Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Ingen kunne have gjort det bedre«

På knap 25 år er opbakningen til S halveret. Faldet udgør en kløft i moderne dansk politik. Helle Thorning-Schmidt vandt Statsministeriet, men tabte fortællingen om sit parti.

Oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt taler i Fælledparken 1 maj 2011. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt taler i Fælledparken 1 maj 2011. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Om godt en uge står hun der igen. Der er intet at vinde, vil mange sige. Der er heller ikke mere at tabe, vil andre tilføje.

Sidste år tog hun ud i provinsen. Hvilket ikke var en undvigemanøvre for at undgå Fælledparken, sagde hun.

»Jeg har aldrig fået æg i hovedet. Jeg er altid glad for at tale i Fælledparken. Det er en broget forsamling, og det er en meget stor oplevelse at stå på talerstolen i Fælledparken som formand for Socialdemokraterne og tale for så mange mennesker,« lød det fra statsministeren til Ritzau.

Kvintessensen af Helle Thorning-Schmidts, af socialdemokraternes paradoks – måske endda af dansk politik som sådan – vil vise sig frem 1. maj. Her står statsministeren og taler i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag. I luften står støvet fra de grundstoffer, Thorning-Schmidts politiske univers på godt og ondt er dannet af. Det røde flag, der smælder. Arbejderklassen, der skælder. Måske mere mod den socialdemokratiske leder end mod kapitalen. Eller blot mod det alt sammen, som om ingen længere kan skelne. Kernevælgere vil buhe. Mens hendes egen stemme stødes ud over pladsen i en kamp, der virker mere intern end fælles.

I 2013 talte Thorning i Aarhus. Mødt af en mur af mishag mistede hun ørenlyd. Statsministeren blev angrebet med vandpistol, tomater og af en enkelt tilhører tilmed saluteret med en blottet bagdel.

Arbejdernes kampdag er ikke længere socialdemokraternes dag. Ingen dage synes at være Socialdemokraternes længere.

I 1990 fik Socialdemokraterne 37,4 pct. af vælgerne.

Helle Thorning rejste femten år senere, i 2005, rundt i Danmark i opgøret om at blive Socialdemokraternes formand. Hvor hun kom frem, sagde hun: »Vi har mistet 16 mandater, 30 procent af vores vælgere, ved de sidste to valg (2001 og 2005, red.)«. Herefter kridtede hun banen op. Med sig selv i spidsen for »et nyt Socialdemokrati«. Socialdemokraterne havde i 2005 med Mogens Lykketoft som statsministerkandidat det ringeste valg i 80 år. I 2007 havde Socialdemokraterne med Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat det ringeste valg i 100 år. Jakob Nielsen, forfatter til biografien »Helle for magten«, rekapitulerede Socialdemokraternes og Thornings præstation: »Helle Thorning-Schmidt har fortsat ikke ytret så meget som en lyd om, hvad der egentlig skete 13. november 2007. Ja, de første dage efter valget måtte man nærmest forstå, at hun betragtede valgresultatet som en sejr, fordi hun selv havde klaret det godt i TV-duellerne mod Fogh. Siden da: tavshed.« Valget 13. november 2007 blev med 25,5 pct. af stemmerne det værste valg for Socialdemokratiet siden 1906, hvor de fik 25,4 pct. af stemmerne. Alligevel stillede eksempelvis Svend Auken sig op og sagde følgende til Berlingske Tidende på valgaftenen: »Jeg tror ikke noget menneske, jeg kender, kunne have gjort det bedre.«

Alle socialdemokratiske ledere de forrige 100 år havde gjort det bedre.

I den seneste barometermåling for Berlingske på tværs af opinionsundersøgelser bakker blot 18,8 procent af vælgerne op om Socialdemokraterne. Dansk Folkeparti er med 20,4 næststørste parti efter Venstre. På knap 25 år er opbakningen til Socialdemokraterne halveret.

