimeret og alt for tænksom og klog. Moderen lettere uligevægtig og som faderen glødende ateist. Moderen med en utilsigtet og for datteren i dag tilgivet tilbøjelighed til at give Zenia skyldfølelse, når datteren henvendte sig med problemer.

»Det er måske det, der har været mit issue hele tiden, at det var mig, der gjorde alting forkert. At jeg ødelægger andre mennesker og er til besvær.«

Senere får hun en psykisk diagnose med hyppige besøg på psykiatriske afdelinger. Op gennem årene giver hendes skrøbelige sind mange bump på vejen og jævnlige nedture og konflikter. Vejen byder også på et psykologistudie, politisk arbejde på den yderste venstrefløj, en kæreste, en datter, et brud og ry for at have skruet hovedet bedre på end de fleste.

En dag i 2001 bryder hun sammen. Igen. Angstanfaldet er værre end tidligere. Det er følelsen af at være en fiasko også.

Hun tænker på at tage sit eget liv.

»Jeg ligger og har den dér splittede følelse: Jeg ville gerne have det godt, men jeg har mistet troen på, at det kan lade sig gøre. Jeg føler, at jeg ikke kan være bekendt at fucke mine omgivelser op ved at være i live.«

Dagen ligger som i tåge for Zenia Larsen. Alligevel husker hun den forholdsvis klart. Det er 4. september 2001. En vigtig dag i hendes »opstandelse«. Mens hun er ved at gå i opløsning og på vej ned i det sorteste indre kaos, letter angsten og de selvdestruktive tanker.

»Det er svært at forklare,« fortæller Zenia Larsen. Hun, der ellers har en sund skepsis over for religiøsitet, mødte her »noget«, hun måtte lytte til.

»Jeg føler pludselig en lindrende tomhed. En følelse af at blive favnet. Som om et eller andet alligevel passer på mig. Jeg blev helt vildt bange. Var det Gud, der rakte ud efter mig? Var jeg ved at dø? Okay, nu er det ved at slå klik for dig, tænkte jeg, men det føltes særdeles virkeligt.«

Religiøs blufærdighed

Syv dage efter, stadig med anfaldet og følelsen af kaos i kroppen, ser hun på TV World Trade Center blive angrebet og desperate mennesker, der kaster sig i døden fra de brændende tårne.

»Det var surrealistisk. Alt havde været mig, mig, mig, og så går verden udenfor agurk og smadres. Jeg blev på en måde hevet tilbage til virkeligheden. Det var jo kæmpestort. Jeg blev berørt og ubevidst bekræftet i, at der stadig var noget i mig, der kunne føle for andet end min egen ulykke. Når man føler sig som en fiasko, kan det være en lettelse at føle, at man også er meget lille og betydningsløs, for så er rækkevidden af den skade, man kan forvolde sine omgivelser, trods alt begrænset.«

Året efter får Zenia Larsen og hendes kæreste en datter.

Hun springer fra psykologistudiet til studiet i informationsvidenskab. Hun surfer på Gud og kristendom på nettet.

Der er et eller andet med det dér Gud, tænker hun, men det skræmmer hende. Hun famler nervøst rundt inde i sig selv. Flygter fra sin gudsoplevelse. Får kontakt til en præst i 2005 og blotter sin tvivl. Er hun ved at blive sindssyg? Hun kan jo nærmest mærke, at Gud er til stede inden i hende.

»Præsten, som slet ikke er så frelst og gak gak, som jeg troede, at den slags er, overbeviser mig om, at det faktisk er meget naturligt at tro på Gud. Han taler om, at Gud har skabt mennesket til, at vi skal ville ham. Det er vel det, jeg mærker. Jeg mærker, at jeg gerne vil Gud, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.«

Hun har lyst til at gå ind i kirken, men tør ikke. Det er pinligt, synes hun. I løbet af 2008, dryp efter dryp, forsvinder hendes selvopfattelse som psykisk syg og hendes »religiøse blufærdighed«, som hun kalder det. På nettet støder hun på et site drevet af de irske jesuitter. »Sacred Space« tilbyder daglig bøn, en guidet meditation over skriftsteder i Biblen.

»Det sagde mig rigtigt meget. Det er begyndelsen på et vigtigt tidspunkt,« siger hun i dag.

