Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ikke et ondt ord om Muhammed

Frygten for islamistisk terror er større end nogensinde i Vesten og i Danmark, siger Naser Khader. Alligevel synes han, at målet er kommet nærmere i hans kamp for at forene islam og demokrati, end da han under Muhammed-krisen for snart ti år siden dannede »Demokratiske Muslimer«.

Naser Khader føler, at islam og demokrati har nærmet sig hinanden i de senere år.
Naser Khader føler, at islam og demokrati har nærmet sig hinanden i de senere år.

Naser Khader var engang Danmarks populæreste mand.

»Ja, der var vel kun Dronningen, der var mere populær,« griner han i dag.

Marineret i velvilje trådte Khader og hans nystiftede »Demokratiske Muslimer« ud ad hoveddøren på Marienborg efter besøg hos statsministeren. Lige midt i Muhammed-krisen i 2006. Her var manden, der var rygtet som kronprins hos de Radikale og skulle overtage efter Marianne Jelved. Manden, der egenhændigt kunne løfte Centrumdemokraterne med 11 mandater – hvis han kunne overtales. Men ikke mindst manden, der kunne bygge bro mellem Danmark og islam og omvende fundamentalistiske muslimer til demokrater.

Hvilket er svært, påpeger Naser Khader.

Han tænker tilbage på, hvor vred den nu afdøde imam Abu Laban fra moskeen på Dortheavej i København var, over at Khader havde udgivet bogen »Ære og Skam«:

»Min far kom i hans moske, så han arrangerede et fredsmøde, fordi Abu Laban hver fredag stod og skældte ud på mig. »Hvorfor skriver du om islam, når du ikke kommer i moské? Du må ikke skrive om Muhammed, når du ikke kommer i en moské,« sagde Laban. Og jeg svarede, at jeg lige havde læst en bog om Jesus skrevet af en dansk psykiater, der tilmed var jøde. Så sagde Abu Laban – og det er måske for meget for Berlingske – men han sagde ordret: »Kald min mor luder, kald min datter luder, kald min kone luder, kald min søster luder, men ikke ét ondt ord om Muhammed.« Husk, at noget af det mest ømfindtlige hos en muslim er kvindens ære. For ham var det åbenbart værre at tale ondt om Muhammed. Og ja, dér står vi så i nogle tilfælde desværre stadig.«

Vi sidder hjemme hos Naser Khader. Han er tilbage i hovedstaden fra sit arbejde som fellow ved Hudson Institute, en tænketank i Washington, USA.

I sidste uge var han medunderskriver på en stor annonce i den amerikanske avis The New York Times med overskriften: »Hvad kan muslimer gøre for at kræve deres »smukke religion« tilbage?« underskrevet sammen med fremtrædende muslimske forskere og meningsdannere fra USA, Canada og England.

Det er næsten ti år efter Muhammed-krisen. Samt opløsningen af »Demokratiske Muslimer«.

»Der var egentlig heller ikke noget galt i, at organisationen gik i sig selv igen. Og nu er vi der så igen,« siger Khader.

Hvordan?

»Vi må på ny stille os op og frem og kæmpe imod islamismen. Det er jo derfor, vi gjorde, som du kunne se det i New York Times forleden. Vi har holdt flere møder og er enige om hovedformålet. Det er at tale for en reform af islam og give islamisterne kamp til stregen.«

Hvordan gør man det ud over at skrive kronikker og indrykke annoncer?

»Ved at støtte de rigtige og lade være med at støtte de forkerte. Jeg påpeger i et indlæg i BT, at der er en uhellig alliance mellem islamhaderne og islamisterne. Vi får jo at vide af muslimhaderne, at islam kan ikke fungere med demokrati, man kan ikke skille islamisme fra islam, siger de. Og du kan ikke reformere Koranen, det lader sig ikke gøre og så videre. Og dér siger jeg til disse islamhadere, at de bruger jo islamisternes argumenter. Hvorfor tror I mere på islamisterne end på mig? Hvorfor lytter I ikke til de folk, der siger, at islam kan reformeres og støtter dem?«

Skal i modsatte retning af Luther

Forleden sagde du i den franske avis Le Figaro, at islam havde brug for – ikke en reformation – men en revolution. Hvad er forskellen?

»Vi skal med islam faktisk den modsatte vej af Luther. Martin Luther gik jo med sin reformation af kristendommen tilbage til bogens bogstav. Islam skal væk fra bogens bogstav. Men man kan lære af Luther. Han oversatte Biblen fra latin til tysk, hvormed han tog magten fra præsteskabet og deres ret til at tolke og påviste, at der ikke skal stå nogen mellem den enkelte og Gud. Og så satte han en skelnen mellem det åndelige og det verdslige. Og den slags diskussioner er faktisk også kommet inden for islam nu. Der er flere stemmer i verden end nogensinde før, der diskuterer disse ting.«

Når vi taler Danmark, hvad er ændret siden Muhammed-krisen og »Demokratiske Muslimer«?

