Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ingen gider være den næste Fattig-Carina ...

Kontanthjælpsmodtagere har også en stemme i den offentlige debat. Men tør de bruge den, og hvem gider egentlig lytte til dem, der bare nasser på alle os andre?

»Nu hvor jeg er alenemor og uden arbejde er det som om, min stemme har lidt mindre vægt,« siger Charlotte Elisabeth Urne, der efter at have arbejdet hele sit liv er havnet på kontanthjælp.
»Nu hvor jeg er alenemor og uden arbejde er det som om, min stemme har lidt mindre vægt,« siger Charlotte Elisabeth Urne, der efter at have arbejdet hele sit liv er havnet på kontanthjælp.

»Det bliver ikke mere skamfuldt.«

Charlotte Elisabeth Urne kigger op med smilende, trætte øjne: At sidde der, 43 år gammel, enlig mor til to og på kontanthjælp. Alene ordet.

»Det har jo været min virkelighed de sidste tre et halvt år – at jeg ikke kan klare mig selv. At jeg er på overførsel og på den måde lever af andre folks penge. At jeg ligger samfundet til last. Men »kontanthjælpsmodtager« – jeg har godt nok svært ved at acceptere at være i den båd. Det har en alt for negativ, ugidelig klang.«

Charlotte Elisabeth Urne er en af de 170.000 danskere, der lever af kontanthjælpsydelser. For 100 år siden ville hun også have tilhørt den store del af befolkningen, der ikke havde stemmeret. En af de såkaldt 5Fer – fattiglemmerne, der sammen med fruentimmere, folkehold, fjolser og forbrydere stod uden for det etablerede samfund. Siden en ændring af valgloven i forbindelse med socialreformen i 1933 har også mennesker, der modtager offentlig forsørgelse, haft en formel stemme i demokratiet.

Alligevel var det så godt som umuligt for Berlingske at finde en kontanthjælpsmodtager, der ville stille op til en snak om, hvilken stemme gruppen reelt har i dag, og hvordan de oplever, at samfundet ser på dem.

Ingen gider være den næste Fattig-Carina eller Dovne-Robert. Medierne er kun ude på at udstille kontanthjælpsmodtagere som nogle usle labaner, ligesom politikerne i øvrigt. Og hvis man først drister sig til at komme med bare den mindste klage over sine økonomiske forhold, bliver man korsfæstet på Facebook, slagtet af folkedomstolen.

»Ærlig talt,« siger en kvindelig kontanthjælpsmodtager fra Urbanplanen på Amager, som efter lidt tids overvejelser alligevel ikke vil stille op til interview, »i dag er kontanthjælpsmodtager det nederste, usleste, du kan være i samfundet. Det er nærmest værre end at være kriminel. Man bliver trampet på, mistænkeliggjort og hængt ud. Det kan godt være, at vi formelt har en stemme, men der er ingen, der tør bruge den i den offentlige debat, fordi man bliver svinet så meget på de sociale medier, at man kommer endnu længere ned i sit hul. Hvad i al verden skulle jeg få ud af at stille op til det?«

Det, der gør mest ondt

Den tanke strejfede også Charlotte Elisabeth Urne. Hun har ikke skrevet på Facebook, at hun ikke længere har et job. Kan ikke overskue hvordan det ville ændre vennernes syn på hende, hvis de vidste, hun var kontanthjælpsmodtager.

»For det er slet ikke den måde, jeg ser mig selv på,« siger hun.

Selv om det er det, hun er. Og har været siden 2010, da hun pludselig stod alene tilbage med to børn, en nyrenoveret andelslejlighed, fed bil – og en frisørsalon med et kæmpe underskud.

En håndfuld år forinden tegnede det ellers så godt. Det var i de glade 00ere, hvor man kunne sælge smækbukser til 2.600 kr. stykket i en kombineret hår/tøj/beautysalon på Nørrebro og hele tiden skulle rykke leverandørerne for flere, fordi det dyre tøj blev revet væk. Dengang pigerne fik lavet reflekser i håret for 1.200 kr. og forlod salonen med produkter for yderligere 1.000. Dengang Charlotte Elisabeth Urne altid selv var klædt i det nyeste hyl og tog på tre uger lange ferier til Thailand. Dengang alle levede over evne og ingen troede, at det ville få en ende.

Det fik det.

For pludselig gik salget sløjere, gælden voksede, hun og faderen til den søn, hun var gravid med, gik fra hinanden, og Charlotte måtte sælge både lejlighed og bil, betale banken alt, hvad hun havde og melde sig på kommunen for første gang i sit liv og bede om økonomisk hjælp.

»Det er det hårdeste overhovedet at snakke om. Man er jo, hvad man laver, og når man intet laver, hvad er man så? Det kan ikke undgå at påvirke selvværdet. Det gør ondt at være en del af samfundets bund på alle måder, måske særligt når man er vant til at have succes. Til sidst stopper man med at fortælle folk, hvad ens hverdag går ud på.«

Charlotte Elisabeth Urne har arbejdet, siden hun kom i lære som 15-årig. Er uddannet både guldsmed og frisør. Hun er vant til at leve stort og ranke ryggen – til at stå frem og blive hørt.