Når Helle Thorning-Schmidt i disse år skriver sig ind i annalerne som Danmarks første kvindelige statsminister, skriver hun sig samtidig ind i et stort politisk kapitel om det gamle arbejderpartis moderne nederlag. Hvilket blev forudskikket allerede på valgaftenen. Som der stod i Berlingske dagen efter valget i september 2011:

»Helle har vundet. Men Socialdemokraterne har som parti tabt. Partiet, der bærer sin leder ind i Statsministeriet i september 2011, er ikke blot langt fra fordums styrke. Det er endnu længere borte fra at genoprette sin kontrakt med det velfærdssamfund, partiet om nogen skabte og for det meste regerede i forrige århundrede.«

Det ligner den hidtidige politiske ordens opløsning. Socialdemokraternes fald blotlægger en kløft i en hundredårig orden i dansk politik. En kløft i hvis dyb meget af, hvad danskerne har støttet sig til om dansk politik i de seneste årtier, er nedstyrtet. En forkastning synes åbnet i dansk politiks grundfjeld. Kommentatorer og analytikere vender i disse uger begrebet jordskredsvalg. Dansk Folkepartis succesmålinger i opinionsmålinger giver mindelser om jordskredsvalget i december 1973, hedder det. Året, hvor Fremskridtspartiet med Glistrup som hovedet på et – for de gamle partier – skræmmende uhyre maste sig ind i Folketinget med gungrende korpus inklusive hale på 28 mandater. Jordlaget, der kom til syne i dette skred, blev ikke alene byggemateriale for Dansk Folkeparti. Skredet underminerede også S på en måde, man lige siden har forsøgt at genvinde balancen oven på.

Taler og skriver kommentatorer ikke ivrigt nok om muligheden for en gentagelse af 1973, hjælper gamle socialdemokrater gerne til. Eksempelvis Ritt Bjerregaard, der ikke forsømmer lejligheder til at påpege sit partis og dets formands elendige forfatning.

»Der er elementer, som minder mig om jordskredsvalget i 1973, fordi folk simpelthen ikke synes, at Socialdemokratiet ligner sig selv … Derfor kan det gå endnu værre end det ser ud i målingerne nu,« pointerede Bjerregaard over for TV2 for nylig.

Mens man nødtørftigt tildækker huller i forkastningen mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, forsøger partiets ledende folk at mane til ro. Regeringen og Socialdemokraterne gør det godt, folk har bare ikke fattet, at det er tilfældet, lyder deres omkvæd. Som erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen eksempelvis fornylig udtalte i DRs »Bag borgen«: »Vi har et problem objektivt set med at forklare, at vores projekt er godt nok, og at vi er på rette vej.«

Forskellen mellem, hvad Helle Thorning-Schmidt og hendes ministre hævder at levere og omgivelsernes oplevelse af, hvad de modtager, mindskedes ikke, da statsministeren tidligere på året slog ud med armene mod sin SR-regering på Amalienborg Slotsplads og sagde: »En ny start for en ny regering.«

Statsministeren stillede sig op med historien om, at nu havde hun svarene på SFs udtrædelse af regeringen. Men spørgsmålene stod fortsat skarpest. Det var kun godt en måned siden, Thorning og Vestager foretog deres forrige regeringsrokade.

Med statsministerens udtrykkelige håb om, at det ville blive den sidste. Selvmodsigelsen svajede synligt i slipvinden fra de dårlige meningsmålinger. Afmægtigheden lod sig ikke tildække af vendinger om »en stærk, ny energi, et rigtig stærkt hold«. Som satire-siden heltnormalt.dk skrev: »Dronningen afviser ny regering: ’I kan ikke komme rendende hele tiden.’«

»En ny start« indbefattede stadig det, finansminister Bjarne Corydon har kaldt »nødvendighedens politik«. Som er beskrevet i regeringsgrundlaget »Et Danmark der står sammen« med ordene: »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.« Hvordan matcher »en ny start for en ny regering«, at man gør sine forgængeres og modstanderes politik til sin egen? Det ligner den slags spørgsmål, Socialdemokraterne med Sass Larsens ord »har et objektivt problem med at forklare«.

Thor Möger, SFs tdiligere skatteminister og overløber til S, blev for nylig udnævnt som manden, der skal bringe vælgerne tilbage til Socialdemokraterne. Hvilket ikke har medført lettelse i partiet. Möger høstede eksempelvis blot 684 personlige stemmer ved det seneste og eneste valg, han har deltaget i. Som en af partiets unge kræfter, Andreas Dinesen, skrev mandag i et indlæg i Politiken: »Nu skal Thor Möger – uden en færdiggjort uddannelse eller erfaring fra et rigtigt job – stå for at skabe den socialdemokratiske valgkamp. Den tidligere socialdemokratiske formand og nu afdøde Svend Auken siger i samtalebogen ’Det Svend mener er’, at det, som kendetegner en rigtig socialdemokrat, er, at man kæmper for magten – ikke om magten. De mange SF’ere, der er skiftet til S i løbet af det sidste år, har stadig til gode at bevise, at de ikke blot er magtsøgende levebrødspolitikere. Udnævnelsen af Möger er endnu en hån mod det socialdemokratiske bagland.«

»En ny start«? Findes der en »brugt start« eller en »fortidig start«? Motorer starter, det meste andet begynder, dikterer semantikken. Sproget omkring den reorganiserede regering efter SFs ud-og sammenbrud blotlægger tilsyneladende et problem, der hele tiden har forfulgt og kompromitteret den. Man fik aldrig mandater til at indfri forsikringerne om en »Fair løsning«. Man mistede fra begyndelsen herredømmet over sin egen fortælling.