»Jeg synes, vi er blevet mere bange. Jyllands-Posten erkender, at de ikke vil genoptrykke noget som helst på grund af frygt. Hvilket er okay. Jeg kan godt forstå det. Ansvar for mange medarbejdere, hensynet til tryghed og så videre. Det bedste ville også være, at hele den samlede presse genoptrykte Muhammed-tegningerne, hvis det er det, vi snakker om. Det er vigtigt hele tiden at fortælle dem; »I er en fiasko, jeres metoder fejler, I skaber ingen resultater«. Det er et forkert signal at sende til jihadisterne, at vi er bange.«

Men det er vi jo, så kan vi undgå det?

»Under Muhammed-krisen led islamisterne jo et stort nederlag. Ytringsfriheden vandt. For vi stod fast, og de fik ikke lov til at presse deres tabuer og krænkelsestankegang på os. Men det at flere og flere nævner frygten for at sige noget eller bringe noget. Det kan også være kunstnere, standuppere eller revyer, det er nyt. Og det er ikke bare kommet med Paris. Det var der også før på grund af Islamisk Stat og deres terrordagsorden. Man skal huske på, at Islamisk Stat og al-Qaeda er antitesen til Vesten. Vi er deres primære fjende med vores frihedsværdier, med vores hævd på det frie menneske og dets frie vilje. For det eneste, der optager dem, er kalifatet, et utopia, og det er det modsatte.«

Hvor stor en del af den muslimske befolkning i Danmark, vil du gætte på, er demokratisk sindede?

»Det kommer an på, hvordan man definerer det. Jeg oplever i debatten lige nu, at flere og flere stiller sig op på den banehalvdel, hvor jeg står, og hvor jeg følte mig noget alene i begyndelsen. Yahya Hassans ankomst har været inspirerende for nogle. Det, der sker, får folk til at indse nødvendigheden.«

»Så min fornemmelse er, at der faktisk er flere i dag end i 2006. Og det er jo også den bedste måde at bekæmpe islamisme på. Det er vigtigt, at de melder sig ind i kampen. Hvilket også var, hvad vi skrev i den kronik i Berlingske i sidste uge (forfattet af 15 fremtrædende hjemlige muslimske debattører, red.), at så længe vi ikke vrister islam ud af kløerne på terroristerne, vil vi vedblive at have islam til fælles med dem. Selv om vi ikke bryder os om det. Send det utvetydige signal til det danske samfund, at hvad der skete i Paris, kan muslimer kun fordømme uden forbehold. Der er en større frygt, større bekymring i den danske befolkning end under Muhammed-krisen og ved at tage afstand, hjælper danske muslimer til med at dæmpe frygten. Det andet er, at man signalerer til islamisterne, at man er åbent imod dem. Det tredje er, at du melder dig ind i den kamp, der foregår i islams hus, hvor flertallet stadig er passiv.«

Om at holde armslængde til sin religion

Nogle danske røster mener, at vi selv er med til at marginalisere muslimske indvandrere socialt, hvorfor de søger ekstreme fællesskaber som bander og jihadisme. Kan de ikke have ret?

»Det tror jeg ikke på. Ikke når du taler denne nye, sunni-globale jihadisme. Jeg sammenligner den med Blekingegadebanden, Rote Armé Fraktion og den slags. Fordi det er drevet af intellektuelle eller halvintellektuelle, der gerne vil udgøre den danske del. Det kan du også se med Hizb ut-Tahrir, at de er meget veluddannede. De har aktivt valgt deres ståsted. Jeg har kendskab til en del af dem, der er taget til Syrien. Jeg har endnu til gode at se, at eksempelvis én tog til Syrien, fordi han sendte 500 ansøgninger og ikke kunne få et arbejde, eller én der tog til Syrien, fordi nu var det 117. gang, han var blevet afvist på et diskotek. Islamofobi og marginalisering kan såmænd godt være medvirkende, men hovedårsagen er et klart tilvalg af en drøm, af kalifatet, som mange muslimer desværre har og vælger. Noget af det klogeste, jeg hørte under Muhammed-krisen, var en ægyptisk taxachauffør, vi kørte med på en ferie midt i hele krisen i 2006. Tegningerne blev pludselig nævnt i nyhederne i bilradioen, og så sagde han: »Jamen, har vi muslimer ikke lært som børn, at Gud har 99 egenskaber? Han er blandt andet det stærkeste, der findes. Så skal vi ikke bare overlade det til ham at beskytte sig selv og sine profeter?« Muslimer skal lære at få armslængde til deres religiøse symboler og figurer. Lade være med at tage det personligt.« Og hvor lang tid tager det så, før vi har fået reformeret eller revolutioneret islam?»Vi er lige begyndt, ikke? Så det er vel noget med 150 år.«

Naser Khader griner.

»Nej, jeg ved det jo ikke. Jeg glæder mig over, at der kommer nye muslimske stemmer, nye ansigter til hele tiden, som vi ikke har hørt før, og som er religionskritiske. Jeg tror mere og mere på, at revolutionen kommer fra muslimerne i Vesten.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.