Islamist på besøg før fredsring

Britiske Haitham al-Haddad, der tordner mod homoseksuelle og jøder, har flere gange talt i Islamisk Trossamfund. Absurd, at trossamfundet påberåber sig tolerance, men selv dyrker fanatikere, siger kritikere.

DET ISLAMISKE TROSSAMFUND PÅ DORTHEAVEJ I NORDVESTKVARTERET I KØBENHAVN.
DET ISLAMISKE TROSSAMFUND PÅ DORTHEAVEJ I NORDVESTKVARTERET I KØBENHAVN.

Kan man påberåbe sig respekt og tolerance den ene dag – og invitere demokratifjendske hadprædikanter til gæsteforelæsning den næste? Endnu et besøg fra britiske Haitham al-Haddad, der er internationalt kendt for hadefulde udfald mod jøder, homoseksuelle og kvinder, får nu kritikken til at hagle ned over Det Islamiske Trossamfund (DIT).

Haitham al-Haddad er kendt for at mene, at jøder nedstammer fra aber og svin, og at utro kvinder skal stenes og i øvrigt frit kan voldtages eller bankes af deres mænd.

Han har kaldt homoseksualitet en »forbrydelse mod menneskeheden« og er ofte blevet citeret for mere eller mindre direkte støtte til selvmordsangreb.

Trods de opsigtsvækkende holdninger har al-Haddad besøgt Det Islamiske Trossamfunds ungdomsafdeling jævnligt, bl.a. i 2011, 2013 og i april i år.

Seneste besøg var forrige fredag den 21. august, da al-Haddad ifølge en pressemeddelelse fra trossamfundet var inviteret til at forelæse ud fra et tema om, »hvordan man sikrer et aktivt medborgerskab og deltager konstruktivt til samfundet«.

Dagen efter, lørdag den 22. august, mødte hundredvis af københavnere frem for at danne fredsring om moskeen, der i midten af august var udsat for et brandattentat.

Mødte frem for at vise symbolsk støtte

Borgerrepræsentationens Tommy Petersen (R) kalder det over for Radio24syv »tragikomisk«, at en lang række borgere, herunder repræsentanter fra det jødiske samfund, politikere og kvinder, mødte frem for at vise symbolsk støtte til trossamfundet – intetanende om, at Haitham al-Haddad befandt sig i lokalerne dagen før.

Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokraternes medlem af integrationsudvalget i Københavns Kommune kalder al-Haddad den sidste i et »endeløst potpourri af idioter«, som Det Islamiske Trossamfund har haft på besøg.

»Islamisk Trossamfund svigter sit ansvar fuldstændig. Det er en katastrofe for den københavnske samlingsdebat, at man lader sådanne folk holde oplæg for unge mennesker. For der er et problem med antisemitisme og chikane af homoseksuelle i København, og det kommer han så og blåstempler med sine udgydelser. Jeg er fuldstændig målløs over, at Islamisk Trossamfund inviterer ham samtidig med, at de kræver tolerance og respekt som en minoritet,« siger Lars Aslan Rasmussen.

Men Det Islamiske Trossamfund lever jo også med, at alle mulige – nazister, eksempelvis – kan samles og tale frit i Danmark, fordi vi har forsamlings- og ytringsfrihed? Hvorfor kan de så ikke?

»Ethvert parti, forening og trossamfund har et kæmpe ansvar for, hvem man promoverer og introducerer sine unge til. Der er ingen grund til at invitere folk, som bare skaber had og splid i det her samfund,« siger Lars Aslan Rasmussen, der ønsker at følge Frankrig, Storbritannien og Tysklands eksempel med et indrejseforbud til såkaldte »hadprædikanter« – en idé, der så sent som i februar i år så ud til at kunne samle politisk flertal på Christiansborg .

Samfundsdebattør og blogger hos b.dk, Geeti Amiri, anerkender trossamfundets ret til at invitere og tale med hvem, de vil, men savner klare udmeldinger:

»Jo mere, du gør disse prædikanters optræden forbudt, jo værre bliver de ekstreme miljøer. De har levet af og næret sig ved, at de kunne gå i skjul. For min skyld må DIT have hvem som helst på besøg i deres forening. Men jeg savner, at trossamfundet melder klart ud, hvor de selv står i forhold til de her meget rabiate folk? Mener Islamisk Trossamfund, at sådan en person har brugbare, konstruktive input til, hvordan man bliver en aktiv medborger?« spørger Geeti Amiri.

Berlingske ville gerne have forholdt Det Islamiske Trossamfund kritikken, men DIT har ud over udsendelsen af en pressemeddelse om sagen ikke ønsket at stille op til interview i medierne. I en mail skriver DITs pressetalsmand:

»Vi arbejder for at engagere vore unge på bedst mulig vis i samfundet og bidrage konstruktivt samt respektere alle minoriteter og deres rettigheder i samfundet, da vi om nogen ved, hvad det vil sige at blive lagt for had og blive udsat for fordomme og bevidste fordrejninger af vore intentioner og handlinger.«

 

 

 

Beklagelse

I forbindelse med den britiske imam Haitham Al-Haddads gæsteforelæsning i Danmark i august i år skrev Berlingske i en artikel den 29. august, at »Haitam Al-Haddad er kendt for at have hyldet Osama bin Laden«.

Berlingske erkender, at man ikke havde grundlag for en sådan påstand og beklager det anførte. Sætningen er således fjernet fra den oprindelige tekst ovenfor.

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.