En overordnet historie toner i stedet frem. Når man ikke har gjort som lovet, hvordan skal vælgere så tro, at man nu mener, hvad man siger? Krav som »ro på bagsmækken«, »driftssikkerhed«, »loyalitet« eller andre af det politiske kommentariats yndlingsklichéer endevendes flittigt i medierne. Mens Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti lokker bortløbne vælgere med gammeltestamentlige socialdemokratiske forsikringer om mere velfærd til alle. Senest udregnet af S til at være 155 »tulliarder«.

»Socialdemokratiet har en glorværdig fortid – men en usikker fremtid. Vælgerne og baglandet oplever, at partiet ikke længere har noget politisk projekt eller nogle sammenhængende idéer, der adskiller sig markant fra modpartens. Partiets politik forekommer for mange vilkårlig, og listen af politiske kursskifter er lang, alene i den tid Helle Thorning-Schmidt har været partiformand.«

Sådan lød analysen fra Anders Dybdal, medstifter af centrumvenstre-tænketanken Cevea, i en kronik i Jyllands-Posten. Dybdal er lektor og redaktør på den nyudgivne bog »Socialdemokratiske tænkere«.

Anders Dybdal har været konsulent for Mogens Lykketoft, der som eneste nutidige »tænker« er med i bogen om det »glorværdige« partis ideologer. Dybdal påpeger, at Socialdemokratiet synes at rage rundt i blinde, løsrevet fra sin oprindelse og famlende uden sine grundlæggende ledetråde. Det ene øjeblik er det et venstreorienteret parti med SF, inklusive forslag om millionærbeskatning, trængselsring om København og 12 minutters solidarisk fordelt dagligt merarbejde for danskerne for at løse krisen. Det næste er S et reformivrigt parti, hvis »nødvendighedens politik« ikke kan sondres fra modstandernes.

»Et parti uden ideologi er dømt til at lide en tragisk død. Det er uundgåeligt, da tiden altid indhenter opportunistisk fedtspil og luftige mærkesagsprojekter uden sans for retning. Socialdemokraterne bør derfor tillade sig selv at løfte sig op over dagens og vejens politik og stille sig spørgsmålet: Hvad står vi for? Spørgsmålet kan ikke besvares universelt, løsrevet fra den verden, vi lever i. Der er behov for en debat om, hvad det vil sige at være socialdemokrat anno 2014,« skriver Anders Dybdal.

»Hvis ikke vi kan få flertal for vores politik, så må vi føre en politik, vi kan få flertal for.«

Sådan ræsonnerede Poul Hartling (V), da han kort før jul 1973 oven på jordskredsvalget dannede regering. Den reformpolitik Helle Thorning-Schmidt-regeringen fører, er ikke en, Thorning og kompagni har siddet og udtænkt. Ej heller den man med »Fair løsning« og et finansieringshul på 22 milliarder kroner lod sig vælge på. Den er sammensat af ønsker og anbefalinger fra kommissioner, Dansk Industri, LO, de Radikale, departementschefer i stats- og finansministeriet og andre. Politisk kommentator Hans Engell udgav sidste år historien om »Den perfekte statsminister«, hvor han bedømte disse. Helle Thorning-Schmidt kan ikke bedømmes endnu, mente han. Men karakteristikken lød, at Thorning repræsenterer kvintessensen af sin generations politikere; akademikeren, hvis berøring med det danske samfunds »almindelige liv«, navnlig arbejdsmarkedet, stort set er blottet for praksis.

Nutidens og fremtidens statsministre frem- elskes afsondret fra store dele af resten af samfundet, hævder han. De oplæres i »et stramt politisk karriereforløb«, som det udtrykkes i »Den perfekte statsminister«. Stort set ingen partiledere har i dag nævneværdig erhvervserfaring. 70 procent af Folketingets nuværende medlemmer er dertil akademikere og en voldsom overrepræsentation i forhold til befolkningen.

