Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvordan fortæller man børn om ondskaben i Nice

Vildrede. Det er svært at undgå, at ens børn ser billeder af hændelserne i Nice. Det er svært at undgå, at de hører, at der var et højt antal børn blandt de døde og sårede. Og det er svært at svare på det spørgsmål, der melder sig hos mange børn: Hvordan bliver man så ond?

Hvordan kan mennesker være så onde, at de kan slå andre ihjel? Det spørgsmål kan være svært at svare på over for børn, der ser blomster og bamser efter massakren i Nice. Foto: Valery Hache/AFP
Hvordan kan mennesker være så onde, at de kan slå andre ihjel? Det spørgsmål kan være svært at svare på over for børn, der ser blomster og bamser efter massakren i Nice. Foto: Valery Hache/AFP

Anders Behring Breivik, terroristerne i Paris og Bruxelles og nu Mohamed Lahouaiej Bouhlel, som kørte en lastbil gennem menneskemængden i Nice.

Mange børn bliver ængstelige, når de hører om disse episoder, og når det endda går ud over andre børn, kan det være endnu sværere at forstå, hvordan nogen kan finde på sådan noget.

Og som forælder kan det være svært at komme med et fyldestgørende svar

Hvis man nogensinde har prøvet at blive tvunget af sin tiårige til at gå ned på biblioteket og sige »Goddag, har I en børnebog om Hitler?« og har set bibliotekarens nervøse trækning ved øjet, så ved man, at der ikke lige umiddelbart ved siden af »Lotte«- og »Totte«-bøgerne er en afdeling med »diktatorer og terrorister har også været børn«.

Men det har de jo. Og ens egne børn vil på et tidspunkt – og især når der sker voldsomme ting i verden – højst sandsynligt spørge, hvordan man egentlig bliver et ondt menneske. Hvad svarer man til det?

Fra paradis til virkelighed

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen forklarer: »Det er meget smukt, at vi lærer børn, fra de bliver født, at de kan stole på voksne, og at verden er en form for paradis, men der kommer en alder, gerne omkring at de skal i skole, hvor man er nødt til at fortælle dem, at verden også indeholder væmmelige sider. Det kan være, når man skal lære dem, at de ikke må gå med fremmede hjem, og de spørger »hvorfor?«. »Fordi det kan være en børnelokker«. »Hvad er det?« spørger de så. Børn spørger jo heldigvis, til de føler, at de har fået svar nok. Og så skal vi som voksne erkende, at vi skal til at lære dem noget, som vi i virkeligheden ikke har lyst til at lære dem: Verden er ikke kun god.«

Margrethe Brun Hansen tilføjer, at hun ikke bryder sig om ordet »ond«, for efter hendes mening er ingen født onde, og ondskab bunder altid i noget andet. Og det kan børn faktisk godt forstå, hvis man forklarer det ordentligt.

»Hvis man i det her konkrete tilfælde skal forklare, hvordan en mand kan køre folk over med vilje, kan man sige, at ligesom nogle mennesker bliver syge og får feber, så er ham her syg inde i sit hoved. Han var engang et lille barn, som ikke fik kærlighed, så en dag følte han, at verden var ligegyldig. Han var ikke rask i sit hoved.«

Hvad så hvis ens barn synes, at der er andre børn, der er onde?

»Man kan forklare, at de måske ikke har det godt selv, eller at de ikke har lært at styre deres vrede, men ond er et voldsomt ord at bruge. De gange, hvor børn har slået eller bidt mig, når jeg har haft dem i konsultation, så er jeg eddermame blevet sur, men så har jeg sagt: »Jeg kan godt lide dig, men det, du gør, er forkert.« Man skal bebrejde handlingen, ikke barnet. Og børn skal lære at styre deres vrede, så de ikke slår nogen i hovedet med køllen, fordi de taber i kroket. De er jo ikke onde – de skal bare lære, at deres frustrationer ikke må gå ud over andre.«

Kritik af forkerte handlinger

Ens børn får ellers serveret en ordentlig omgang ondskab i form af tegnefilmenes hekse, drager, onde stedmødre og superskurke for slet ikke at tale om ham, der skød Bambi. Men ét er tegnefilm – noget helt andet er, når de på TV eller deres mobil ser optagelser fra en lufthavn, der er blevet sprængt i stykker, eller skrigende mennesker, der løber for livet.

Man ville ønske, at man for altid kunne skærme dem fra den slags, men det er bare ikke muligt: For der er ondskab i verden.

Skal man selv have prøvet at gøre noget ondt for at forstå, hvad det er?

»Det har alle prøvet, og de fleste glemmer det aldrig. Børn kan være næsten sadistiske og have svært ved at administrere den magt, de for eksempel har over for et dyr. Et normalt, velfungerende barn vil fortryde, at hun har hevet benene af en edderkop eller har pint sin kat. Ligesom Alfons Åberg fortryder, at han har skubbet en anden dreng, så han slår sig, eller at Emil fra Lønneberg bagefter godt kan se, at det måske ikke var så smart at hejse lille Ida op i flagstangen. Der er mange børnebøger, der på en måde kommer ind på emnet. Alle børn oplever, at de kommer til at gøre noget, som gør andre kede af det – og det er vigtig lærdom: At man har en magt som menneske til at gøre folk ulykkelige, men også glade. Og det sidste er naturligvis bedst.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.