»Den gennemslagskraft føler jeg slet ikke, jeg har mere,« siger hun.

Og det er måske det tydeligste aftryk på oplevelsen af ikke længere at være en ligeværdig del af samfundet: følelsen af ikke på samme måde at blive hørt.

»Ingen taler grimt om, at jeg er på kontanthjælp eller betvivler mine kompetencer. Men jeg kan ikke slippe min egen usikkerhed og følelsen af, at der ikke bliver lyttet helt så meget til mine ord, som dengang jeg havde egen forretning. Hvad enten det er i mine børns børnehave og skole eller helt andre arenaer – nu, hvor jeg er alenemor og uden arbejde, er det som om, jeg ikke kommer så tydeligt igennem længere. Som om min stemme har mindre vægt.«

De fattiges stemmerør

Nøjagtig hvem, der taler kontanthjælpsmodtagernes sag på det bredere, offentlige niveau, er heller ikke til at finde ud af.

Rådet for Socialt Udsatte er talerør for samfundets skæve eksistenser, misbrugerne, de psykisk syge. SAND er interesseorganisationen for de hjemløse, der ligeledes møder mainstreamdanskerne på gader og stræder med deres Hus Forbi.

Sværere bliver det med det tavse flertal af kontanthjælpsmodtagere, der ikke nødvendigvis er marginaliserede i social forstand, men i praksis kan være langt mere isolerede – enlige mødre i lejelejligheder, måske med anden etnisk baggrund, uden berøringsflade med det etablerede samfund.

Siden Liberal Alliances Joachim B. Olsen og Özlem Cekic fra SF i 2011 drog på fattigdomsstudietur hos Carina, er det ifølge medlemmerne af Facebookgruppen »Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker« blevet stadig sværere at tale højt i offentligheden om, at det er hårdt at være på kontanthjælp. For det er ikke synd for de ledige, at de er uden arbejde. Det er blevet synd for os andre, at vi skal betale for deres ledighed.

»Vi har ingen stemme. Det kan siges kort. Vi er nederst, og alle ser skævt og undrende til. Vi bliver hverken hørt eller set,« skriver Morten, der er et af over 6.000 medlemmer af gruppen, hvor kontanthjælpsmodtagere deler deres erfaringer i mødet med det offentlige og frustrationen over ikke at blive hørt.

Da Berlingske skrev et opslag på gruppens side, væltede det ind med advarsler mod at tale med medierne. »Det er Blok på bistand« om igen, skrev nogle med henvisning til DRs dokumentarprogram, der gennem fire måneder har fulgt livet i et socialt boligbyggeri i Holbæk for at portrættere de »danskere, der lever af offentlige ydelser«. »Gruppen er vores eneste talerør,« skriver flere.

Hellere forblive tavs end blive udstillet.

Grænseoverskridende at bede om hjælp

Charlotte Elisabeth Urne kalder sig ikke fattig. Hun har ikke ondt af sig selv og vil ikke pive.

Hun og drengene på fem og 14 år har tag over hovedet i en dejlig treværelses lejlighed. De får mad på bordet hver dag, selv om hun også har været ude at skralde fra supermarkedernes containere de gange, hvor fædrenes børnepenge ikke er gået ind på kontoen.Til jul havde hendes ældste søns lærer arrangeret, at familien kunne hente julemad på en skole i Valby.

»Det var totalt grænseoverskridende, men det var nødvendigt,« siger hun.

I starten, når sønnen plagede om ting i supermarkedet, hviskede hun »nej« og bad ham være stille. Til sidst sagde hun højt og demonstrativt, så alle kunne høre det »nej, for vi har ikke råd!« Så blev han flov og holdt op med at spørge.

Når hun er på Facebook, må hun bide sig i læben for ikke at føle sig udenfor vennernes opdateringer med fede rejser, vilde byture og hendes gamle liv.

Man vænner sig til færre penge, det er alt det andet, som er svært.

Charlotte Elisabeth Urne har søgt frisørjob, men bliver afvist, fordi hun som alenemor ikke er fleksibel nok og kan arbejde til sent. Hun har søgt receptioniststillinger, fitnessinstruktørjob, servicemedarbejderetjanser, hvad-som-helst. Hun har selv betalt for uddannelse, som hun har taget i weekenderne. Men som årene er gået, er det blevet stadig vanskeligere at blive en del af normalen igen.

»Jeg ved godt, at det ikke er det, artiklen handler om. Men det værste er følelsen af, at der ikke nogen, der ser mine virkelige behov i det system, som egentlig skal hjælpe mig. Jeg tager altid til jobcentret med sommerfugle i maven og håbet om, at nogen giver mig et skub det rigtige sted hen. Når jeg går derfra, har jeg næsten altid ondt i maven. Så kræver det meget selv at finde styrken og bevare troen på sig selv,« siger hun.Mistet håbet har hun dog ikke endnu. Målet er at finde et job og skabe et bedre liv – også for børnene. Så Charlotte Elisabeth Urne fortsætter med at søge alt, hvad hun kan.

»Fordi jeg har lyst til at bidrage og føle mig som en, der er værd at lytte til igen.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.