»Politikere ligner i dag hinanden i et omfang, du aldrig har set før. De har samme uddannelse, de bor de samme steder, gifter sig med de samme typer, de rejser de samme steder hen, de mener stort set det samme om rigtig mange ting. Det bliver så ikke meget bedre af, at de går op ad journalister, der stort set er gjort af det samme stof. Vælgerne er ikke længere aktive, medlevende, kritiske deltagere i en demokratisk debat, men er derimod reduceret til et publikum, der sidder og følger med på TV og i medierne i øvrigt og konstaterer, at de ikke helt begriber eller føler, de har andel i, hvad der sker på Christiansborg,« lød det fra kommentatoren.

Inden SRSF-regeringen tiltrådte, udgav sociolog Henrik Dahl bogen »Spildte kræfter«. Hvori han skrev, at Thorning-Schmidt er »en blank person«, der i bedste fald besidder »reproduktionens begavelse«.

Hovedpointen i bogen var, at venstrefløjen »har kurs direkte mod overflødigheden«. Centrum-venstre politikere har ikke noget svar på nutidens spørgsmål. Venstreorienterede akademikere skaber ikke nye erkendelser. Og venstreorienterede kunstnere kreerer ikke ny kunst, der kuldkaster gamle indsigter. Det er alt samme dække over en »være for-den-offentlige-sektor-hed«. Hvilket i over 100 år har været vejen til at blive den herskende klasse. En herskende klasse af funktionærer og ansatte i social-, undervisnings-og sundhedssektorerne, der ved hjælp af diverse ideologier om svaghed, udsathed og magtesløshed skaffer sig selv god løn og behagelige arbejdsforhold. Alt imens man maskeret som »solidaritet« formynder den umælende, arbejdende klasse.

Venstreorienterede selv køber naturligvis ikke Henrik Dahls udlægning. I hvert fald ikke den politiske del. En af nationens mest prominente venstreorienterede kunstnere og debattører, forfatteren Carsten Jensen, mener derimod problemet med Helle Thorning Schmidt og Socialdemokraterne er, at de er i færd med »en nedrivning af velfærdsstaten«.

»Helle Thorning-Schmidt vil ikke gå over i historien som Danmarks første kvindelige statsminister, men som den sidste socialdemokratiske,« skrev forfatteren i et essay i Politiken i efteråret.

Med Thorning slutter 120 års socialdemokratisk epoke i Danmark, hævdede Jensen. Lige som han mente at vide, hvorfor landets lønmodtagere hellere stemmer borgerligt end på velfærdsstatens omsorgsmoderlige parti: »Fordi Socialdemokraterne ikke byder os andet perspektiv end at bøje hovedet under den økonomiske nødvendigheds love […] I Socialdemokratiets smuldrende menneskesyn er der ikke plads til anden drivkraft end opportunistens tilpasningsvilje, men de fleste mennesker vil af gode grunde hellere se sig selv som et folk af lykkesmede end som samspilsramte kamæleoner på et skakbræt«.

I øvrigt tilbyder, hævder forfatteren, både regering og opposition, »det samme utiltrækkende fremtidsperspektiv: Kapsvømning i globaliseringens malstrømme«.

En undersøgelse for Altinget.dk godtgjorde forleden dag, at et klart flertal blandt vælgerne hverken ønsker Thorning eller Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Virkeligheden er, ifølge Carsten Jensen, ikke tiltrækkende. Socialdemokraterne bør snarest tilbyde en forbedret version.

Men Helle Thorning-Schmidt står i Fælleparken om godt en uge. På samme præmis som for et år siden i Aarhus. Med det hele. Mod det hele.

Da hun 1. maj sidste år stillede sig op i Aarhus, var det forudskikket, at hun også her ville blive buhet ud. Dagbladet Politiken brugte dertil stort set hele sin forside på at udnævne en ny formand for Socialdemokraterne på dagen: »Mette Frederiksen slår statsministeren på tre nøgleparametre i ny Megafonmåling«. Inklusive to sider inde i avisen – »Socialdemokratiets urkraft er på vej helt til tops« – til en lovsang om beskæftigelsesministeren som den politiske legemliggørelse af alt det, Helle Thorning-Schmidt åbenbart mangler.

Forleden dag kunne man læse en overskrift til et debatindlæg i selvsamme avis. Fra et tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale:

»Helle? Hun er da en helt! Thorning har haft format til at tjene sit lands interesser frem for meningsmålingerne.«

Det med målingerne synes ubestrideligt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.