Hun tager på inspirerende stille-retræter med en katolsk søsterorden og bevæger sig tættere på det, hun nu uden skam kalder »Gud«.

Rundt om hendes tilnærmelser til Gud kører Zenia Larsens professionelle liv derudad i årene 2008-2012. Hun har et travlt og ansvarsfuldt job som kommunikationsansvarlig i en forening. Hun laver frivilligt arbejde, og satiresitet Rokokoposten.dk, som hun skriver og redigerer blandt andet sammen med sin ekskæreste, er en succes og begynder at kaste lidt penge af sig. Hun har styr på livet og bevist over for sig selv og omverdenen, at hun magter at leve et »normalt« voksenliv.

Fri til at forme sit liv

Så bremser et psykisk tilbagefald hende. Hun bliver fyret. Året er 2012. Da hun igen i et anfald af angst og depression ligger i sin seng med stikket trukket mentalt ud, oplever hun endnu en del af sin opstandelse.

»Det begynder at dæmre for mig. Jeg har penge stående, som jeg har sparet sammen. Jeg har Rokokoposten, som begynder at kaste penge af sig. Jeg vil kunne klare mig to-tre måneder uden dagpenge og være fuldstændig uafhængig af systemet. Jeg har mulighed for at finde ud af, hvad jeg gerne vil, selv om jeg ligger og har det elendigt. Intet job. Ingen kommunale handleplaner. Ingen arbejdsgiver. Jeg har noget, som mange ikke har: Frihed. Nu lægger jeg virkeligt mit liv i Guds hænder og ser, hvad der sker.«

Zenia Larsen er ad kringlede veje nået til den foreløbige slutning på fortællingen om sin »opstandelse«. Hun smiler, når hun taler, og ved godt at hun er ude i noget, hun ellers ikke plejer at sætte ord på. Men hun forsøger, inspireret af katolske ordener, der frasiger sig al ejendom og helliger sig at kunne tjene andre.

»Opstandelsen bestod i, at det gik op for mig, at jeg havde en mulighed for at forme mit liv, så det passede til mig og de værdier, jeg havde. I stedet for at føle, at jeg var nødt til alt muligt.«

I dag har Zenia Larsen taget et særdeles uakademisk job med at sortere post hos Post Danmark, »Jesus var jo håndværker. Det glemmer man tit,« konstaterer hun.

I dag arbejder hun ca. 20 timer om ugen, og ved at udleje et værelse i sin lejlighed får hun lige netop de økonomiske ender til at nå sammen.

Overbærenhed og kærlighed

Sin opstandelse kalder hun for »mit nye liv«. Men »Opstandelse« er et besværligt begreb.

»Jeg tror, at det er, fordi det kommer til at lugte lidt af »Born again Christian«, hvilket for mig giver associationer til at være frelst fra alt andet end sin egen forfængelighed og tendens til at dømme andre. Jeg betragter mig ikke som genfødt kristen, nærmere som en omvendt. Jeg har truffet en beslutning om at følge Gud, og det har vist sig at have påvirket mit liv i langt højere grad, end jeg havde troet muligt.«

Påskens virkelige mirakel ligger, ifølge Zenia Larsen, ikke i Jesu opstandelse fra de døde. Det store mirakel er derimod, at Jesus med ordene »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«, tilgiver dem, der har forrådt, hånet, tortureret og til sidst korsfæstet ham langfredag.

»At et menneske skulle være i stand til at reagere med så stor overbærenhed og kærlighed til andre, er for mig et endnu større mirakel, end at Gud skulle kunne vække en død, så han blev levende igen.«

Hvad har du fået ud af din »opstandelse«?

»Et fuldstændig almindeligt og kedeligt liv. På den fede måde. Det handler jo om blot at være til, gøre noget for andre og have få ting i livet. Du kender de dér historier, hvor nogen bliver ramt af en livstruende sygdom. De skal snart dø og reflekterer over, hvordan de ville have levet livet, hvis de kunne. Den mulighed fik jeg, uden at jeg skulle dø, da jeg blev fyret i 2012. Jeg fik også en ny chance for at elske mine forældre og se på min opvækst uden bitterhed. Og hvis min datter bliver et menneske, der har det godt, så har jeg sådan set opnået det, jeg skal.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.