Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I Bonn brænder klimaet på

Mens atmosfærens indhold af drivhusgasserstiger til ny rekordhøjde, og USA bakker ud af den historiske klimaaftale fra Paris, sætterverdens nationer atter hinanden stævne for at redde klimaet. Men er det allerede for sent?

For knap to år siden var en af de største politiske bedrifter i efterkrigstidens verdenshistorie en kendsgerning.
For knap to år siden var en af de største politiske bedrifter i efterkrigstidens verdenshistorie en kendsgerning.

For knap to år siden var en af de største politiske bedrifter i efterkrigstidens verdenshistorie en kendsgerning.

196 nationer var i Paris og enedes under stor jubel om det fælles mål at nedbremse den globale opvarmning. Stigningen i den globale middeltemperatur skal holdes »pænt under« to grader, og verden skal sigte mod maksimalt 1,5 grader, lød det.

Efterfølgende sagde den nærmest rørte daværende amerikanske præsident Obama, at Parisaftalen kan blive et »vendepunkt for verden«. Han tilføjede, at aftalen skaber den nødvendige arkitektur for at »vedblive at tackle problemet på en effektiv måde«.

I dag er Obamas afløser i færd med at melde USA og dermed klodens næststørste udleder af drivhusgasser ud af Parisaftalen, atmosfærens indhold af CO2 tog sidste år et større højdespring end nogensinde tidligere målt, og den relativt set største vindmøllenation på kloden, Danmark, brillerede i fjor med stigende udledninger for første gang i ti år.

I tilgift peger klimaforskning på, at menneskeheden med stor sikkerhed kan skyde en hvid ispind efter 1,5-gradersmålet. Med de klimamål, som klodens nationer har meldt ind i kølvandet på Parisaftalen, styrer verden i stedet mod en temperaturstigning på mindst tre grader.

Kløften mellem de nødvendige og de indberettede klimaambitioner er ganske enkelt »alarmerende høj«, lød det i den forgangne uge i den årlige rapport om klodens såkaldte emissionsgab fra FNs miljøprogram UNEP.

Den fossile motor, der har drevet verdenssamfundet frem til historisk høj velstand og ditto ressourceforbrug, ruller med andre ord fortsat lystigt derudad. Det funklende grønne verdenssamfund ligger stadig langt ude i horisonten.

Trods massive grønne investeringer i bl.a. Kina og Indien dækkede vedvarende energi i form af især vind, sol og biomasse ifølge olieselskabet BP bare 3,2 procent af verdens samlede energiforbrug i fjor. Over 80 pct. kommer fortsat fra olie, kul og gas. Resten fra vand- og atomkraft.

På denne temmelig sorte baggrund sætter klodens nationer nu atter hinanden stævne med henblik på at redde verden fra galopperende drivhuseffekt. Det sker på FN-klimakonferencen COP23, der åbner mandag i den gamle vesttyske hovedstad Bonn, men med stillehavsnationen Fiji som vært.

USA sidder fortsat med ved forhandlingsbordet. Landets formelle udmeldelse af Parisaftalen kan først indledes 4. november 2019, hvorefter der går et kalenderår, før USA definitivt kan være ude. Men skulle landet kort forinden have valgt en ny og mindre klimaskeptisk præsident, vil nationen nok søge at blive i aftalen.

Det siger imidlertid sig selv, at USA slet ikke kan tale med samme vægt i byen ved Rhinen som i Paris. Værtslandet Fijis chefklimaforhandler, Nazhat Shameem Khan, understreger dog over for nyhedsbureauet Reuters, at USA op til konferencen har sendt »positive« og »ikke destruktive« signaler.

Fra en anden stillehavsnation, Tuvalu, der er truet af det stigende havniveau, lyder imidlertid fjendtlige USA-toner.

»Trump-regimet burde blive væk og ikke holde resten af verden som gidsel med præsidentens uduelighed,« siger Tuvalu-klimaforhandleren Ian Fry.

Han tænker nok bl.a. på Trumps udmelding tidligere i år om, at USA ved at blive i klimaaftalen kommer til at »betale milliarder og milliarder og milliarder af dollar« (i klimahjælp til udviklingslande, red.), »og vi er allerede langt foran alle andre«.

Obama forpligtede USA til at betale tre mia. dollar over flere år, hvilket pr. indbygger er væsentligt under, hvad eksempelvis Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Japan – og Danmark – har forpligtet sig til.

Bonnmødet får naturligvis slet ikke samme afgørende betydning som Parismødet. Det bliver overvejende et teknisk orienteret arbejdsmøde med fokus på at konkretisere Parisaftalen:

Hvordan ser de enkelte nationers energipolitik ud i dag, og hvor ambitiøse bør landene være i de kommende år for at nå i det store temperaturmål?

