Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I Fredericia rengør kontanthjælpsmodtagere byen - København vil ikke være med

Venstre i København fik ikke politisk opbakning til at lade 500 kontanthjælpsmodtagere samle byens skrald. Ideen er imidlertid allerede virkelighed i Fredericia Kommune, som er blevet »meget renere«, efter at byens ledige blev tvunget til at tage del i rengøringen.

Venstre i København vil sætte ledige borgere på kontanthjælp til at rengøre byen.
Venstre i København vil sætte ledige borgere på kontanthjælp til at rengøre byen.

Det bliver ikke i denne omgang, at 500 ledige borgere skal rengøre København for deres kontanthjælp.

Det står klart, efter at Venstres forslag om at tvinge jobparate københavnere til at renholde byen i et såkaldt nyttejob blev nedstemt af Rådhusets røde partier.

Og det er »brandærgerligt«, mener Cecilia Lonning-Skovgaard (V), som er forslagsstiller og Venstres spidskandidat ved kommunalvalget:

»Det er en skam, fordi vi nu kan se frem mod en sommer, hvor byen igen vil drukne i skrald. Vi har et redskab, som Mette Frederiksen (S) har givet os, og alligevel bakker Socialdemokratiet ikke op om den her nytteordning, der ville sikre en rengjort by og samtidig få aktiveret nogle af de kontanthjælpsmodtagere, som lige nu driver den af på kommunens regning,« siger hun.

Cecilia Lonning-Skovgaard fremlagde forslaget tilbage i februar, og på de sociale medier tilkendegav 4.000 af Berlingskes følgere, at det er rimeligt at tvinge ledige til at rengøre byen. 800 sagde nej. Der er tale om tvang, fordi jobparate kontanthjælpsmodtagere ikke kan takke nej til et nyttejob uden at få frataget deres overførselsindkomst.

Borgerrepræsentationens nej kommer på et tidspunkt, hvor Københavns Kommune ellers har svært ved at efterleve sin egen målsætning om en tidlig nyttejobindsats, og hvor beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) ikke kan finde et politisk flertal for en mere effektiv udnyttelse af nyttejob. De Radikale er ellers positivt stemt over for Venstres forslag.

I 2016 var der 6.477 jobparate kontanthjælpsmodtagere i København.

»Det fortæller mig, at man er politisk tonedøv i forhold til de signaler, der kommer fra især Socialdemokratiets top. Det er mærkeligt, at det ikke siver ned i rækkerne,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard, som nu vil tage forslaget med til efterårets forhandlinger om budget 2018.

Berlingske har spurgt gruppeformand i Socialdemokratiet i København Lars Weiss (S), hvorfor partiet ikke bakkede op om forslaget.

Han mener imidlertid slet ikke, at der har været et forslag om nyttejob på forhandlingsbordet.

»Da vi begyndte at forhandle, nævnte Venstre det ikke med et ord, og man har ikke insisteret på, at det var det, Venstre ville i København. Jeg har kigget i mine noter, fra efter vi begyndte at forhandle, og der står ikke noget om nyttejob,« siger Lars Weiss.

Men går I ind for at lade kontanthjælpsmodtagere rengøre byen?

»Vi vil se åbent på alle former for aktiveringstilbud, som ikke konkurrerer med ordinær beskæftigelse, hvis der kommer et konkret forslag.«

Københavns Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), som forhandlede på vegne af sit parti, har følgende kommentar til Lars Weiss:

»Jeg nævnte Venstres ønske om at afsætte penge til nyttejob mindst tre gange under forhandlingerne om overførselssagen. Hvis Lars Weiss ikke har hørt det, siger det måske mere om hans opmærksomhed under mødet,« siger Pia Allerslev.

Mens politikerne i København slås om, hvad der blev sagt og ikke blev sagt, har Fredericia Kommune siden 2014 benyttet jobparate kontanthjælpsmodtagere til byens renhold. Sammenlagt var 225 personer ud af kommunens sammenlagt 745 jobparate kontanthjælpsmodtagere i et nyttejob i 2016.

Direktør for vækst i Fredericia Mogens Bak Hansen fortæller, at renhold af byen er kommunens største nytteaktivitet, og opgaven består typisk i at samle skrald i midtbyen.

»De går rundt hver eneste dag og samler affald, ligesom de ordner ukrudt og vasker ting ned. Kort sagt sørger de for, at byen er pæn og ren,« siger Mogens Bak Hansen.

Kommunen oplever, at nytteordningen betyder, at de unge kontanthjælpsmodtagere hellere vil finde sig et job end at søge kontanthjælp. Samtidig er det kommunens vurdering, at en anden gruppe kontanthjælpsmodtagere har stor glæde af at komme i gang, indgå i et socialt fællesskab og få nye kompetencer.

»Derudover er det en succes for byen, og der bliver virkelig lagt mærke til indsatsen. Borgerne kommer med rigtig meget positiv feedback, og byen er simpelthen blevet meget renere. Det kan vi alle sammen se,« siger Mogens Bak Hansen og nævner, at der eksempelvis er markant færre cigaretskod og tyggegummi-klatter rundt omkring.

Formand for miljø- og teknikudvalget i Fredericia Christian Bro, som er socialdemokrat, var i begyndelsen skeptisk over for indsatsen, men mener i dag, at ordningen er meningsfuld for byens ledige.

»Først syntes vi, at de her orange arbejdsdragter var sådan lidt Guantanamo-agtige, og vi havde en holdning om, at det var tvangsarbejde. Men jeg må bare erkende, at nyttejob ikke hænger på træerne. Vi skal sørge for, at mennesker har noget fornuftigt at give sig til, og der er det her en populær indsats, som er velanset blandt byens andre borgere,« siger Christian Bro.

Han har også bidt mærke i, at Fredericia er blevet en renere by, end før indsatsen trådte i kraft:

»Det forlyder endda, at Danmarks Naturfredningsforening, som organiserer landsdækkende skraldeindsamlinger, er begyndt at brokke sig over, at der ikke er så meget skrald at samle hos os. Dét er superdejligt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.