Hvor langt er man kommet med den omfattende klimafinansiering, som var udviklingslandenes centrale krav for at underskrive Parisaftalen?

Hvor store er de grønne ambitioner i klodens mægtigste virksomheder, og hvad kan man forvente af CO2-reducerende tiltag fra storbyer, delstater og lignende?

I den forhandlingsproces kan man komme til at savne en stærk lederfigur.

Artiklen fortsætter under grafikken

I den franske hovedstad i 2015 var USA med den daværende udenrigsminister John Kerry i front en central drivkraft. Nu er USA en passiv og amputeret iagttager. Samtidig står EU med bl.a. den kommende Brexit i en svagere position, hvorfor mange skuer mod verdens i dag langt største udleder, Kina.

Ved åbningen af den store kommunistiske partikongres i Beijing for tre uger siden sagde præsident Xi Jinping, at Kina har »indtaget førersædet i internationalt samarbejde om at reagere på klimaforandringer«. Med henvisning til USA, må man formode, tilføjede han, at »intet land har råd til at trække sig tilbage og isolere sig«.

Der kan være al mulig grund til at nikke anerkendende til Kinas grønne lederskab, herunder storsatsning på vindkraft og elbiler og ikke mindst en så omfattende reduktion af landets megaudledende kulkraft, at den næsten alene kan forklare de seneste tre års stagnation i de globale udledninger.

Alligevel ønsker vestlige nationer næppe, at Kina får en decideret chefrolle i klimaforhandlingsspillet, især fordi man derved risikerer at slække på de kontrolforanstaltninger og den åbenhed, der bør være om de enkelte landes klimamål og udslip af drivhusgasser.

Men under alle omstændigheder er Kina en nøglefigur. I dag er den befolkningsrige industrigigant ansvarlig for godt og vel en fjerdedel af klodens CO2-udledninger, og landets emissioner vil næppe flade helt ud førend om en halv snes år.

I kulissen lurer vækstnationen Indien, der trods storsatsning på solenergi meget vel kan fordoble sine udledninger frem mod 2030 og dermed kan komme til at gøre USA rangen stridig som klodens næststørste udleder.

Dertil kommer stigende emissioner i bl.a. Indonesien, Pakistan og store dele af Afrika.

Af samme årsag haster det ifølge FN voldsomt med at knække den globale udledningskurve, så et reelt og nærmest dramatisk fald kan indledes.

Over for Berlingske udtrykker DTU-klimaeksperten John M. Christensen, der er hovedforfatter på den aktuelle FN-rapport om klodens udledningskløft, det således:

»Hvis landene venter med at skrue op for ambitionsniveauet til 2023, kan man simpelthen ikke nå det, for så bliver der ledt for meget ud.«

Han tilføjer, at verden i 2030 med de nuværende udledningstilsagn risikerer at udlede et helt Kina for meget om året.

En anden ekspert, professor i klima- og geofysik ved Niels Bohr Institutet Jens Hesselbjerg Christensen, er om muligt endnu mere bekymret. Han frygter, at menneskeheden allerede har forpasset chancen for at nå det ambitiøse halvandengradersmål.

»Selv om vi allerede dagen før Parisaftalen havde slukket for alle klodens maskiner og kraftværker, ville der stadig være en pæn stor sandsynlighed for, at vi ville skyde over den halvanden grad.«

Forklaringen er, at de drivhusgasser, vi allerede har ledt ud, først vil forsvinde helt efter flere hundrede år.

Så selv med et komplet udledningsstop i dag må man ifølge professoren forvente, at temperaturen vil stige yderlige en god halv grad i de kommende årtier. Det er vel at mærke en god halv grad, som skal lægges oven på de mindst 1,1 grader, som den globale middeltemperatur allerede er gået op siden industrialderens begyndelse.

Så hvis vi skal gøre os håb om at nå 1,5-gradersmålet, og med al sandsynlighed endda togradersmålet, skal menneskeheden have negative udledninger i den sidste halvdel af det 21. århundrede, understreger han.

Det indebærer, at vi især ved hjælp af massive mængder nye træer skal suge mere CO2 ud af atmosfæren, end vi på det tidspunkt vil sende op i den.

Det eneste alternativ er såkaldt geoengineering – også kaldet plan B. Det vil sige vedvarende kunstig nedkøling af klodens klima, f.eks. ved udsendelse i atmosfæren af store mængder svolvholdige småpartikler, som bortreflekterer noget af Solens varme.

Som Jens Hesselbjerg Christensen siger:

»Der er ingen tvivl om, at plan B bliver mere og mere aktuel. Selv trumpister må erkende, at en temperaturstigning på tre-fire grader vil få meget negative konsekvenser overalt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.